Decemberdag. Glenten slår vingerne ud

Decemberdag. Glenten slår vingerne ud
og svæver hen over os lige som Gud,
som sender sin søn for at fødes i nat,
hvor scenen i stalden på timen er sat.

Han fødes for store, han fødes for små,
han lægges i krybben på leje af strå
i stalden, hvor støvet beredes for ham,
Guds søn og Guds levende ord og Guds lam.

Nu står der en engel på marken med får,
og hyrderne rejser sig op, og de går,
hvor englen befaler dem uden at kny
og tilbeder barnet i Betlehem by.

Her står de og glor som forarmede får
på ham som er klinket af tusinde skår
og dog ligger helstøbt, velbåren og ny
kun svøbt i et sjal på en lyserød sky.

Nu løfter hans mor ham fra krybben og ind
til sig, og de to er det samme af sind,
og de bliver til et, selv om de er to,
og det bliver til, som er tillid og tro.

Decembernat. Glenten slår vinger ind
i træet, hvor den slår sig ned på en pind,
de sidder i flokke som lys på et træ
og lyser i hjertet i vingernes læ.

Frit efter Højskolesangbogens nr. 261 af Iben Krogsdal.