Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Treenige Gud
Treenige Gud, hvis billede krones med mørklødet hud i Afrikas hjerte af inderlig tro på dronning af Saba og kong Salomo, der elsker hinanden en lykkelig stund på gyngende grund. Her er jeg, send mig, det siger med lutrede læber nu jeg, for englen har brændt dem med gloende kul, og munden har formet sig efter et nul, o, lad mig forkynde den døende jord dit levende ord. Jeg vogter min mund og omtaler kun det velsignede fund, jeg gør, når jeg følger din finger og gør det gode, som er, hvad jeg ønsker og bør og lader det onde, der overgår mig forsvinde i dig. Fra fiskerens båd forkynder du bud og belæring og råd og vælde fra dybet i det bæger vin, hvori du har druknet en horde af svin og gjort dem til fisk, som du fanger igen med hjælp fra din ven. O, saligheds ånd, samhørigheds ånd i de levendes land, som daler fra himlen i tunger af ild og saltes på stranden i tønder af sild med næbbet mod himlen så blank og fuldfed, o, kristelighed. Med ord af din mund opbygger du skibet i skrivende stund, og bølgernes fråde og isflagers drift adlyder din røst, og din mindste bedrift er større end tårne, der synker i grus, dit skib er dit hus. Etiopien, som skjuler Guds ark, som er fundet igen i hjertet af rytmen på afsides ø, hvor sangen får vinger, og loven må dø; du skænker Guds rige til alle, der vil, fordi du er til. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/321/432/2
Kirken i Gyngen 