En efterladt kirke,
i den skal vi virke
og holde gudstjeneste i,
skelettet på korset
og krøllen på verset
bevidner, at tanken er fri.

En skræmmende tanke,
når verset sin manke
har rystet i skaberens ånd
som løven i skyggen
med vinger på ryggen
udført af en lykkelig hånd.

En lykkelig skaber
af fugle og aber
i fjernsynets former for liv,
hvor fuglene letter
i flokke på sletter,
når skaberen siger sit bliv.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/397/505/2

Så tror jeg, salmen faldt plads med ændring af tredie og nyt fjerde vers:

Se, nu stiger solen op,
aldrene af dage,
ung endnu i sjæl og krop,
aldrig uden mage.

Jorden åbner glad sin favn,
lader æbler falde
af hvert underfulde navn,
de sig lader kalde.

Kirkeklokken ringer med,
yngre dog end solen,
med sin klang af kærlighed
over nådestolen.

Se, nu skuer solen ud
over alle tage,
bringer et velsignet bud
over alle dage.

Det kritiske punkt var ordet “prækestolen”, som jeg skrev, fordi jeg mente “nådestolen” ville være for vidtløftigt og uforståeligt. Men “prækestolen” bragte en ironisk distance ind, som førte væk fra anslaget. Ries melodi bragte mig tilbage på sporet, som det måske kan være interessant at kende til, selvom det naturligvis ikke har betydning for sangen i sig selv:

“At 5:30 p.m. Krishnamurti came through the back of the canvas. Sliding off his sandals, he sat cross-legged on the table and made the palms together-namaste-gesture of greeting, which the audience returned. In his usual silence, he looked slowly around. Sitting this way in immaculate cleanness and utmost grace, he was a totally beautiful human being. Beautiful is not an odd word to use of this man and a man of seventy; it is the only word. Sex and age had no meaning. It was human beauty so essential that any qualification was irrelevant. As he began to speak with an intensity of precision and almost passion, there was about him an authorithy, a majesty, as if he had entered inti the historic state of the grat teacher, seen only rarely through the centuries.”

Mary Zimbalist “In the Presence of Krishnamurti” p. 13-14.

Nu skal med lynets hast det ske
til glæde og velsignelse,
dit liv skal helt forvandles,
med lotusøje og med vand,
jeg døber dig i troen sand,
der spildes, hvor der handles.

De dråber, som de hunde små
som søm er lyn og snare på,
forvandler menigheden,
så den dertil med jubelsang
istemmer til din overgang
fra kær til kærligheden.

Jeg korser dig med lynets hast
til æsel og måske til hest
på Pegasusens vinger,
som græsser i en kløvermark
med vennerne fra Noas ark
og mærket af Guds finger.

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/450/149

Det er ikke let at vide,
hvad der ligger i det ord,
at du skal din næste lide
som dig selv på denne jord.
Som dig selv, når du i ånden
frit berører hendes sjæl,
som dig selv i selve hånden,
der omslutter hendes hæl.

Ét med alt og ét med ene
den, som hjertet holder af
for at få det på det rene,
hvorend kilden springer fra.
Hvorend kilden bryder gennem
højderyggen i en dal,
og hvor lærken løfter stemmen
højt i himlens høje sal.

Under broen sammenføjer
Guden sig med Randers fjord,
medens Strømmen sig forhøjer
med en krumning over jord.
Med en krumning i det flade
land, hvor marker støder til,
bugter åen som en gade
sig, hvorhen den gerne vil.

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/348/511/2

I luften er der en mystik!
Er det din Ånd, der blæser
og ligner Ordet på en prik,
som vi i Bogen læser?
O Hellligånd,
dit tungebånd
berører vores læbe
som Samsons æselkæbe.

Filisterne i hobetal
er faldet ned for fode
med knuste knæ- og hjerneskal
for ordene de gode.
O Israel,
Ezekiel!
Sig, kan de atter ånde
og gå din Søn til hånde?

Ja, Helvede er slået ned
som Sodomas ruiner.
Lot lever, og hans hustru med
er frelst fra sorg og piner.
O Betlehem!
Jerusalem
er dalet ned fra Skyen
i udkanten af byen.

I tusind år skal Staden stå
i pragt på Zions tinde,
hvor fordum hovedstaden lå,
og Templet var at finde.
O Helligdom,
så langt fra Rom,
som ingen vej kan lede!
Her vil vi Gud tilbede.

I Ånd og Sandhed beder vi
som Løven og som Lammet,
og lader bønnen være fri,
selvom den er berammet.
O Fader vor,
til Himmels for
din Søn og lod os føle
din Ånd i hjertets søle.

I Edens have daler du
som dun på Adams hage,
hvor Eva går omkring endnu
og skal ej døden smage.
O Viden om
den sidste dom
skal alle hjerter kende,
som sig til Gud vil vende.

Gud tørrer tåren af din kind,
når du den blot vil vende
til ham og have samme sind
som han i sin elende.
O Løven sød
af honning flød,
som floderne forleden
gik tværs igennem Eden.

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/228

Hver en ting, du gør,
hvert et ord, du tør
sige højt, hvor Ånden daler
og på dig i munden taler,
er velsignelse
i en lignelse.

Til dit eget sprog
og i hver en krog
lader Ånden oversætte
Herrens ord og lader mætte
flere tusind mand
over al forstand.

Tak for al din dåd
og dit gode råd,
som du giver mig til bedste,
og jeg giver til min næste,
at i nåde ser
Gud det bløde ler.

http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/601