Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
En som en ulv
Først lignede det en ørn,
der landede i nærlyset
midt på kørebanen,
da vi kom ud af svinget.
Men så forsvandt den
uden tøven i hast
ind over marken.
Hvad fanden var det?
Spørgsmålet undslap mig
som en ubetinget refleks.
Jeg vidste allerede,
hvad jeg mente at have set.
I aftenens sene western
bygget over den bibelske fortælling om Josef
gik og løb den igen
nu i et mere ubekymret trav.
Som et billede på helten,
der brød med den fædrende arv
og dermed lansen,
som han ellers havde plantet
i jorden foran brødrene.
For at vælge kærligheden i landflygtighed
efter sin indianske mors eksempel.
Eller måske bare som et billede
på en ensom ulv.
Fri af flokken.
Kirken i Gyngen 
Størst er kærligheden, og den er en sart og vild blomst, der kun kan trives i det fri – fri af flokken.
Venlig hilsen Ulla…
Tak for din kommentar. Jeg er glad for at du sætter den sidste linje i forbindelse med det forudgående indhold.
Venlig hilsen Lars