Grundtvig og de skjulte steder

I Hans-Jørgen Nielsens “´HAIKU` – introduktion og 150 gendigtninger” fra 1963 findes der en ansats til en inddragelse af en tidslig dimension i zen. Det bliver ved ansatsen, men den er der: “Men efter plasket – hvad så?” spørger han med afsæt i Bashos berømte frøhaiku. Svaret består i en henvisning til en kinesisk billedserie, der fremstiller jagten på satori med jagten på en okse. Serien findes i flere varianter med den typiske slutning i form af en tom cirkel, som illustrerer det oplyste stade. Undtagelsen er den kinesiske zenmester Kaku-an, der efter angivelsen af denne tomhed lader serien fortsætte med endnu to billeder. På det første ses naturen komme til syne igen, og på det andet ses mennesket på vej til byen – med oksen (satori) tilføjer kommentaren.

Oksen eller klarøjetheden må være til stede i et haiku. Det må være gennemsigtigt. Et andet japansk begreb for dette er karumi, som kan oversættes med lethed. En afslappet holdning til antallet af stavelser i et haiku har jeg også med mig fra Hans-Jørgen Nielsens gendigtninger til dansk. Arbejdstitlen på min egen gennem årene voksende samling af haiku har lige fra begyndelsen været den lidt specielle titel “Indoeuropæiske haiku” for dermed at signalere, at min tilegnelse af genren fandt sted gennem et fra japansk væsensforskelligt sprog. Denne gentænkning af genren kan spidsformuleres i en gendigtning af to haiku af den svenske forfatter, nobelprismodtageren Tomas Tranströmer, der som ramme for en række af sine haiku symptomatisk har valgt fængslet. Der ender vesterlændingen nemlig hvis han helhjertet går ind på den japanske præmis. Det er med svenskerens haiku, som min ven, digteren Sleiman Nazzal siger om irakiske digtere, at de skriver godt, men problemet er, at de skriver trist. Her to af Tomas Tranströmers haiku i Peter Nielsens oversættelse:

De sparker fodbold
pludselig forvirring – bolden
fløj over muren.

Rentyr i solskin.
Fluerne syr og syr
skyggen til jorden.

Efterfulgt af min frie gendigtning:

Var det ikke en fange,
der med en følt inderside
slap bolden fri?

Elgen rejser sig
i en sværm af fluer
og kaster skyggen til jorden.

Hvor det japanske haiku er knyttet intimt til årstiderne i en cyklisk tidsopfattelse, er en lineær historisk bevidsthed naturlig for den vesterlænding, der skriver haiku. Et eksempel på denne historiske dimension er de følgende digte, hvor den også formuleres i indholdet ved at tematisere erindringen:

Så utroligt frie kroppe berører hinanden
omspændt af kærlighedens usynlige flammer.

Erindringen bemægtiger sig umærkeligt sindet
og udstråler denne uanfægtelige fred.

Som det fremgår har de to digte næsten nøjagtig den samme sproglige struktur. Det er denne parallellitet, der gør det oplagt at anvende begrebet historie eller tidslighed, for det andet digt forholder sig åbenlyst til det første. Det første øjebliksbillede skildrer en erotisk følelse. Det andet skildrer erindringen om den set gennem det første digt. Men findes erindringen i nirvana og i den tidløshed, som zen er udtryk for, og hvis ikke, hvad er der så på færde? Den kristne forestilling om tusindårsriget kunne være svaret. Det er en ophøjet tilstand ligesom nirvana, men i tusindårsriget findes til forskel fra nirvana en tidslighed, for det skal vare i tusind år. Sammenfattende kan siges, at impulsen fra haiku har ført mig til en genopdagelse af den lineære tidsopfattelse nu ikke ned igennem historien men op igennem tusindårsriget.

