Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Guds menighed er i ny og næ
Guds menighed er i ny og næ som månen ved aftenstide på færde hist mellem folk og fæ, nyudsprungne grene blide sig føjer efter en kvindes hånd, som månen fyldes af blod og ånd lavt mellem de høje huse. Der står et træ mellem den og os endnu med halvnøgne grene, som længes efter at være hos sin stjerne men står alene, Guds finger følger i et og alt som verdens lys og som jordens salt til æg og til smør på brødet. Guds menighed som den klare sol opstiger ved midnatstide, omspænder jorden fra pol til pol, end hælder den til en side, førend den synker i havet ned, omslynger jorden med kærlighed som skum på de hvide bølger. https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/147/62/2
Kirken i Gyngen 