Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Det dobbelte jeg

Forventningen om Jesu genkomst er en el af den kristne kirkes bekendelse. Det er det forventede samvær med ham i opstandelsen på den yderste dag, der vælder ind over os i dette øjeblik og giver det sin særlige karakter af kristenliv. At være kristen er naturligvis at leve i erindringen om Kristus. Men det er også at leve i forventningen om hans andet komme, og endelig er det også at gøre sit eget liv til en gentagelse eller en skygge af hans.

Dette sidste er en fordring, der ikke kan opfyldes, før han selv har vist sig i sit andet komme – og det i en skikkelse, vi kan identificere os med. Det kan ikke lade sig gøre at træde direkte i vor Herre Jesu Kristi fodspor af den simple grund, at han ikke mere findes her på jorden tilgængelig for vore sanser og forstand i anden skikkelse  end den, hvori han har givet os sig selv, sit legeme og blod i vin og brød. At ligne Jesus Kristus kan vi kun igennem disse hans egne nådemidler til os.

Men der er en anden mulighed, for Kristus er ikke kun kommet til os fra fortiden i skikkelse af Jesus af Nazaret – han kommer også til os fra den yderste dag med sin milde dom. Vi møder ikke alene evangeliet i situationer med et skilt på maven, hvor der står, at dette er kristent. Et kristent liv kan ikke tænkes uden sammenhænge, hvor vi må afgøre med os selv, at her ser vi evangeliet tage skikkelse. Det fordrer en tro, som er nærværende og ikke læner sig op ad et allerede etableret gudsbillede.

En sådan erfaring har rastafaritroen gjort sig i forbindelse med den etiopiske kejser Haile Selassie I, der i sit kejserlige afbillede af den gamle forestilling om Kristus Verdensherskeren (pantokrator) fik efterkommere af sorte slaver på Jamaica til at tro, at han var Gud selv. At kejseren selv var noget forundret havde mindre at sige for den vækkelse, som troen på ham som guddommelig rejste på Jamaica efter hans kroning i 1930 og med reggaemusikeren Bob Marley som den til dato mest prominente apostel.

Troen på kejseren som guddommelig identifikationsmarkør førte blandt meget andet også til en omdannelse af slavetidens engelske sprog på øen. I denne nyskabende sprogrensning undgås enhver mindelse om slavetidens undertrykkelse i sproget, og i stedet indsættes det personlige stedord i 1. person ental som selvbekræftende markør. Den således negativt ladede forstavelse “under-” i det engelske ord “understand” bliver til det selvbevidste Iverstand – med indsættelse dels af forstavelsen “over-” i stedet og dels med indføjning af “I”. Sådan er det hele vejen igennem. “Vital” bliver til Ital, og “creation” til “Iration”.

Når I er så symbolladet i rastafari hænger det også sammen med at romertal I (den første) i den kejserlige titel “Haile Selassie I” i skrivemåden er identisk med det personlige pronomen i 1. person singularis på engelsk. I den rituelt/ deklamatoriske udtale af kejserens navn udtales romertal I da også som det pågældende stedord. Ydermere anvendes en slags dobbelt stedord “I and I” i stedet for et hvilket som helst stedord, der betegner de troende, hvis credo kunne formuleres således: “I and I believe in His Imperial Majesty, Haile Selassie I. HIM Christ come again”. Man må næsten sige, at rastaerne identificerer sig med kejseren og hans guddommelighed i forholdet 1:1. Forvandlingen fra kuet slavementalitet til selvberoende Konge af Guds nåde er fuldkommen.

Formularen “I and I” tjener til denne forvandling, der er som at gøre vin af vand. Det er det samme kar, men indholdet er et andet. Jeget bliver ved kejserens mellemkomst fyldt med det guddommelige indhold, som hører Kristus til. I and I er at modtage sakramentet ansigt til ansigt. Eller det dobbelte jeg er det kar, der opfanger denne erfaring af gudbilledligheden og bevarer den som retningsgivende åbenbaring.

En sådan overvældende erfaring af at være elsket ligger bag første vers i salmen “Jeg er selv et billede”. At være et levende billede på Paradiset er mere end jeget sædvanligvis kan bære, og det var formuleringen “I and I”, der gjorde det muligt at bevare denne erfaring indenfor jegets horisont. Jeget følte sig anderledes rustet derved, og allerede i anden strofe er identifikationen med Kristus direkte. Identifikationspunktet er her Golgata, og hvad min private biografi angår er den bagvedliggende situation ligeså ulykkelig, som den før nævnte var lykkelig.

