Uberørt af jord og himmel

Uberørt af jord og himmel
har Guds menighed sit sted,
midt i floden som en strimmel
land, som ingen djævel ved,
hvor befinder sig i strømmen,
hvor i håbet eller drømmen,
Herren stiftede den selv.

I de fyrretyve dage
han omkring på jorden gik
og fik kærlighed at smage
fuldt i hvert et øjeblik
med Maria Magdalene,
som gik rundt og var alene,
til hun hørte Herrens ord.

Hvad han sagde, hvad han ikke
sagde, ved Guds menighed,
og hvad end de fik at drikke
røg i løgneren det ned
og forvandlede til fulde,
selv hvad der lå under mulde,
alt hvad Herren havde skabt.

Som et tog igennem tiden
drager menigheden frem,
sjældent stor, langt heller liden
mod Det ny Jerusalem,
hvor den livsens kilde springer,
dråber små med ørnevinger
flyver ud på Herrens bud.

Da i tusind år det rige,
som han skabte, skal bestå,
hvor vi alle kongelige
går omkring med kroner på,
kors og bånd og stjerner ikke,
og hvad end vi får at drikke 
Herrens legeme og blod.

Da opstår i magt og vælde
Herrens sidste menighed,
den skal for Guds rige gælde,
helt og fuldt for kærlighed,
hvad vi rejser i din skygge
til vor salighed og lykke,
boliger i Herrens hus.

Større end den største kirke,
der er rejst på denne jord,
virker menighedens virke
i det små ved Herrens ord,
første bliver da de sidste 
i Guds rige, om de vidste
det af Herrens egen mund.