Vor frelsers sol går ned i vest

Vor frelsers sol går ned i vest,
på skyen står han ud,
han ridder på sin hvide hest
igennem sne og slud.

Til himlens fugle råber han
som himlens sorte sol,
han råber stær og due an
hertil fra pol til pol.

De efterlader intet spor
på deres vej hertil,
de samles i en skare stor,
fordi de gerne vil.

Hvor silkehalen slår sig ned,
er sneen rød af blod,
det er et sted, som ingen ved
ved Paradisets flod.

Her vågner Adam af sin drøm
om al uskyldighed
og fyldes af evig strøm
af evig kærlighed.

Hans første ord er kvinde min,
han mangler bedre ord,
han mangler også brød og vin
at dyrke på sin jord.

Han går igennem ild og vand
i landet Gud ham gav,
han er en evig sædemand
fra vugge og til grav.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/655/364