Som baronesse Blixen

Som baronesse Blixen
med djævelen en pagt,
den gang hun lå på briksen,
indgik, så er det sagt,
har kirken sine sorger
vendt om til tant og spil,
kun for vor frelse borger
vor frelser, om han vil.

Han kommer for at hente
os hjem med lynets hast,
så vi skal ikke vente
i håbet, om det brast,
i kærlighedens arme
skal med sin bedste ven
den fattige og arme
nu blive rig igen.

Så rig som nogen kejser
var han fra første færd,
med ét fra dybet rejser
han sig op med sit sværd
og gennemborer dragen,
før den får set sig om,
den regnede på dagen
og timen, da den kom.

Det er Treenigheden,
som bliver alt i alt,
hvert barn i menigheden
har fået det fortalt,
den giver sig til kende
i al sin majestæt
i både ham og hende
ud i den frelste æt.

Det er den milde Fader,
der fylder al din sjæl,
når du hans gerning lader
fra tå og til din hæl
bestemme, hvor du vender
dig hen på sikker fod,
fordi du forskel kender
på grusom, ond og god.

Det er hans Søn den gode
som Ordet i hans mund,
der træder ned for fode
al død i dødens stund
og stiger påskemorgen
som solen op på ny
og slukker julesorgen
i allerførste gry.

Og det er Helligånden,
der fri af tid og sted
med hjertet og med hånden
i hver en menighed
opbygger nådens tempel
af liv og ånde kun
med samme segl og stempel
som førhen Salomon.