Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Kunst som errkendelse

Jørgen Hunosøe er i litterære kredse kendt for to ting. Den ene er den beundrede udgivelse af Sophus Clausens samlede lyrik 1982-84, og den anden er en skandale afstedkommet af en artikel i tidsskriftet Nordica med en påvisning af, at Ole Wivels sympati for nazismen i sin ungdom trak dybe spor i det senre forfatterskab. Anita Brask Rasmussen opsumerer præcist i en artikel i Information i 2007:

“Jørgen Hunosøe påviste i tidsskriftet Nordica i 2000, at Ole Wivel i erindringsbogen Romance for Waldhorn fra 1972 havde slettet sine fem første digtsamlinger og dermed skjult de tilbøjeligheder, der var at læse i det meget tidlige forfatterskab. En fascination og dyrkelse af germansk litteratur og kultur”.

Ole Wivel skal selv have hævdet, at et afsnit omhandlende netop dette er udeladt af bogen efter ønske fra forlaget. Men Hunosøes pointe må være, at det manglende opgør med fortiden alligevel har sat sit præg på forfatterskabet. I den nævnte arikel citerer Anita Brask Rasmussen forfatteren Simon Pasternak, der sammen med Christian Dorph har skrevet en krimi med udgangspunkt i det miljø omkring Ringen, som var den nazistisk inspirerede kreds også Ole Wivel havde tilknytning til. Simon Pastenak mener at have fundet svaret på spørgsmålet: “Hvorfor blev historien om kunstneres tilknytning til nazismen så fortiet og forløjet?

Vi er i meget høj grad indpodede med, at kunst skal gøre os til gode mennesker. Den er smuk. Men kunst er ikke nødvendigvis god, og hvis man tror det, så har man misforstået, hvad dele af avantgardekunsten går ud på. Det handler jo i høj grad om overskridelse. Og det, som kunsten inspirerer til i vores bog, er på ingen måde smukt. Det handler om, at vi alle kan lære noget af at se nuancerne både i kunsten og i fascinationen”.

Svaret er ganske godt.

Hunosøes analyse har alene Ole Wivels forfatterskab som sin genstand, men indirekte under anklage er også Knud W. Jensen, gundlæggeren af kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland. Det er således to i dansk kulturliv særdeles velanskrevne mænd, der anfægtes. Budbringeren blev da også slagtet i store dele af pressen.

Men spørgsmålet er, om der gives et alternativ tilgang til kunst og poesi end den Ole Wivel og Knud W. Jensen repræsenterer – en selvrefleksion, som ikke erbåret af forførelse og fascination men af erkendelse. Når det nu netop har været Jørgen Hunosøe, der optrådte som anklager, er det nærliggende at søge et svar i Sophus Claussens forfatterskab.

Single Post Navigation

One thought on “Kunst som errkendelse

  1. Jo vist kan tilgangen til kunst og poesi også være selvrefleksion eller vi kan også kalde det inspiration til erkendelse. Hvad der er tilgangen, afhænger nok mest af, hvad den enkelte søger i livet. Den, der søger ydre sandhed eller kollektiv sandhed, vil have lettere ved at lade sig forføre og fascionere, den, der søger indre sandhed eller personlig sandhed, vil have lettere ved at finde inspiration til selvrefleksion.

    Venlig hilsen Ulla…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: