Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Sød musik mellem to kulturer
I første halvdel af 80´erne tilbragte jeg nogle somre i Schweiz i den lille by Saanen ved floden med det magiske navn Sweizimmen ikke langt fra en lidt større by af samme navn. Rejsen gik dertil for at sidde ved fødderne af verdens eneste ikke-guru, inderen Jiddu Krishnamurti, som holdt en tale af en god times varighed hver tredie dag. Jeg havde medbragt John Engelbrecths dengang nyudgivne værk Den intuitive tanke som lekture til den rigelige fritid. Således lå jeg i det høje græs i alperne og læste for første gang om den russiske filosof og mystiker Vladimir Solovjov (1853-1900) og lod mig begejstre. Senere har jeg læst og genlæst, hvad jeg har kunnet opspore af ham, senest hans biografi om Muhammed, som jeg googlede i årevis for at se, om den blev oversat til engelsk. En dag var der bid, og jeg bestilte den omgående hjem fra University of Illinois til den nette sum af 800 kr (hardback). Hans lille bog om Platon har jeg oversat fra engelsk for min fornøjelses skyld.
I kølvandet på Solovjov fulgte en anden russisk filosof, Nikolaj Berdyaev (1874-1948), som jeg ligeledes har læst og genlæst til egen opbyggelse. I teologisk henseende er det især hans tanke om tilgivelse som en forudsætning for kreativitet, jeg har været optaget af. Hos begge tænkere findes en veludviklet evne til at levendegøre filosofiske begreber, som i hvert fald jeg ikke har kunnet finde andre steder. Foruden John Engelbrects kapitel har nordmanden Peter Normann Waage skrevet bogen Det usynlige kontinent om Solovjov, og fra dansk side findes på engelsk Christian Gottliebs Dilemmas of reaction in leninist Russia. The christian response to the revolution in the works of N.A. Berdyaev 1917-1924.
Den beskedne interesse for disse tænkere taget i betragtning kan det kun glæde mig at høre, at de hører til den russiske præsident Vladimir Putins foretrukne læsning. Det fremgår af en artikel af Gordon Hahn, som tager udgangspunkt i en påstand af en anden ruslandskender Mark Galeotti, som i sin artikel gør opmærksom på, at Putin for nylig forærede ledere i statsadministrationen i Rusland en boggave beståenede af tre bøger af tre moderne russiske filosoffer. Foruden Solovjov og Berdyaev var der tale om Ivan Iljin (1883 – 1954). Den kommentar Galeotti knytter hertil er, at der hos disse filosoffer er tale om en romantisering af den stærke leder som værn mod kulturelt fordærv og af den ortodokse kirkes rolle i forsvaret for den russiske sjæl. En sådan karakteristik er Hahn dog ikke enig i. Se her.
Jeg har dog ingen grund til at tro, at de nævnte filosoffer hører til Iben Tranholms foretrukne læsning. I et interview med Mikael Jalving i Jyllands-Posten 15. aug. 2015 angiver hun sagen om Pussy Riot som anledningen til sin interesse for Rusland. Det forekommer at være netop den romantisering af den stærke leder og den ortodokse kirke, som filosofferne anklages for ovenfor, der er på færde hos Tranholm. Som Hahn skriver, måtte Berdyaev gå i eksil på grund af en anklage om blasfemi, og Peter Normann Waage fortæller i nævnte bog om Solovjov om, hvorledes han i sin ateistiske periode som teenager åbenbart nærmest rituelt i sine venners påsyn smed sine ikoner og sin bibel ud af vinduet. Det var endda efter den første af hans tre visioner af Sofia, som hans discipel Aleksander Blok skildrede som en uopnåelig dame i et melankolsk digt. Det er oversat i Mette Dalsgaards litteraturhistoriske værk om den russiske sølvalder Lad os blive som solen (2002). Hvis solen er Kristus, kan Pussy Riots aktion i kirken ses i forlængelse af denne længsel efter udfoldelse i ikonens rum. Gruppen betegner da også selv aktionen som en bøn. Ubetaleligt morsomt blev det, da protesten mod kvindernes fængsling antog navnet Free Pussy Riot.
Pussy Riot under aktionen i Vor Frelsers Kirke i Moskva
Ingen ringere end Vibeke Sperling karakteriserer dog også i sin bog Russernes drømme (2015) de tre filosoffer som “nationalkonservative”. Hvad de to angår, som jeg kender til, Solovjov og Berdyaev er der snarere tale om en russisk form for livsfilosofi – den særlige måde at bedrive filosofi på, som har det gode liv i fokus. Det er rigtigt, at de medtænker en russisk dimension men i høj grad også en ikke-russisk. Hos ingen af de to findes den brutalisering, som fandt sted i en tysk sammenhæng i forbindelse med nazismens prægning af begrebet livsfilosofi. Dansk og tysk livsfilosofi er heller ikke det samme, hvilket har at gøre med et særligt blik for individdet i dansk filosofisk tradition generelt, og som særlig Kierkegaard har været eksponent for. Men det er også muligt at pege på en anden indflydelse på dansk livsfilosofi nemlig netop en russisk, som er på spil allerede hos den første egentlige danske livsfilosof Ludvig Feilberg (1849 -1912). En vigtig inspiration for Feilbergs iagttagelser af naturen er den russiske forfatter Ivan Turgenjev (1818 – 1883). Det interessante ved denne åbenhed overfor en anden kultur er, at den gør mødet med denne anden til en implikation ved tilegnelsen af det gode liv. Det er denne figur Peter Norman Waage i sin bog Jeg –individdets kulturhistorie (2008) kalder dobbeltgængeren. Dobbeltgængermotivet er ikke nyt i europæisk kultur, men i begyndelsen af 1800-tallet får det et nyt indhold. Dobbeltgængeren bliver udtryk for det ubevidste selv ved siden af det bevidste selv, der er begyndt at iscenesætte sig selv i den moderne verden. Dobbeltgængeren er en hjemløs figur.
Men det lykkelige er, at et udefra kommende, russisk forsøg på at lade sig inspirere af Europa ét sted bærer en overordentlig livgivende frugt nemlig i romanen. Den europæiske roman fuldendes i Rusland. Især i Dostojefskijs forfatterskab, hvis kvalitet er, at det formidler ikonen som kategori for forståelsen af det menneskelige. Ikonens centrale plads i den østkirkelige kristendom refererer naturligvis til bibelske motiver. Men den inderlighed, hvormed det menneskelige omfattes indenfor denne vertikale ramme, finder også udfoldelse i et medmenneskeligt perspektiv i det horisontale plan. Denne særlige eksistentielle refleksion i ikonens rum finder så til gengæld sin fuldendelse i den europæiske roman. Der er tale om et ægteskab mellem to kulturer.
Hvilket bringer os tilbage til Zweisimmen, floden i Alperne, hvor Krishnamurti slog sit telt op. Det betyder: to bække, og navnet henviser til de to vandløb, der forenedes netop der i en rivende strøm. Hvad der i Samuel P. Huntingtons optik i The clash of civilizations (1993) tager sig ud som et uforsonligt sammenstød mellem kulturer – og naturligvis også i videste udstrækning er det – er også noget mere! Isloleret set, i givne sammenhænge finder miraklet sted, og sød musik opstår i hjertet. Krishnamurtis forkyndelse er et andet eksempel på et ægteskab mellem to kulturer. Hvor det i Dostojefskijs tilfælde skete i romanen, skete det i Krishnamurtis tilfælde i guruen som institution. Friheden kommer imellem guru og discipel.
Kirken i Gyngen 