Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Identitet
Når vi ønsker at forstå os selv, kan vi give os hen til en analytisk proces og stykke for stykke blive klogere på os selv. Men ved at gøre tiden til en dimension i arbejdet med os selv åbner vi for alle mulige veje og vildveje. Der er ingen ende på, hvor det vil føre os hen. Den eneste måde at kende sig selv på er derfor at kaste et blik på sig selv i en given situation. Der findes ingen identitet udenfor øjeblikket.
Krishnamurti her.
Kirken i Gyngen 
Pingback: Selvforståelse, identitet og eksistens… | Ullas Vinkler...
En croquis retur
Jeg er uenig i selve udgangspunktet … det er ikke os selv, som vi ønsker at forstå, det er ikke os selv vi ønsker at blive klogere på .. det er omverdenen, verden, virkeligheden. Og her er der akkurat lige så mange mulige veje og vildveje, akkurat lige så mange aspekter, akkurat lige så stor en kompleksitet (det går faktisk akkurat lige op, hvis jeg ikke skulle tage helt fejl .. hehe ;)).
MEN … Her drejer det sig ikke om øjeblikke; tværtimod oftest det akkurat modsatte: om at finde/ændre syn på tingene, om en viden, som bestemt har tiden som medspiller fra vugge til grav, og som bestemt også har med identitet at gøre.
At der ikke skulle findes nogen identitet uden for øjeblikket er noget værre vrøvl efter min mening; og at der ikke skulle være andre måder at kende sig selv på end i øjeblikket, er ligeledes noget værre vrøvl.
Men som sådan har du/Krisnamurti vel ret i det, som bliver fremført. Hvis det virkelig er en selv man ønsker ”at forstå”. Hvis man virkelig mener, at der er noget at forstå der, noget at komme efter der …?? (i så fald kan man måske lidt provokerende skrive, at så tillhører man de for tiden druknede ((kan ændres sjovt nok 😉 .. er vi jo alle mere eller mindre og/eller fra tid til anden)), så er måske ikke anden vej udenom end at begynde at kigge på hvordan man håndterer givne situationer (øjeblikshændelser)… måske .. Men nok bedre at forsøge at gøre sig selv til ”ikke-helt-druknet” i en vis fart, hvis man kan, og så tage det der fra
… hvilket i så fald gør indlægget irrelevant.
Og hvis man nu ikke fejlagtigt tager sig selv som udgangspunkt, men verden og virkeligheden med alle dens aspekter og kompleksitet og forholdet til denne, så tager man også udgangspunkt i og placere sig selv i det, som vi alle har tilfældes. Så kan der manøvreres! Befriende, ikke sandt 😉
…………………………………………………………………………………….
I øvrigt, så tror jeg, at det har været en ualmindelig svær opgave for en østerlænding at sætte sig ind i vestens vanvittige generelle navlebeskuethed, (hvad, som så har skabt en sådan knudeagtig generel navlebeskuende tilstand i vesten er så en anden kæmpe diskussion) …. men af venlighed, så prøver den kære Krishnamurti selvfølgelig at hjælpe, når vi nu kommer til ham med alle vores problemer.
(Og måske siger Krishnamurti endda noget hen ad det samme: Den store navlebeskuende selvanalyse .. lad endelig det ligge, du får kun fragmenter som du ikke kan få til at hænge sammen og det kommer du ingen vegne med. Og for at få det sagt, er han blevet nødt til at lave sin egen definition på begrebet identitet, så det passer og forstås ind i den givne sammenhæng og kun denne … Det er ofte en stor og labyrintisk opgave, at prøve at forstå hvad andre prøver at udtrykke og i hvilke sammenhænge de udtrykker hvilket … man skal så at sige først finde og placere sig på det samme sted i labyrinten for at forstå deres udtryk … smiler ;).)
…………………………………………………………
Nå, men helt helt grundlæggende er livet jo simpelt nok: Be kind ! Enjoy ! 😉 … I øvrigt en simpel lektion, som jeg bl.a. fik ud af min nylige tur til Østen.
