Dit gilde tørster efter gæster,
dit bryllup over stil og sans
sig glæder ved de mange fester
fra juleaften til sankt hans,
hvori dit brudekammer står
som fold for det fortabte får.

Du kalder mange til din trone,
men få er de, der finder vej,
som finder ind til livets tone
så langt af led af alfarvej,
hvor du dig føde lod i skjul 
for hyrderne, da det blev jul.

Din ovn er fuld af glød og glæde,
når du os prøver for din gunst,
som åbenbarer sig for spæde
langt hellere end vid og kunst,
når du til dig os viser vej,
i fristelse os leder ej.

Din vej er kort, når tiden krummer
sig sammen i hårnålesving,
så er det jul, når det er sommer,
og ellers er det ingenting,
når tiden går sin vante gang
uendelig og ond og lang.

Retfærdighed og fryd og glæde
står sammen om din trones glans,
hvor du i evighed har sæde
foran din engleskares dans
for alt, hvad du på jorden led,
i Himmeriges kølighed.

Afslutningen på Efraims digt "Hymner om Troen 11".
Johannes Glenthøjs oversættelse benyttet.