Jeg går på grænsen

Jeg går på grænsen mellem et
og andet, det er ikke let,
jeg kryber ned i jordens dyb,
var jeg dog blot et kryb,
men jeg er Jonas i en hval
og kastes op på femte sal,
jeg flyver som en sommerfugl
ud af mit vinterskjul.

Jeg folder mine vinger ud,
det er det allerførste bud,
jeg flakser på en sommerdag,
og det er ingen sag,
her er en sommerfuglebusk,
her er en hestevogn med kusk,
men jeg vil flyve, hvor jeg vil,
til natten stunder til.

Jeg takke vil og prise Gud,
det er af to det andet bud,
jeg takker for, at smitten gik
sin vej, og at jeg fik
din nådes evangelium
for syndernes delirium,
nu ser jeg ting og sager klart
alt efter hver sin art.

Jeg fyldes af din fylde ren,
som stiger over stok og sten,
jeg ser dit øje og din mund,
og livet er et fund,
jeg finder vejen på min vej,
jeg finder ja foruden nej,
jeg siger ja til et og alt,
som du for mig har talt.

Jeg holder af de nære ting,
jeg går og finder rundt omkring,
en ørenring, et øjeblik
og al den stund, jeg fik
at leve på Guds grønne jord
med hoser grønne og Guds ord
på læben, hver gang finken fløj
af panden, og jeg løj.

Jeg beder til og håber på
min salighed imellem få,
der som jeg selv er udenfor
det store skingre kor,
der vender op og ned på alt,
hvad du os en gang har fortalt
om markens liljer, hvor de gror
i pragt og ynde stor.

Jeg ser den store hvide flok,
det er min salighed mig nok,
jeg ser min frelser på sin sky,
Jerusalem, det ny
nu hist, hvor vejen slår en bugt,
det mere er end bare smukt,
står frem og føjer nor og vig
ind i sit Himmerig.