Tanken om tusindårsriget som et kristent salighedsrige er omdiskuteret i teologien, fordi realiseringen af det tenderer imod at antage totalitær karakter, men hos Grundtvig findes en gennemtænkt historieteologisk opfattelse, der opererer med en forventning om – nok så meget som med selve – tusindårsriget som en på én gang jordisk og åndelig dimension. Grundtvigs syn på kirkehistorien er nemlig præget af, at han i 1823 stiftede bekendtskab med et skrift af den oldkirkelige teolog Irenæus. Den hos Irenæus udfoldede lære om tusindårsriget er en inspiration for Grundtvig i henseende til at forstå et jordisk tusindårsrige som en naturlig del af den kristne menigheds levnedsløb. Inspirationen fra Irenæus til Grundtvig går uden om den kirkelige tradition. Forestillingen om et jordisk tusindårsrige blev nemlig tidligt afvist af Augustin. Heller ikke for Luther spillede forestillingen om et jordisk tusindårsrige hos Irenæus nogen rolle. Men ved at hente inspiration hos Irenæus dels til en forståelse af det jordiske menneskelivs betydning og dels til en forståelse af det samme menneskelivs frie udfoldelse i tusindårsriget tilsidst bragte Grundtvig sig ud over det pessimistiske menneskesyn hos Luther. Der er en væksttanke hos Grundtvig, som sætter ham i stand til ikke blot at søge tilbage til kilderne i form af Det nye Testamente men også at finde dem i flodens tilløb i form af de forskellige historiske folkekirker og sidst men ikke mindst i det forventede delta i tusindårsriget og her finde vital inspiration.

Grundtvigs store kirkehistoriske digt “Kristenhedens Syvstjerne” er struktureret ud fra forestillingen om kristenhedens hele kreds bestående af syv menigheder, som den forekommer geografisk udlagt i form af syv lilleasiatiske menigheder i kap. 1 – 3 i Johannes´ Åbenbaring nemlig menighederne i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikæa. Det skal have været inspirationen herfra, der allerede i 1810 gav Grundtvig en idé om kristenhedens hele kreds i form af syv på hinanden følgende historiske menigheder. Kristenhedens hele kreds udlagt både geografisk og historisk bliver da i Grundtvigs sammenfatning at finde i kæden af menigheder bestående af den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den indiske menighed, der i modsætning til de seks første menigheder ikke udlægges historisk men profetisk, eftersom den på Grundtvigs tid endnu ikke havde fundet sted. Men det er Grundtvigs gæt er Indien.

I den række af foredrag, som Grundtvig i slutningen af sit liv holdt og udgav i bogform under titlen Kirke-Spejl er båret af den samme opfattelse af kirkehistorien som Kristenhedens Syvstjerne. Men hvor digtet er henvendt til den troende menighed, er foredragsrækken af alment oplysende karakter, og den indiske menighed er ikke med. Alligevel falder lyset fra kirkehistoriens strålende endemål ned igennem historien og opleder en særegen sti fra grundlæggelsen af den første menighed ved Kristus selv til den sidste menighed. Det er et afgørende forhold i denne kæde af menigheder, at missionen til Tyskland ifølge Grundtvigs historieforskning kom fra England. I England fandtes nemlig i skikkelse den angelsaxiske folkestamme et dynamisk folkeliv, som var i stand til at træde i et frugtbart forhold til Helligånden, da denne ved den apostolske trosbekendelses ord fra den romerske kirke i 600-tallet (synoden i Whitby 664) forplantede sig til England.

Den irokeltiske kristendom, som allerede tidligere havde vundet fodfæste på de britiske øer er uden interesse i Grundtvigs historiesyn, eftersom denne kristendom ikke var bundet til Den apostolske Trosbekendelse. Præget som den irokeltiske kristendom var af Augustins modstander i den oldkirkelige strid om synden fulgte den Pelagius i et mere optimistisk syn på menneskets muligheder, og i denne pelagianske mangel på syndserkendelse savnede den irokeltiske kristendom blik for det frelsehistoriske projekt forløbende fra skabelse over syndefald til genløsning, der kendetegner udviklingen i Grundtvigs kristne historiesyn.

Indtil mødet med den angelsaxiske folkestamme havde Helligånden været henvist til folkeslag, der allerede havde haft deres storhedstid på den verdenshistoriske scene, og Ånden havde måttet følge disse i deres alderdomssvækkelse og som følge heraf også selv afmattes. Den græske menighed var svagere end den hebræiske, og den latinske var igen blevet svagere end den græske, blot havde den i modsætning til den græske beholdt den oprindelige apostolske trosbekendelse. Det er alene dette forhold, der frelste troen igennem den latinske menigheds iøvrigt store forfald. Selv om den engelske kristendom ifølge Grundtvig var svagere i det kristelige end selv den latinske, så var den stærk i det folkelige, og det var dens ungdommelighed, der gav kristendommen nyt liv. Det er således i Grundtvigs syn vigtigt, at missionen til den saxiske folkestamme i Tyskland kom fra de nært beslægtede angelsaxsere (ved Bonifatius) i England. Den tyske menighed med den lutherske reformation skal således ses i forlængelse af den engelske menighed mere end i Luthers personlige opgør med Rom. Videre er det vigtigt at se den danske eller den nordiske menighed i forlængelse af den tyske, men også i den danske at oplede en friere udfoldelse af kristenlivet end hos forgængeren. Den danske menighed er den sidste før den syvende og sidste menighed i Indien.

