Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Lænet til sin elskede
Lænet til sin elskede
kommer hun fra Vesterhavet,
hvor hun ligger selv begravet,
hvor I graven kastede.
I de huse små, som øjet
dvæler ved i ny og næ,
falder solen ind fornøjet
ved at lande i et læ.
Under æbletræets løv
og de store tunge frugter,
som vort svage hjerte tugter,
fandt jeg dig, imens du sov;
og jeg vækkede dit mørke
øje med mit eget lys,
så det store modermærke
i dit hjerte skal fornys.
Sæt mig som det røde segl
på den bog, som åbenbarer
gamle dage og forklarer
livets gåde i et spejl.
Kærligheden er som døden
stærk, uovervindelig,
og har ene ét fornøden
her og i sit Himmerig.
Efter Højsangen 8,5-7.
Hør melodi her.
Kirken i Gyngen 
Kære Lars
Hvor smukt … og så som en fortsættelse af din sidste salme.
… og en fortsættelse til din elskede. Jeg holder meget af, at læse både dine og Anne Maries skriverier … sideløbende. Det er liv, levende levet liv, hvor relationen til Gud er indeholdt i relationen til et andet menneske … et medmenneske. Det er lige dér, Gud findes … midt i blandt os.
Tusind tak til dig … og til din elskede Anne Marie, fordi I deler ud af Jer selv til os andre 🙂
Allerbedste hilsner til dig og din kæreste fra
Marie
Kære Marie
Selv tak for din kommentar! Jeg er også glad for Anne Maries indlæg. Det er en slags opbyggelige tekster med afsæt i, hvad dagen byder på. Tit er der også lagt et litterært spor ud i teksten – synes jeg – som optager læseren ubevidst, mens der bliver sagt så meget andet.
God dag til dig og hilsen også fra Anne Marie
Lars
Der er en mildhed og en sødme over dine ord. Bare som en brise henover mit ansigt, når jeg læser dem. Som en lindrende velmenen. “Og jeg vækkede dit mørke” er en utrolig smuk sætning. Som er du lysbringer og forløser. Mit hjerte er i hvert fald fyldt af ømhed efter læsningen af de tre vers. Og jeg behøver ikke mere.
K.h. Anne Marie.