Godheds ubændige vælde

Godheds ubændige vælde,
sandt at sige eller melde,
pibler frem i hver en krog,
ingen holder den tilbage
i de allersidste dage
i det store pilgrimstog.

Hovedrig er hver en synder
er det ord, hvormed begynder
første dag i tusind år
i det kærlighedens rige,
hvorom der er kun at sige
godt for det fortabte får.
	
Ulven går imellem huse
for at se sig om og snuse,
om den her sig fandt en ven;
førend jægeren den rammer,
uden sår og uden skrammer
er den hurtigt væk igen.

Værre er de vilde hunde,
der må have deres grunde
til at løbe hjemmefra
og begå en stor massakre
på de gimmerlam så lækre,
som den gode hyrde har.

Kristus går igennem kornet
over skel og rundt om hjørnet
med sin store hvide hund,
men forsvinder som en måge
i den store hvide tåge
næsten i den samme stund.

Hunden sender han tilbage
som sin talsmand alle dage,
den er vores bedste ven,
til han med sin hundeslæde
til opstandelse og glæde
vender hjem til os igen.

Ellevild af fryd og glæde
springer hunden fra sit sæde
op på Herrens nadverbord;
se Guds lam, som verdens synder
bærer i et væld af ynder
på Guds himmel ny og jord. 

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/484/106