Her kommer Krishnamurti frem til, at ordet sorg er ikke-eksisterende. Man skulle tro, han havde læst lidelseshistorien i Det Nye Testamente. Her omtales disciplenes sorg heller ikke – men nok deres svigt og forrædderi. Ved en enkelt lejlighed reflekteres sorgen hos Jesu mor og den discipel, Jesus elskede. Mærkeligt nok tiltaler han Johannes, som ikke er hans søn, som sin søn, og sin mor tiltaler han: Kvinde: Søn, der er din mor, og Kvinde, der er din søn, og der står, at fra den time tog Johannes Jesu mor hjem til sig (The Book of Life, 27.juli).

Sorgen har ingen plads i Det Nye Testamentes fremstilling af Jesu lidelseshistorie, fordi noget helt andet og større er på færde: Det, som med dogmatikkens ord kaldes Jesu lidelse og død for vore synders skyld. Men der findes en såkalt Mariakult, som må have sin oprindelse enten i en tradition udenfor skriften eller også i det rene digt. Et eksempel herpå er et indlæg på eftertanke.dk af Claes. Her gøres i en opdigtet historie Jesu moders sorg til den barmhjertighedens kilde, vi kan trøste os ved. Se Claes’ indlæg her.

Historien har intet belæg i Det Nye Testamente. Tværtimod. Et sted i et af de fire evangelier bliver Jesus mødt af et tilråb fra en kvinde, der siger: “Saligt, det moderskød, der bar dig!” Jesus afviser det omgående ved at svare: “Salig, den der hører mit ord og bevarer det” – eller noget i den retning.

Man skulle tro, at Krishnamurti havde læst Jesu lidelseshistorie i Det Nye Testamente, når han kan finde på at sige, at ordet sorg ikke eksisterer. Man skulle tro, han kendte den og forstod, at Jesu lidelse også er Marias sorg.