Salmen udfolder sig herefter i yderligere 8 lange vers, der hver henter en kristelig erfaring ind i det nye jeg. Genkomstens bagved liggende symbol reflekteres i en disciplineret anvendelse af ordet “igen” som det sidste ord i fjerde linje i hvert eneste vers. Jeg har også forsøgt at bringe en mængdeangivelse eller et tal ind i sidste halvdel af hvert af de ti vers – måske for at meditere over de “frelstes tal”. I Anne Marie Eriksens disciplinerede melodi til salmen er der at et macht til denne optagethed af mængder og tal.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

Jeg er selv et billede
på et sted i Edens have,
hvor vi rejser os af grave
for at mødes her igen.
Her, hvor to og to er fire,
og hvor ingenting er mere,
her får kærlighed og tro
lov at blive én af to.

Jeg er kærligheden selv,
som på Golgata forbløder
og alverdens liv forsøder
ved at leve op igen.
Her, hvor fem kan være lige,
er der ingenting at sige,
kun treenighedens ord
løfter sig af muld og jord.

Jeg er Helligånden selv,
der som ild og vand og svaler
ned fra himlen går og daler
for at finde dig igen.
Her, hvor syv og ni er tretten
eller hundrede og sytten,
lover jeg i tusind år
fred i evighed og år.

Jeg er selv et menneske
med en underskrift forneden
på et skøde over Eden
lydende mit navn igen.
Her, hvor ingen kender dagen
og ej heller kender magen,
sænker sig alligevel
himlen over Israel.

Jeg er menigheden selv,
som nu samles i sin kirke
for at bede og at virke
til Guds herlighed igen.
Her, hvor fem af brød er mange,
og hvor fisk er til at fange,
hvor de findes i det blå,
skal I alle føde få.

Jeg er selv et sædekorn,
som er faldet i den gode
jord og trampet ned for fode
for at rejse sig igen.
Her, hvor nogle giver tyve,
giver andre fyrretyve
og selv nogle hundred´ fold,
alt er givet Gud i vold.

Jeg er selv et ægteskab
mellem Lammet og en due,
der nu hjemme i din stue
stifter fred for dig igen.
Her, hvor syv er alle dage,
lyder det fra alle tage:
Nu er tidens ende nær!
Nu er evigheden her.

Jeg er evigheden selv,
som nu findes i dit øje,
hvortil øjenlåget føje
sig et øjeblik igen.
Her, hvor syv i anden giver
niogfyrre og tilgiver
mig i roden under jord,
vokser jeg i Jesu ord.

Jeg er selv det sidste ord,
jeg er alfa og omega,
og nu vender jeg tilbage
til begyndelsen igen.
Her, hvor Gud er alt i alle,
skal i evighed jeg falde
ned som solen på sin sky
i Jerusalem det Ny.

Jeg er selv den sande Gud,
der nu sidder på sin trone
med sit scepter og sin krone
i sin herlighed igen.
Her, hvor kærlighedens ynder
en mangfoldighed af synder
skjuler, når de springer ud,
er jeg selv den sande Gud.

Single Post Navigation

2 thoughts on “Det dobbelte jeg

  1. Claes on said:

    Det er vanskeligt at forstå hvad du mener med det dobbelte jeg. Kan du uddybe det lidt?

  2. Lars Hougaard Clausen on said:

    Ja, det var ligesom den krog, jeg ville hænge det hele op på – så det er jo ikke så heldigt, hvis det lyder kryptisk!

    Det, jeg tænker på er rasta-sprogets formulering “I and I”, som jo altså anvendes i stedet for “jeg”, “du”, “vi” eller andre personlige stedord. Det ene “I” er én selv, og det andet “I” er den anden – og samtidig er relationen de to imellem guddommeligt bestemt af romertal “I” i den kejserlige titel: Haile Selassie I.

    I stedet for at sige “jeg” siger man “du og jeg”, og samtidig siger man “Gud og du og jeg”. I kraft af et sammenfald i det engelske sprog kan dette siges i den korte formel “I and I”.

    Jeg tror der gives åbenbaringer af evangeliet udenfor kirkelige sammenhænge. I et glimt rækker Kristus os hånden fra den yderste dag og griber derved ind i tiden. Det dobbelte jeg er på én gang det almindelige jeg og næsten sat i forhold til hinanden ved Guds indgriben.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: