Vor kirke står på søjler to

Vor kirke står på søjler to
foruden grund den faste,
den ene er den faste tro,
den anden er vor næste,
med hvem vi i uenighed
forsamles i Guds menighed
fra hver sin stand og kaste.

Det ene skyldes Jesus Krist,
som i de dødes rige
for ned og sønderslog for vist
sig høre lod og sige,
den fyrste, som sin bolig der
af hele sultens slavehær
lod rejse uden lige.

Som Lazarus af graven ud
går kirken med sit følge
på Jesu ord og klare bud
al død og sorg at dølge,
forvandlet er den mindste sjæl
fra isse og nedover hæl
på havets høje bølge.

Hvor Peter sank for Herrens fod
i sine vantro klæder,
i bryllupsklæder hun opstod,
i tillid og i læder,
som Venus født af havets skum,
Guds riges evangelium
med sine egne sæder.

Hun råder bod for bittert savn
som Dronningen af Syden
og knæler ned i Jesu navn
i stilhed og til lyden
af kirkeklokkens bedeslag
endnu på Store Bededag
forud for kirkefryden.

Halleluja, nu er det sket,
vor frelser er tilbage
på hvide skyers guldkaret
her i de sidste dage
i den enbårnes herlighed
med dømmekraft og kærlighed
at give og at tage.

Her er det ny Jerusalem,
en have i en have,
så det er skjult for alle dem,
der ingenting vil have
at gøre der alligevel,
her i det sande Israel
imellem tvende have.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/528/220