Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Thorvaldsens magiske teologi
Møllevangskirken i Aarhus var fredag den 17. april 2015 ramme om en kirkekoncert i form af en præsentation af en række salmer af Anne Marie Eriksen og undertegnede. Der er tale om nodehæftet “Løven er min hyrde” med salmer fra vores tre CD´er, hvoraf den seneste “Tusind tusindfryd” er helt ny med udgivelsesdato den 10. juni. Jeg havde som tekstforfatter til opgave at sige noget om arbejdet med den tekstmæssige side af salmerne. I glæde over det gode fremmøde frigjorde jeg mig fra mit manuskript og glemte et par detaljer. Her er en omarbejdet og udvidet version.
En grund til, at det har været oplagt at bruge en figur af Thorvaldsen på omslaget af hæftet, er salmen “Dåbsenglen”, som også indgår i udvalget. Salmen tager afsæt i en refleksion over Thorvaldsens figur af samme navn, som udgør døbefonten i Københavns Domkirke og står foran figuren af Kristus samme sted. Med til Thorvaldsens udsmykning af kirken hører også de kolossale figurer af apostlene, og kirken antager således karakter af et mindre thorvaldsenmuseum. Jeg forestiller mig alle Thorvaldsens figurer stå inde i kirken. Eller i det mindste et skønsomt udvalg – eller lad os til at begynde med nøjes med én figur eller figurgruppen “De tre gratier” og lade det være den sene version, hvor den lille Amor med sin pil sidder for fødderne af gratierne. “Altid skulle han med”, skriver forfatteren Johannes V. Jensen om den lille Amor i indledningen til bogen “Thorvaldsens Portrætbuster”. Johannes V. Jensen forestiller sig, at det er Thorvaldsens tidligt døde og stærkt savnede søn Carl, der således følger billedhuggeren med sin billedlige tilstedeværelse i værkerne livet igennem.
Nu har vi ham inde i kirken siddende for fødderne af de tre gratier. Vi får kristusfiguren ned fra den høje sokkel alene stående på den flade sokkel, figuren er født med. Vi rykker figurgruppen De tre Gratier og figuren af Kristus tæt på hinanden, således at Kristi sænkede blik falder på den lille Amor. Så sker det magiske: Kristus slår ud med armene og favner gratierne! Hvis vi får lov af Nationalmuseet kan vi også rykke rundt på figurene af de tolv apostle inklusive Paulus, der indtil i dag har stået på lige rækker ned igennem kirkeskibet. Hvorfor ikke lade dem stå spredt opmærksomme på det mirakel, vi lige har været vidner til? Lad alle mesterens øvrige figurer stå i kirken også. Nu bevæger de sig. Nu er de væk. Vi er her i stedet for.
Ugens salme i Kristeligt Dagblad den 4. februar var en salme fra nærværende hæfte, “Der går en snak”, som er inspireret af et digt af den amerikanske lyriker Emily Dickinson, som levede fra 1830 til 1886. Det er hverken en oversættelse eller en friere gendigtning af et bestemt digt. Det er snarere impulsen fra et digt af Emily Dickinson, jeg har ladet mig føre af. En underfundig ironi, som også kommer til udtryk i Dickinsons måde at rime skævt på. I et digt kan således ordet “love” (kærlighed) rime på “now” (nu). Det skæve dickinsonske rim har – foruden altså at give anledning til nævnte salme – også anvist en metode til af aflokke sproget nye billeder. Når man skriver salmer, er det let at hænge fast i gamle velbrugte rim. Men i salmen “Himmerige” gav jeg mig selv den opgave at rime skævt. Kun ét af tre rim i hvert vers er snorlige. Det er også på anden vis en eksperimenterende salme. I begyndelsen ærgrede jeg mig over flere gange at bruge et gammelt ord som “Himmerige”. Men jeg vendte den om og gjorde det i stedet til et mål at skrive “Himmerige” så mange gange som muligt i salmen. Himmerige er også blevet salmens titel. Salmen, der nu har egen melodi af Anne Marie Eriksen, er skrevet til melodien til “Nu hviler mark og enge” af Paul Gerhardt, den tyske salmedigter fra 1600-tallet, hvis tekst jeg også har ladet mig udfordre af. Jeg ynder gerne, når jeg bruger en ældre salme som forlæg, at tilføje er vers yderligere end det antal, der findes i originalen:
Jeg ser de sorte huller
igennem mine briller
med overgange i,
jo ældre hånden bliver,
des smukkere den skriver,
så vi kan Himmerige se.
I et interview i Kristeligt Dagblad i januar 2013 i forbindelse med udgivelsen af Anne Marie Eriksens og min anden CD “Se de fine dråber” blev der spurgt ind til inspirationen bag salmernes tekst. Det resulterede i en flot opsat artikel, hvor billedet af os var flankeret af store fotografier af Bob Marley og Thorvaldsens Dåbsengel i Vor Frue Kirke. Titlen på interviewet var “Nye salmer inspireret af rastafari og Thorvaldsen”.
Jeg vil her til slut sige lidt mere om inspirationen også fra rastafari og om valgslægtskabet med Thorvaldsen, der som sagt gør sig gældende allerede på omslaget af nodehæftet. Det er Thorvaldsens figur “Liggende løve”, som pryder omslaget. Den er udført i 1825 til et gravmonument, som aldrig blev færdiggjort. Få år tidligere havde Thorvaldsen i det såkaldte Schweizermonument anvendt motivet i værket “Døende løve”. Men vi har heldigvis også den overlevende løve fra gravmonumentet.
Titelsangen: “Løven er min hyrde” er samtidig en gendigtning af Salme 23 i Salmernes Bog, som er velkendt ikke mindst for begyndelsen, som i den gamle oversættelses ordlyd næsten har fået karakter af ordsprog: “Herren er min hyrde, mig skal intet fattes”. Jeg hørte den i en version med reggaesangeren Buju Banton, som ganske i overensstemmelse med den bibelske tekst synger: “The Lord is my sheperd…” Men med en forventning formet af den iøjnefaldende løvesymbolik i reggae- og rastafariuniverset hørte jeg det som “The Lion is my sheperd…” Da jeg opdagede fejlen, valgte jeg at bevare den i min egen gendigtning. Salmen lader sig gendigte forholdsvis uændret med denne omvurdering af værdien, som først folder sig afgørende ud i sidste vers:
Her i løvens hule
lægger du mit lig,
længe skal jeg leve
i dit Himmerig.
Rastafari er kendetegnet ved en øjeblikkelig forvandling fra menneskeligt degraderet slavementalitet til en selvberoende løveidentitet i lyset af “Jah Rasatafari”, som er et kultisk udtryk for troen på Jesu Genkomst i skikkelse af den etiopiske kejser Haile Selassie I. Grundtvig ville have elsket det.
Kirken i Gyngen 