Jeg ved, hvor der findes en glente så skøn

Jeg ved, hvor der findes en glente så skøn,
hvor lærkerne synger i skyen i løn.
Den daler ned over det sted, hvor jeg står,
og strejfer med vingen i ånden mit hår.

Den lægger sit æg i min hånd på mit lår
og ruger det ud, hvor jeg ligger og går.
Den dunede unge er uld i min mund
men flyver af reden en dag som et fund.

Nu kredser den over det bakkede land
og ved om den yderste dag eller rand.
De samles i flokke og drager på træk,
når sneen er tung over have og hæk.

Tilbage i haven er solsort og spurv
og konen med æggene lagt i sin kurv.
Hun knejser med nakken, det ved vi så vel,
men ingen har hørt om det strålende held.

For ret som hun skuer den himmelske stad,
og hviden og blommen vil skille sig ad;
så letter en engel fra højeste sted
på kurven, som satte sig farligt på sned.

Mens solen står op over land, over by,
så går hun frimodigt med næsen i sky.
Hun sælger hvert eneste æg, hun har lagt
i kurven, før solen stod op i sin pragt.