Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
En vis opbyggelighed
Krishnanamurti tager anledning af ordet sadisme til at opfordre til at være opmærksom på, hvor ofte vi hengiver os til skadefryd. Det er der meget få, der ikke gør, siger han. Krishnamurti nævner oven i købet forfatteren Marquis de Sade ved navn, hvilket må forstås som en anerkendelse af, at denne gennem sit forfatterskab har bragt denne perverterede lyst frem i lyset. (The book of Life, 17. juli).
Jeg skal omgående gå til bekendelse og indrømme, at sidst jeg var opmærksom på denne følelse hos mig selv, var da jeg hørte om den seneste satiriske fremstilling af paven, hvoraf det angiveligt skal være fremgået, at paven ikke bruger ble, selv om han nok burde. Det var først da jeg læste Mogens S. Mogensens blogindlæg om sagen, jeg blev opmærksom på den. Se her.
Spørgsmålet er så, om det er billederne selv jeg har moret mig over, eller om det er Mogensens fremstilling af sagen – for Mogensen kan selv den perfide kunst. Pludselig har paven sat sig i en kage, og på den Muhammedtegning, der inddrages i diskussionen, har profeten nu fået en raket og ikke en bombe i sin turban.
Mogensen vil nemlig det med sit indlæg, at han vil hævde, at vi her i Vesten har mere forståelse for, når katolikker krænkes, end når muslimer bliver det. Jeg skal igen gå til bekendelse og indrømme, at den dom, der nævnes, og som skal have forbudt offentliggørelse af de famøse fotografier, heller ikke generer mig synderligt.
Der er jo netop bare tale om skadefryd og ikke som i tilfældet Kurt Westergaards Muhammedtegning om kunst. Kurt Westegaards tegning er en sublim fremstilling af det religiøses perversion, derved at trosbekendelse og bombe er blevet ét. Den muslimske trosbekendelse er skrevet på bomben, og det er dér, det rykker.
Det er der naturligvis ingen opbyggelighed i for mig at konstatere, hvis jeg bare ser det som en fremstilling af islam. Men kunst skal jo heller ikke tages for pålydende men tolkes i relation til én selv, og det har jeg gjort. Resultatet er et lille digt i form af en sætning, der vender metaforen indad:
Troens hvide snit som skriften i min pande.
Måske fik jeg hjælp af en påstand i et læserbrev, som digteren Peter Laugesen skrev. Her påstår digteren, at det bare er sig selv Kurt Westergaard har givet en fremstilling af i sin verdensberømte tegning. Det er der heller ingen opbyggelighed i for Peter Laugesen at konstatere, for selvfølgelig er det sig selv Kurt Westergaard har tegnet eller i hvert fald en side af sig selv. Det er der en vis opbyggelighed i.
Kirken i Gyngen 
sadisme er sexuel lyst ved at se partneren lide, skadefryd er nok mere glæden ved at se en ulykke, der ikke rammer en selv, sagt med et gammel ubehageligt fyndord:” Egen lykke er god, men andres ulykke er ikke at foragte “. Pavebilledet rummer nok mest glæden ved at se en ophøjet person pillet ned. Muhammed satiren virker ved at blive opfattet som en præcis skildring af islams væsen – en religion der udbredes ved vold og magt. Ingen af dem er egentlig sadistiske, eller er de?
Ordet sadist kan jo også anvendes i overført betydning, og det er det Krishnamurti overlegent gør ved at se tværs igennem det seksuelle set up hos de Sade.
Pavesatiren bygger på ordspillet i utæthed eller lækage i forbindelse med offentlggørelse af private notater fra Vatikanet. Paven fremstilles så som utæt for urin og afføring og her er det, det utidige kommer ind fordi paven notorisk er en gammel mand.
Ok, det havde jeg ikke fanget. Tak fordi du sætter mig ind i sagen.
Da jeg selv tænkte over, hvad den dybere mening med satiren kunne være, tænkte jeg, at det ikke gav megen mening i forhold til paven selv – for han virker til at være i reel dialog med sin samtid. Men når jeg læser om katolicisme her på eftertanke.dk, synes jeg det kan være væmmeligt med al den forlorne ophøjethed. Så dér gav det mening for mig.