Desværre ikke altid så let at efterleve, ikke noget som falder let for os vesterlændinge .. vi er generelt selvcentrerede ensomme krigere fra vugge til grav, via kultur, via opdragelse, via skole- og uddannelsessystem, og om ikke andet så i kapitalismens hellige navn, altid under pres .. om ikke andet, så et evigt selvlagt indadvendt pres, som i sidste ende også stammer fra de samme kulturelle tilstande. Ligeledes, så bombarderes vi jo næsten dagligt i informationssamfundets hellige navn med alle mulige oplysninger om alt muligt og umuligt. (– hvilket i og for sig må være helt i samklang med Krishnamurtis tanker ”Freedom from the known”). Så intet under at vi drukner ind imellem. Derfor forstår vi os heller ikke synderligt (måske groft og provokerende sagt) på grundlæggende simpel venlighed eller simpelt venskab, og må ”escapere” ind i f.eks. Tolkiens værker eller bøger som Kaninbjerget for at få en ide om det, eller ligeledes ”escapere” f.eks. på en arrangeret overlevelses tur med en gruppe i de danske skove og pludselig føle sig vidunderligt levende der, fordi man pludseligt har en identitet, ikke i sig selv, men i forhold til de andre der i den lille isolerede gruppe i det nære landskab, og med alle de udfordringer som skal varetages, som intet andet eksisterer den tid det varer end nærheden og livet der … nærmende sig med små skridt … om end ikke øjeblikket, så i hvert fald en mere egentlig form for tilstedeværelse.
Jeg kom til at læse en novelle af Peter Høeg, ”Rejse ind i et mørkt hjerte” hed den, om vesterlændingenes, handelens og kapitalismens grådige indtog via en jernbane i det centrale Afrika, en jernbane som det bl.a. kostede 1000-vis af afrikanske liv at bygge i 1800-tallet. Så kunne der hentes guld i Katangas miner. Jernbanen bliver sprunget i luften ved en bro af afrikanske oprørsstyrker, ledet af en afrikansk kvinde og støttet af en enkelt vesterlænding, hvis navn selvfølgelig er Josef K (…. aaafka ;)) Slutningen er som følger: ”David nikkede, ”Europæerne”, sagde han, og uden at vide det talte han, som var det en klasse, hvoraf han ikke længere selv var en delmængde, ”europæerne er eksperter i at føre krig.” ”Vi har”, siger pigen, ”i min stamme et ordsprog der siger: ”De små frøers kvækken skal ikke forhindre kvæget i at slukke sin tørst.””
En læseværdig novelle… nå, jeg kunne blive ved og ved og ved og ved.. sådan er der så mange perspektiver og delmængder i vores komplekse …. virkelighed … som man kun langsomt kan blive klogere på, fanger nuancerne i.
Nå …. Det var da en ….. smøre herfra .. 😉
På tre årtier har jeg set “Apoclypse Now” tre gange, og den film har jo Joseph Conrads “Heart of Darkness” som forlæg. Den roman må også være i spil i Peter Høegs novelle. Man kan vel sige, at det motiv, som bærer disse værker, er en moderne tragedie. At en Josef K optræder med en bombe under systemet i Peter Høegs novelle skal vel forstås sådan, at Kafka med sit værk underminerer den fatale europæioske selvforståelse. Det er en meget præcis pointe.
Det er jo i den forbindelse i det mindste pudsigt, at også Krishnamurti lod sig omtale som K – han gjorde det vist oven i købet selv. Jeg har gættet på, at han har det fra Lord Horatio Kitchener (1850 – 1916) som var en kendt militærperson under Krishnamurtis første år i England. Også han gik undder betegnelsen K.
Jeg skal i øvrigt altid koncentrere mig for ikke at forveksle Kitchener med Kirchner.
