Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Abel bragte frem sit offer
Abel bragte frem sit offer uden tegn og apostroffer, som han overlod til Kain, derfor Gud retfærdiggjorde ham, da selv han tog til orde og stod herlig op i Nain. Væk fra jordens overflade tog Gud Enok for at lade ham forskånes for at se døden i dens hule øje, morgenrøden fra det høje daler ned så hvid som sne. Noa blev en gave givet, ved sin gerning ud i livet frelste han sit hele hus, Gud så hen til ham i nåde mellem alle andre både både elefant og mus. Abraham brød op og søgte kun sin gode hjord at røgte, hvor Gud end ham fandt et hjem, det forjættede at finde land, han fandt det selv i blinde, så Det ny Jerusalem. Sara, ufrugtbar i livet, fik sin anden ungdom givet, fødte Abraham en søn, skønt hans livskraft var som øde, stod den op som af de døde og besvangrede* hende skøn. Underfuldt på hver en måde, var det Abraham en gåde, at forjættelsen fra Gud skulle ofres til den samme, blive derved bragt til skamme ved det åbenbare bud. Himlen mildnedes på jorden, Paradiset i sin vorden bredte sig på Moria, Isak på sit grumme alter sang som David i sit psalter halleluja, gloria. Isak selv i sine bønner velsignede sine sønner med det håb, som ingen ser, højere end alle himle, dybere end alle svimle skuer i det bløde ler. Esau spildte selv sin gave, Jakob snød sig til at have del i den på snedig vis, som han selv til Josefs sønner skænkede ved sine bønner til den yngste nådens pris. Josef så den dag oprinde, da de skulle vejen finde frit ud af Egyptens land, hvor de levede som slaver af de ting, som slaver laver ude i det golde sand. Moses af forældre sine skjultes godt og vel for hine, som Farao sendte ud, til han af Faraos datter fundet blev, og lyset atter skuede som en glans af Gud. Hellere i folkets sæder fandt han sine egne glæder for Egyptens pomp og pragt, førte det igennem havet, hvor egypterne begravet blev, hvor vejen just var lagt. Jeriko bag sine mure talte mellem sine fruer skøgen Rahab, som tog mod Israels udsendte spioner, medens alle andre koner bag de faldne murer stod. Hvorfor nævne flere navne, tiden knap, og skal det gavne, må vi ha det sidste med, hvem er det, som os forlader al vor skyld og vore lader for en himmelsk, salig fred? Kristus er det, vi forkynder for de gamle og begynder med det skrøbelige køn, Adam, siger Eva, smager på den frugt, som dig behager, som jeg fik den af Guds søn. * Kan synges på den angivne melodi, ellers besvangred'. Tilsvarende i forhold til “skuede” i vers 11. Hebræerbrevet kap. 11. Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/sammemelodi/484
Kirken i Gyngen 