Vær hilset denne stund,
hvor hvilen os bereder,
at tale med én mund
om alle vore glæder.
I en velsignet tid
vi holder dig i ære,
som skabte os med flid,
sådan som vi skal være.
Du går imellem os,
og dine spor i sneen
forsvinder nu i mos,
dér sidder du med feen.
Dit tempel er et skib,
som havet ikke rummer;
det rummer selv det kryb,
som ikke har et nummer.
Dog skal en større fryd
os siden overvælde,
når selv den mindste lyd
for stemmen din vil gælde.
Vær hilset denne stund,
hvor lyden af din stemme
mig glæder som en hund,
fordi, at du er hjemme.
Hør melodi her.
