Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
I Edens have lå en sø
I Edens have lå en sø,
hvor hvide svaner var at se,
og gedderne sig skjulte;
ved søen boede en mand,
som lukkede os andre ind,
hvert hovedhår han talte.
Han sagde, at vi skulle gå
ud i alverden for at se
hans rige uden ende;
for dér, hvor kragerne af skræk
må vende om, er Herren kvik
til sit værk at begynde.
Med svøben fejer han sit hus,
når det ej går på anden vis;
han tager selve synden
og kaster den i svovlens pøl,
førend han trækker kødets pæl
ud som en tand af kinden.
Nu lægger selv jeg bolden ind
til stregen i det fine sand,
hvor før jeg med min sabel
dit hjerte kløvede i to,
hvorved al kødet gik itu
men genopstod i jubel.
For enden af den blinde vej,
der går en sti op til en høj,
hvor pæretræet hæver
sin frugt højt over alle små,
så let vi kommer til at tro,
at Gud har sine gaver.
I luften møder vi vor Gud,
og han har sine engle med
og alle sine venner;
vi hilser mildt på hver og én
og lærer himlens valsetrin
som svar på vore bønner.
Vi danser på den runde jord,
og det er læretiden værd
nu at få lov at smage
det vand, som blevet er til vin,
og ingen af os har jo mén
af dåbens Himmerige.
Hør melodi her.
Kirken i Gyngen 
Pingback: Kristen humor | Kirken i Gyngen