På rejsen ind i mørkets hjerte møder vi også Ovartaci, som var indlagt på Psykiatrisk Hospital i 56 år og udviklede sig til en billedkunstner af internationalt format foruden at have haft generel betydning for inddragelsen af kreativitet i behandlingen af psykisik syge i hvert fald i Århus. Han skar “petillen” af, som var hans nedsættende betegnelse for sit mandlige kønsorgan. Han kunne ikke lide bogstavet k og brugte det aldrig. Det har åbenbart været for erigeret. I stedet skrev han f. eks. “icce” for “ikke” osv.
Ovartacis selvlemlæstelse og manglende sans for bogstavet k spøger måske i virkeligheden også i hele den moderne myte om rejsen ind i mørkets hjerte.
Alternativt kunne den fremmedes rejse til os rumme en anden fortælling. Jeg oplever, at Krishnamurti har kastet et blik på den vestlige civilisation, og den er ikke længere den samme. Hans blik er et beskyttende ozonlag.
Tak fordi du tog dig tid til at svare så udtømmende.
Selvtak … Fornøjelsen er skam min .. smiler J
I Kafkas romaner … i hvert fald Processen og Slottet, hedder hovedpersonen K, hvilket selvfølgelig er et selvbiografisk K som står for Kafka, fordi Kafka selv, lige som hans hovedpersoner, er ofre for et system de ikke forstår. I processen fører Systemet pludselig proces mod K, uden K selv ved noget som helst om hvad der foregår og hvorfor han er fundet skyldig; I slottet prøver K at finde ud af hvem de tjener, beboerne ved foden at slottet; men ingen synes at vide det og har derfor ingen ide om, hvorfor de gør som de gør og hvad der egentlig styre dem.
Peter Høegs novelle .. ja den kan sikkert sammenlignes med Apokalypse Now; …det jo er altid de samme historier der går igen og igen på en eller anden led, men er dog lidt mindre bloddryppende (jeg er ikke helt inde i filmen, selv om jeg har set den for meget længe siden).
Novellens hovedperson, er en ganske ung dansker ved navn David, hvis store livsinteresse og passion er matematikken, fordi her er klarhed, renhed, sandhed og logik … renset for al menneskelig usikkerhed, som han skriver. Der bliver dog på et tidspunkt sat spørgsmålstegn ved matematikkens grundvold af andre matematikere, hvilket ryster David og bringer han ud i en krise. For alligevel at foretage sig noget indlemmes han i et dansk handelskompagni, og kommer via sit arbejde med til Kartanga jernbanens indvielse. Her møder han aristokratiet, politikere, den belgiske konge; hører deres taler og imponeres af deres talers klarhed og logik og finder derigennem livsglæden igen, fordi disse menneskers dybe indsigt og glasklare syn på tingene kan sammenlignes med matematikkens lige så glasklare beviser. Han hylder disse ledere, disse fantastiske mennesker, som folkets sande ledere, i hvem folket altid er i de sikreste og tryggeste hænder, og i hvilke folket kan nære den dybeste tillid uden selv at behøve at vide noget som helst. Til Gallamiddagen, får den belgiske konge en besked om, at den afrikanske oprørsleder, Lueni, er blevet besejret og dræbt, og at en engelsk journalist er på vej for at fortælle mere om nyheden, og journalisten vil være med som gæst på indvielsesturen i toget dagen efter, og David fejrer nyheden i en eufori med de andre. På togets indvielsestur komme David i kupe med journalisten, som har følge af en ung afrikansk tjenerinde, samt en tysk general. På togturen, insisterer journalisten, som fortæller at de kan kalde ham Josef K, at de skal på togturen skal lære hinanden at kende i oprigtighed, ligesom jernbanen denne dag bliver indviet til oprigtigheden. Det er selvfølgelig noget for den unge sandhedssøgende dansker, og på togturen falder maskerne så, den sidste maske der falder er den afrikanske kvindes, som selvfølge er oprørslederen Lueni, og novellen ender med de ovenstående citater, efter de fire er sluppet af toget før sprængningen.
Novellen stammer i øvrigt fra Peter Høegs novellesamling “Fortællinger om natten”