Kirken stråler i al sin glans

Kirken stråler i al sin glans
som en lykkelig kvinde,
helt sin egen og også hans,
som har hende i sinde;
han er den klippe, hvorpå hun går,
han er den tinde, hvorpå hun står.

Udsyn frit over jordens rand
til de yderste ender;
der, hvor himlen er sat i brand,
og hvor kragerne vender,
dukker en flåde ud af det blå
med kors og stjerner og sole på.

Havnen vrimler med folk og fæ,
og de lystige skibe
har lagt til kaj i ly og læ,
hvor de ligger på stribe,
indtil de sejler herfra igen,
Gud ved alene, hvor de skal hen. 

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/105/529/2