At være en høne

I begyndelsen af J. Anker Larsens roman “Kong Lear fra Svendborg” fra 1932 findes et indtagende portræt af hovedpersonen, Niels som barn. Det består af en række billeder af ham, som skildrer hans evne til at blive ét med omgivelserne.

*

Det er nok at tage et par billeder af ham i hans tidligste barndom hjemme i landsbyen. Det første er taget midt på dagen, lige i middagsstunden, mens folkene sover og dyrene hviler. Han sidder i solen med ryggnen modhusets hvide gavl, stor af krop, med en uskyldig lidenhed i sjælen. Solen skinner, det er først på sommeren, det grønne er endnu lyst og ungt. Foran ham ligger en sort høne og blunder så småt. Den har skrabet et hul i jorden og puttet sig ned. Han fornemmer i sig, hvor denne rede er lun af solvarme, lugten af høne sidder i hans næse, I kan tro, han kender den sorte putte, han er lige ved at tro, at dens blod banker i hans egen puls, så god besked ved han om hende. Hun er ikke klog, hun er så inderlig retskaffent indskrænket, at det gør ondt helt ind i hjertet på ham og får ham til at skutte sig af en liflig, lydløs medvidende latter. Hun ligner en skikkelig kone, der blunder lidt over strikketøjet, hun her skal nu ved lejlighed have lagt et æg. Lågene glider sammen og hænger som strømper i ål ned over øjnenes oprigtige mangel på forstand. Han sidder og venter på, at hun skal nikke i søvne. Det gør hun ikke; men lige med et sker der noget i hende, et “gok” ryger hende ud af næbbet, og hun ser sig spørgende om: “hvad var det?”
Det klukker i ham og han siger “gok”, livagtigt som hønen, hun vender hovedet og ser forarget på ham: “Er det dig eller mig, der er høne?”

“Gok”, siger han, rejser sigog går og ler af ufattelig lykke. Han er nærved at tro, at han kan lægge æg.

Han driver ud på vejen og går midt i det hele, allevegne og ingensteder, bare i verden.

Her er så stille som i Torneroses slot. Folk er borte i middagssøvnen og ved ikke af, at verden er herude.

Der er Jakob Hjulmands hus. Det er så levende af Jakob, at det gerne kunne være hans trøje, som var hængt ud til tørring i solen. Der kommer Jacob selv ud af døren, dunstende af middagssøvn som en sort høne. Han er ikke helt vågen endnu. Niels kan se, hvordan hans lemmer vader gennem et ocean af forsovethed og mærke et dynd af søvndrukkenhed i hans hjerne. Den sorte høne og Jakob er i øjeblikket lige ubegavede. Han kommer ud på vejen og står midt i det altsammen i færd med at blive Jakob, han ser op i luften, noget begynder at ske inden i ham, og han sige opvågnende stille og fredeligt hen i vejret:

”Ja-a-h!”

Så opdager han Niels og siger, ikke just uvenligt, men småfornærmet som en, der er blevet iagttaget, mens han foretog sig noget, der ikke kommer nogen ved:

“Står du der, dreng?”

Niels klarer akkurat at lade være med at sige “j-a-h”. men han må have det sagt, for han elsker Jakob, fordi han kender ham, eller han kender ham måske, fordi han elsker ham, kender ham, så han tror, han mærker hans ånde i sin mund, den må sendes ud, nøjagtig som Jacobs, og han går om bag huset og siger “ja-a-h” så livagtigt, at Jakobskone stikker hovedet ud af vinduet og spørger:

“Er du der, Jakob?”

Niels smutter væk, overfladisk skamfuld, men i bunden ufattelig lykkelig. Han kan ellers ikke efterabe folk sådan som hans skolekammerat Peter, landsbyens morsomme klovn, men der er jo det, at når han står og ser længe nok på dem, så kan de komme til at røre ved noget langt inde i ham, det som han kalder sådan rigtigt ham selv, og så er der ikke nogen videre forskel på dem og ham, og da kan han pludselig stå og ligne dem og tale ligesom de. Straks efter er det igen umuligt for ham.

Men nu er det i ham; en lykke som går allevegne hen, fylder ham, strømmer ud, op i træerne og ind i solskinnet, han siger “gok” og “j-a-h”, men det er ikke nok til al den lykke, han må sige hele sig selv og, inden han ved af det, før lykkens lattertårer endnu er tørret af hans øjne, har han foldet sine hænder og er begyndt:

“Fadervor, du som er i himmelen, helligt vorde dit navn, til os komme dit rige, ske din vilje som i himmelen således også på jorden, giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, led os ikke i fristelse men fri os fra det onde, thi din er æren og magten i evighed. Amen.”

Han har ikke plads til lykken i sig, han lægger sig ned på maven og tror, at han ville dø med det samme, hvis alting så måtte have det lige så godt, som han har det nu.

Men han skal ikke dø, han er levende, spillevende og ligger lige midt i verden. Han er til, og verden er til. Amen. J-a-h! – Gok!

*

Motivet genfindes hos Frank Jæger i Være-digtet.