Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Den vandrette beståen
Albert Dam er en af dansk litteraturs mest særprægede skikkelser og østjyde. Han blev født i 1880 og døde i 1972, og det siges om ham, at han debuterede tre gange! Så længe var der mellem hans udgivelser, at han blev glemt som forfatter, inden den næste bog kom. Han debuterede således første gang i 1906 med romanen “Mellem de to Søer”, som tager udgangspunkt i et uopklaret mord i samtiden, det såkaldte “hjortshøjmord”. I 1934 kom romanen “Saa kom det ny Brødkorn”, der handler om forædlingen af en kornsort. Det endelige gennembrud kom i tresserne med triologien “Syv skilderier” 1962, “Menneskelinjen” 1965 og “Menneskekår” 1967.
I disse tre værker udfoldes et stort udviklingshistorisk perspektiv, som ifølge Vagn Steen i en dansk sammenhæng adskiller sig både fra Johannes V. Jensens darwinisme og fra Grundtvigs romantisk farvede kristne udviklingsoptimisme. Albert Dam er både mere illusionsløs og mere naiv. Den udviklingslinje, som han opsporer, som den der førte til mennesket har et blik for det ufarlige væsens overlevelsespotentiale, som er overraskende, når man kommer fra en mere vulgærdarwinistisk fremstilling som den jensenske, og den grundtvigske nationalromantik bliver ligeledes overhalet indenom af Dams overaskende påstand om, at menneskets udviklingshistorie har fundet sit mest ophøjede udviklingspotentiale i netop den østjyske mennesketype.
I den måde, Albert Dam unddrager sig både et kristent og darwinistisk menneskesyn på ligger en opdagelse af det enkelte menneske stillet alene i kosmos, som han deler med Søren Kierkegaard. Men hvor Kierkegaard taler om at springe ud på det dybe vand i troens vished, går bevægelsen hos Dam den modsatte vej fra det dybe vand og ind på den ufremkommelige tørre jord. Et tilbagevendende motiv i hans digtning er de fisk, som på et tidspunkt i udviklingshistorien gik i land og udviklede ben i stedet for finner og lunger i stedet for gæller. Hvor Kierkegaard taler om Øjeblikket som en afgørende kategori taler Dam om den Lodrette beståen, som er livets lange udviklings fremtrædelsesform netop nu.
I bogen, der netop bærer titlen “Den lodrette beståen. En bog om Albert Dam og hans forfatterskab” – og som er en af de fineste bøger, der findes på dansk – har Vagn Lundby fremdraget en tekst af Albert Dam, hvor netop forskellen fra Søren Kierkegaard gøres til genstand for overvejelse. Det er teksten “Pentagrammet”, hvor den femtakkede stjerne tegnet i en bevægelse ses som nøglen til al erkendelse. Dam formulerer det således: “Frem i een retning farer din søgen, den slåes om og finder det modsatte, og det der syntes skadeligt kan blive til velsignelse men at søge det skadelige skal vende sig til undergang.”
“Søren Kierkegaard, siger: gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde det; gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele; enten du gifter dig eller ikke gifter dig, fortryder du begge dele. Skønt han fortsætter med mange eksempler stamper han på stedet og kommer ikke videre. Videre går han andetsteds og dette “videre” er hele hans produktion. Gift eller ugift er ikke tilstrækkeligt. den evige lykke, dit livs sandhed når du ved springet ud på halvfjerdsindstyve favne vand, ved troen, den kristne tro på et liv i Gud under dit sølle jordeliv er virkelig lykke i evigheden. Han afslutter sin tænkning i en trekant som Hegel, en trekant, hvis ene side ligger i et andet plan end de to andre eller rettere i en anden dimension. Hvis den tanke han er inde på skulle føres videre rundt i samme plan, måtte en lyde: gift dig, du vil fortryde det, og fortrydelsen skal være din frelse, men gifter du dig for at fortryde, er du hjemfalden til dommen.” Albert Dam
Hvor det for Søren Kierkegaard er det Gamle Testamentes Abraham, der er troens fader, er det hos Albert Dam den fisk, der på et tidspunkt i udviklingshistorien gik i land og blev padde, der er urbilledet på den udsathed, der er udtryk for det egentligt menneskelige. Tilsvarende er det håb Albert Dam finder for mennesket som art mere knyttet til en forestilling om en fredelig sameksistens med dyrene end til frelseren forkyndt i det Nye Testamente. Det er den vandrette beståen.
Kirken i Gyngen 