På ugedagen efter,
at Herren brat opstod,
da stod han i vor stue
og røsten sin oplod.
Fred være med jer alle!
det sagde han så blidt,
at det endnu genlyder
i hjerterne så vidt.

Læg øre til mit hjerte
og hånden i mit sår,
det siger han, som kommer
og er og var og står.
Nu kommer han i skyen
og sætter ned sin fod
på Oliebjergets tinde,
som netop han forlod.

I kirken er vi samlet
at kvæges ved hans ord
og trykke Herrens hænder
ved vores alterbord.
Når han sin stemme hæver
og tager Ordet ned,
er hjertet fyldt af lykke,
som ingen andre ved.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/125/369/2