Gør, børnlille,
som jeg ville!
Elsk hinanden som jer selv,
lad det flyde
uden lyde
frit som vandet i en elv,
når det når i dalen ned
i evighed.

Vandet stiger,
alle diger
brister på et øjeblik,
redningsbåde,
alt er nåde,
hjælpen, som du aldrig fik,
får du nu i overflod,
så tag imod!

Hvide duer,
røde druer
vælder ud af hvert et skjul,
høje sæde,
fred og glæde,
ligesom om, det er jul,
fyldes du på dommens dag
med velbehag.

I det høje
for dit øje
kommer på sin hvide sky,
han som døde
for din brøde,
skaber jord og himmel ny,
tørrer tåren på din kind
i sjæl og sind.

Jorden kalder,
sneen falder,
der hvor menneskene bor,
græsset vokser,
moskusokser
græsser der, hvor græsset gror
sparsomt mellem mos og lav
i is og hav.

Selve rummet
er forstummet,
jorden skælver kun af fryd,
på vulkaner
og altaner
høres den bekendte lyd
af et højt og kraftigt nys
i solens lys.

Se, han kommer,
det er sommer,
det er allerede sent,
på minuttet
fast besluttet
på at gøre bordet rent,
før han skænker vinen ny
i Smilets by.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/14