Mit land, det er, det siger livet

Mit land, det er, det siger livet,
foruden himmel også jord,
det tager jeg engang for givet,
jeg tager livet på dets ord
og finder her såvel som hist,
det både sikkert er og vist.

Det vokser frem af markens grøde,
det spirer mellem støv og ånd,
nu står de døde op af døde,
bevæger åndedrag og hånd
og vinker, mens de flyver bort
til Paradis ad himlens port.

Jeg skuer ind i Himmerige,
imens det daler ned som sne,
hvad skal jeg tænke eller sige,
førend jeg selv kan se det ske,
der står en drive for min dør,
det har jeg ikke prøvet før.

Nu ser jeg tegn i sol og måne,
et lyn oplyser øst og vest,
de skyer tager til at gråne,
jeg ser vor Herre stå til hest
og ride ind i kampen selv
ud fra sit høje himmelhvælv.

Om døden lægger arm med livet
og bøjer det mod bordet ned,
det føjer sig så let som sivet
og rejser sig i dødens sted,
det rejser sig som livets træ
og giver skygge, ly og læ.

Det giver frugt i lange baner,
hvor vinen plukkes under sol,
det giver æbler og bananer,
det giver ved til kongestol
af korsets planker virket til,
som tømrermesteren, det vil.

Gud bygger her sin nådes bolig,
og hver og en, som flytter ind,
med et han gør med sig fortrolig,
som seende han gør af blind,
så brat vi her på jorderig,
får øje for Guds Himmerig.