Hvidkløveren

Jeg overtog en meget sirlig have, hvor hækken aldrig var blevet klippet. Den var altid blevet nippet med fingrene i en spand. Havegangen lå helt ude ved hækken og helt inde ved huset. I mange år forsøgte jeg at holde haven, som den var anlagt, men den ændrede langsomt karakter. Efter ikke at have set min ven Peter Gustav i nogle år, kom han og besøgte mig. Han gik, som han plejede igennem bedet og over græsplænen. Så anlagde jeg en sti der. Hvor vi nu går vokser hvidkløveren med sine brune øjne frem i stedet for græsset.

En mørkegrøn sti
i græsset, der vokser ind
over fliserne.