Se, på ruden slår

Se, på ruden slår
blæsten ikke skår,
men den sorte brombærranke
slår imod, og denne tanke
slår sig selv til blods,
ser vi efterlods.

Regnen vasker klar
ruden som et svar
lige til at se igennem,
når vi hæver blikket, stemmen
og har sagt et ord
ved det nye bord.

Fuglen gav af skræk
ruden stænk af blæk
dog så hvid, som var den kalket,
eller ret af koen malket,
og den lyser hvid
i den mørke tid.

I sin fjederham
i sin andedam
sidder svanen i sin skjorte
med opsmøgede og korte
ærmer på hver arm
lagt ind over barm.

Men der falder ord
på den våde jord,
duen flyver over øjet,
og jeg rækker efter tøjet,
som sig dale lod,
hvor Elias stod.

Hør melodi her.