Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Krishnamurti Underground

Digteren Søren Ulrik Thomsen var i Deadline 2. sektion den 2. december 2013, hvor han talte om nostalgi. Ikke at være nostalgisk men at bruge nostalgien som en måde at orientere sig på. Jeg forstår det sådan, at man bevæger sig ind i et emne båret af følelser, som ret beset er falske – men det falske brænder væk og et blik for en klarere sammenhæng bliver tilbage. Jeg oplevede selv noget lignende, da jeg læste Iben Tranholms klumme den 22. november om sammenhængen mellem kirkelige vielser af homoseksuelle i den danske folkekirke og menneskelige lidelser forårsaget af orkanen på Filipinerne. Den slags kan man få trykt i Kristeligt Dagblad, og ikke mindre foruroligende var jeg i humør til at mene, at det var interessant læsning. Men efterhånden som jeg fordybede mig i tankegangen, havde jeg den glæde at se den smuldre. En anden sammenhæng af mindre brutal karakter åbenbarede sig, og det var just ordet.

I undergrundsbanen i London har der i perioden fra den 21. oktober og to uger frem været opsat store plakater med citater af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986). Krishnamurtis navn står ikke under de enkelte citater, men der er en henvisning til kft.org hvor man kan læse hele det afsnit, citatet hentet fra. Et af citaterne handler om sammenhængen mellem det liv vi lever til daglig og verdenssituationen og lyder i min oversættelse: “Krig er den spektakulære og blodige projektion af vort daglige liv”. Det er hentet fra et længere stykke, som lyder således:

“Det er givet, at for at opdage sandheden må der være frihed for strid både indeni os selv og i forhold til vore naboer. Når vi ikke er i konflikt indeni os selv er vi det heller ikke udadtil. Det er den indre strid som, når den projiceres udadtil, bliver til verdenskonflikten. Krig er den spektakulære og blodige projektion af vort daglige liv. Vi danner krig som bundfald af vort daglige liv; og medmindre der sker en forvandling i os selv, vil der nødvendigvis opstå nationale og racemæssige modsætningsforhold, den barnlige kævlen over ideologier, mangfoldiggørelsen af soldater, tilbedelsen af flaget og alle de mange misforhold som fører til organiseret mord. Uddannelsen i hele verden er slået fejl, den har produceret stigende ødelæggelse og elendighed. Regeringer træner de unge til at være de effektive soldater og teknikere, som de behøver; ensretning og fordomme bliver dyrket og håndhæves. Disse kendsgerninger må vi tage i betragtning, når vi spørger ind til meningen og hensigten med vore liv. Vi må opdage vellykkede måder at skabe nye omgivelser på, for omgivelserne kan gøre et barn til en bølle, en ufølsom specialist eller hjælpe det til at blive et følsomt, intelligent menneske. Vi må skabe en måde at regere verden på som er grundlæggende anderledes, som ikke er baseret på nationalisme, på ideologier, på magt. Alt dette indebærer en forståelse af vort ansvar i forhold til hinanden; men for at forstå vort ansvar må der være kærlighed i vore hjerter, ikke bare tilegnelse af viden. Jo større vores kærlighed er, des dybere vil dens indflydelse på samfundet være”.

Nogle ønsker at se en sammenhæng mellem naturkatastrofer og det, som de opfatter som værende Guds skabelsesorden i forholdet mellem mand og kvinde således, at indførelse af ægteskab for et homoseksuelt mindretal i Danmark skulle udløse Guds vrede i form af en orkan på Filipinerne. Andre oplever karmaloven, at ugerninger begået i et liv straffes i en følgende inkarnation som en forklaring på ulykke. Andre igen ser en sammenhæng mellem et jordskælv i Pakistan og Allahs vilje. Disse fortvivlede spekulationer er tre alen ud af samme stykke. Men de lider alle af samme fejl, som er at indsætte en grusom instans som guddommeligt mellemled. En sammenhæng mellem vore daglige liv og en større sammenhæng er der nok, men den er mere enkel.

Det er sådan set også, hvad Iben Tranholm selv argumenterer for i et opfølgende indlæg i Kristeligt Dagblad 6. december 2013. Her rystes den falske følelse, som var indgangen til emnet af, og det teologiske grundspørgsmål står rent tilbage: Har mennesker og natur et kosmisk skæbnefællesskab? Det er ganske rigtigt et gennemgående tema i hele Bibelen. I Det gamle Testamente forstås ulykker, som overgår Israel som Guds straf.

Men her er der tale om en troens kraft hos den, der opfatter en ulykke som Guds straf og derigennem netop bekræftes i troen. Ulykken ville ske alligevel, men i troens perspektiv kan den vendes til opbyggelighed. Det kan derfor godt være, at ødelæggelserne på Filipinerne kan vendes til opbyggelighed dér. At sætte en ulykke, der ret beset ikke har ramt Danmark, i forbindelse med en ulydighed med Guds bud her forekommer tvivlsomt og i hvert fald ubibelsk.

At ulykker sker under alle omstændigheder er også, hvad Jesus lægger til grund ved at tale om de 18 galilæere, som blev dræbt, da tårnet i Siloa styrtede ned over dem. De var ikke mere skyldige end alle andre, siger Jesus. Men hvis vi ikke omvender, skal vi omkomme ligesom de. Det vil sige, så skal vores død være tilfældig og meningsløs. Men hvis vi omvender os, vil vi gå ind i en verden, hvor alt har betydning, fordi vi får det skænket af Gud.

Så bliver sammenhængen mellem vore egne synder og udefra kommende ulykker meget synlig. Men så melder spørgsmålet sig om, hvori synden består. Er det virkelig kønsneutrale ægteskaber, der er Gud så meget imod, eller kunne det ligefrem være en modvilje mod samme, der er Gud vederstyggelig? At se alle forestillinger om kærlighed gå til grunde og se kærligheden blive til på ny i kød og blod er, hvad Gud vil med os alle sammen. Men homoseksuelle er avantgarden i denne sammenhæng, vor tids martyrer, hvis blod skriger til himlen i Uganda og Nigeria.

I Danmark har modsætningsforholdet mellem den gode tone og ytringsfriheden sat næsten uoverstigelige skel imellem os, og en gensidig foragt trækker tunge skyer sammen om landet. Men i det mindste glæder Jesus sig over os, fordi vi i den folkekirkelige baghave er endt i en inkluderende måde at forholde os til mennesker, der er faldet anderledes ud.

At det sker under en tidligere hindu som kirkeminister, Manu Sareen med udmeldelsen af den danske folkekirke i jakkelommen ligesom Grundtvig i øvrigt, bør ikke undre. I hvert fald ikke i anden betydning end den, at der er grund til at glæde sig over, at Grundtvigs syner ser ud til at holde stik. I sit store kirkeshistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” tolkede Grundtvig den nordiske menighed som den sjette og næstsidste og den indiske menighed som den syvende og sidste i den kristne menigheds levnedsløb. Hvordan forbindelsen mellem den kristne tradition og den indiske sammenhæng skal knyttes har vi til gode at se. Men noget ser vi allerede.

Se kft.org.

Single Post Navigation

Der er lukket for kommentarer.

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: