Herren går til Jerusalem

Herren går til Jerusalem
op ad de støvede veje,
hyldes som dagens helt af dem,
som den vil pryde og feje,
jaget ud er den onde ånd,
velkommen til den helligånd,
synger de, og vi istemmer.

Hvor er det godt at tænke på,
og på de mægtige følger,
dengang vi så vor frelser gå
mellem de mægtige bølger,
hvor det umuligt var at ro,
havde vi blot en dråbe tro,
kunne vi gå ham i møde.

Møde i luften Herren selv,
der, hvor han kommer i skyen,
her springe over bæk og elv,
brobyggerkaffe i byen,
holde fest i den gyldne stad,
en overflødighed af mad,
floder af vin går til spilde.

Vi er betænkt med stort og småt
tændstikker og eller fakler,
holder dem frem foran os skråt
og tænder lys og mirakler,
marken er fuld af blanke ål,
himlen er fuld af bly og stål,
graven af levende stene.

Fjelde og dale, strøg og li,
slynger sig ind i hinanden,
rype og svale, humlebi
kalder og svarer hinanden,
tvillingeriget genopstår,
mens uafhængighed består,
kærlighed til broderfolket.

Kommer de ned til os på ski
hvor vi er henvist til båden,
står vi igen hinanden bi
med både synden og nåden,
det er en nordisk menighed,
det er den sande kærlighed
her i det yderste Thule.

Rigsfællesskabet bygger bro
ud til de fjerneste øer,
mødes vi skal i tro mod tro
med gifte koner og møer,
Jomfru Maria, moder hans
møder os i en kædedans 
med Maria Magdalene.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/323/304/2ç