Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
En sjælden gæst
De må foretage en rejse uden søkort. Sådan lyder Krishnamurtis formaning til den sørgende. Sorgen er et chok, siger han også. Det er en tilstand, der kræver, at man må orientere sig på ny. Der er intet landkort. Det minder meget om Krishnamurtis orvalg i den tale, hvormed han i 1929 i Ommen i Holland gjorde sig fri af Teosofisk Samfund. Sandheden er et land uden stier, sagde han da. Det er ikke utænkeligt, at netop sorgen over broderen Nityanandas død i 1925 har haft afgørende betydning for at Krishnamurti gennemførte sit opgør med teosofien (The Book of Life, 22. juli).
At foretage en rejse uden kort er ikke let i den forstand, at det ikke er let at komme til. Vi ved hele tiden, hvad vi vil. Vi ved, hvad vi vil købe ind, og hvordan vi vil lave mad. Hele bevidstheden er ét stort kort. Sorgen, som er nøglen til forvandling, er en flygtig størrelse. Vi er vant til at tænke på sorgen som noget knugende og uafrysteligt, men i virkeligheden er sorgen en sjælden gæst. Sorgen læger alle sår.
Kirken i Gyngen 
Sorgen forsvinder aldrig. Den dækkes kun af støv fra livets landevej, derfor er der det fyndord, der siger, at tiden læger alle sår. Men den er der, smertefuld og virkelig, under det, der skjuler den.
Det kan godt være Krishnamurtis sorg over broderens død, der fik ham til at bryde med teosofien. Det hele var måske også ved at blive for meget for ham – at skulle være et modstykke til Herren Jesus.
Jeg mener, jeg har reflekteret din pointe – at sorgen aldrig forsvinder – ved at nævne, at vi normalt oplever sorgen som “knugende og uafrystelig”. Det er jeg ikke blind for. Men sådan er det ikke at leve under nåden.
Det er ønsketænkning at tro, at Krishnamurti trak sig fra opgaven af beskedenhed. Tværtimod tog han opgaven på sig, og derfor måtte han ofre teosofien, som han fandt komisk. I et brev til sin fortrolige Lady Emily Lutyens skrev Krishnamurti om bruddet med Teosofisk Selskab: “Jeg benægtede ikke at være Verdenslæreren. Jeg har aldrig benægtet det”. Det står at læse i datteren Mary Lutyens biografi om Krishnamurti i tre bind. Jeg citerer efter hukommelsen, men meningen er ganske klar.