Det har jeg Herre af dig lært

Det har jeg Herre af dig lært,
at stå ved ordets fylde,
om det mig falder nok så svært
din herlighed at hylde.
Du lagde mig i munden ord,
og ja det er i grunden jord,
hvor hvedekornet hviler.

Her sidder jeg i mit paulun
og prøver på at rime
og blæser først i min basun
nu i den tolvte time,
den trettende og fjortende
og femtende og sekstende
af øjeblikkets fylde.

Nu åbner himlens sluser sig,
det er den gamle drage,
Sankt Mikael drager ud for dig
forvandlet til en krage
så gammel som Metusalem
ind i Det ny Jerusalem,
som daler fra det høje.

I atten hundrede og hvid
kål stod det klart på jorden
og er endnu til hver en tid
som altid i sin vorden.
Det siver stille ind i en
i Norden eller Indien
i Goa eller Gedser.

Treenighedens rige står
i skjul for verdens øje
i skrøbelige tusind år
i dybet i det høje
kun synligt for din menighed,
som samler sig i enighed,
hvor to og tre er sammen.

Vi går til hånde her og der,
så godt vi nu det magter,
vi har jo arveloden her
og den, som vi forpagter.
Vi går i søvne, hvor vi går,
og takker Herren for i går
og hver en dag, der kommer.

Vi vågner hvert et øjeblik,
hvor jord og himmel mødes,
barn Jesus lille på en prik
i vore hjerter fødes.
Ad himlen vil vi betle hjem,
så kommer vi til Betlehem
som Hellige tre Konger.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/18/4