Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Alting højnes af dit nærvær
Alting højnes af dit nærvær, bjerge skaber du af skærver, så de rækker ind i himlen, lige ind i stjernevrimlen, dybere end mørket selv. Her er lyset altings kilde, her er alle blomster vilde her er blomster, her er bier, her er brodden en forbier, her er herligheden selv. Herskerinde min og muse, anemone min og rose, duften over alle bjerge, min formynder og min værge, min forløser og mig selv. For at elske skal jeg være nøgen mellem mine kære, som når træerne udspringer med et blad på hver en finger for at klæde skoven på. Klædt i løv, når det er sommer, klædt i støv, når tiden kommer, klædt i ånd, når ånden daler, klædt i ord, når ånden taler uden ord på åndens sprog. Kald det kærlighed for livet, kald det kærlighed til sivet, kald det lige, hvad du ynder, havkat eller helleflynder, kvækerfinke eller spurv. Hvor har lykken tabt sit hjerte, hvor i hele verden er det, er det lettet som en lærke, er det det, som jeg kan mærke i mit eget hjerteslag? Hør, fra en usynlig kilde lyder hendes toner milde som en rislen over marken, over bølgen imod arken, hvorfra duen fløj hertil. Her er lærker, her er duer, her er dadler, her er druer, her er vinen i sin fylde hentet frem fra støvet hylde, skænket i de store glas. Lad retfærdigheden fyldest ske ved kærlighedens hyldest til hvert enkelt skridt, du tager, hvor det dig din fod behager uden sti at finde vej. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/192/217
Kirken i Gyngen 