Hvad der er vigtigt at forstå ved dette kirkehistoriske syn er altså den hermed forbundne udviklingstanke, eller rettere: forfalds- og udviklingstanke. Det er nemlig karakteristisk for Grundtvigs kristne historiesyn, at det også inkorporerer forfaldet i sig, hvilket naturligvis er en følge af det overordnede frelsehistoriske paradigme: skabelse, syndefald og frelse. Det er altså igennem forfaldet i den græske og videre i den latinske menighed og igennem opblomstringen i den engelske, tyske og nordiske menighed, at den kristne udvikling er forløbet. Udviklingen gælder samlivet eller hos Grundtvig “fællestroen” og “fælleslivet” med Kristus, og Grundtvig mener altså, at dette er dybest og sandest hos de første og de sidste menigheder og lavest i den latinske og engelske menighed. Men overordnet set finder der altså gennem en krise en implementering af kristenlivet sted.

Man kan få indblik i Grundtvigs overvejelser i henseende til perspektivet frem imod “verdens ende” dels rundt omkring i hans prædikener og dels gennem utrykte manuskripter. Ole Vind citerer i sin disputats “Grundtvigs historiefilosofi” fra 1999 et manuskript af Grundtvig fra omkring 1856, i hvilket Grundtvig ved at følge den jødiske tidsregning regnet efter verdens skabelse angiver verden til at have eksisteret i 5617 år af de 6000 år, der ifølge gammel historieteologisk opfattelse er afsat til denne før dens undergang. I de heraf tilbageværende knap 400 år forventede Grundtvig en fortsættelse af den allerede påbegyndte syvende menighed, samt at Tusindårsriget som en ottende menighed skulle følge efter og begynde inden år 2100. Efter den syvende menighed skal således komme den ottende menighed, som ifølge Grundtvig er det samme som Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring eller i Grundtvigs foretrukne terminologi: det kristne Gyldenår. Dette skal ikke nødvendigvis vare i tusind år men blot en vis tid, og i denne periode skal kristenlivet være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Men Grundtvig gør dog opmærksom på, at de tidligere forsøg på at oprette et kristusrige på jorden faktisk har haft en levetid på tusind år. Det gælder det byzantinske kejserige fra Teodosius til den sidste Konstantin († 1453), og det hellige romerske rige fra Karl den store til Frans den anden († 1806). Det samme mener Grundtvig at kunne skønne om det pavelige kirkerige fra Gregor den syvende, der blev pave i 1073, til den sidste pave.

I slutningen af sit værk argumenterer Vind for, at Grundtvigs historiesyn ikke er relevant i en nutidig sammenhæng. Han afstår altså fra at gå ind i historien som på de givne hegelianske-grundtvigske betingelser. Men her kunne Grundtvig også stille sig i den række af oplysende kirkehistoriske foredrag, som udkom under titlen “Kirke-Spejl”. I digtet “Kristenhedens Syvstjerne” fortæller han den samme historie indefra med et tilføjet profetisk/fremtidsorienteret udsyn. Det handler om Indien, og det er ret interessant, at den amerikanske politolog Francis Fukuyama parallelt nævner Kenya, Kina og andre ikke-vestlige lande som steder hvor han finder en bekræftelse på sin teori om historiens slutning. Fukuyamas historiesyn forekommer netop at være kristent på den grundtvigske måde. Så spørgsmålet om historiens slutning og de liberale demokratiers sejr er et trosspørgsmål i den forstand, at det ikke er determinerende, og der er nogle, der vil en anden vej. Men Fukuyama synes i modsætning til Ole Vind at bekende sig til den særlige kristne dynamik. Det er ude af vore hænder, om en demokratisk impuls gør sig gældende i Iran. Men vi kan tro og håbe på det.