Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Nu leger gud igen med sproget
Nu leger Gud igen med sproget som med det allerførste ler, og former med sin tunge noget så let som ingenting og ser, at det er godt som aldrig før, når ordet falder, som det gør. Det falder som en regn i havet, som om det ingenting forslår, dog står i himlens stjerner skrevet, om Gud det vil, og tiden går, skal vandet stige højt og stort og stå en dag for himlens port. Så åbner himlen sine sluser og lukker overfloden ind, før den den gamle hvælving knuser, som var det edderkoppespind spændt ud fra himmel og til jord som fælde for det frie ord. Hver djævel har sin tid, og denne er bundet nu i tusind år, og ingen ved, hvor det er henne, og det er al den tid, han får, før Herren kommer i sin pragt, som han det os forud har sagt. Han kommer på de hvide skyer på flugt hen over land og ø, som helt og fuldt, imens de flyer, sig spejler i den blanke sø, så himlens billede står klart for os på jorden i en fart. Det er en drøm, der efterlader et spor af duft i krop og knæ ud i de nye bryllupsklæder på skuldrene af folk og fæ, der soler sig i brudens glans, selv om de ved, at hun er hans. Han taber både mund og mæle ved synet af den herlighed, hun bringer i den agt at stjæle et øjebliks opmærksomhed, når hun med følge skrider frem til festen i Jerusalem. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/391/424/2
Kirken i Gyngen 