Kirken i Gyngen

Vor kirke står på søjler to
foruden grund den faste,
den ene er den faste tro,
den anden er vor næste,
med hvem vi i uenighed
forsamles i Guds menighed
fra hver sin stand og kaste.

Det ene skyldes Jesus Krist,
som i de dødes rige
for ned og sønderslog for vist
sig høre lod og sige,
den fyrste, som sin bolig der
af hele sultens slavehær
lod rejse uden lige.

Som Lazarus af graven ud
går kirken med sit følge
på Jesu ord og klare bud
al død og sorg at dølge,
forvandlet er den mindste sjæl
fra isse og nedover hæl
på havets høje bølge.

Hvor Peter sank for Herrens fod
i sine vantro klæder,
i bryllupsklæder hun opstod,
i tillid og i læder,
som Venus født af havets skum,
Guds riges evangelium
med sine egne sæder.

Hun råder bod for bittert savn
som Dronningen af Syden
og knæler ned i Jesu navn
i stilhed og til lyden
af kirkeklokkens bedeslag
endnu på Store Bededag
forud for kirkefryden.

Halleluja, nu er det sket,
vor frelser er tilbage
på hvide skyers guldkaret
her i de sidste dage
i den enbårnes herlighed
med dømmekraft og kærlighed
at give og at tage.

Her er det ny Jerusalem,
en have i en have,
så det er skjult for alle dem,
der ingenting vil have
at gøre der alligevel,
her i det sande Israel
imellem tvende have.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/528/220

Du ser mit Himmerige
og skaber det på jord,
hvad andet kan jeg sige,
end at du på mit ord
står op af gravens mørke
og falder blid som regn
på jorden ramt af tørke
og tørst i hver en egn.

Jeg vælger dig blandt mange
forunderlige slags,
du kryber som en slange
og springer som en laks,
du kurrer som en due
og standser som en hjort,
min dronnings myretue,
min fæstning og mit fort.

Du er mit folk og virke,
som rejser sig med fryd
i fællesskab og kirke
for at få ørenlyd
i timernes spektakel
af himlen langt af led
for Herrens tabernakel
og hvert et ord derved.

Godhedens klenodie
vælder frem i slægtens minde
som en sand komedie,
hvor det gælder om at finde
guldhorn stuvet under mulde
skænket af din nåde fulde.

Før de smeltes om til guld,
gangbar mønt og ørenringe,
vrimler frem det hele kuld
under svanemoders vinge,
grimme ællinger at skue,
men umulige at kue.

Skallen brast, men dunet veg
for en fjederham af hvide
svanefjer, og svanen steg
på sit vingefang det vide
over syv af nordens lande
i Guds menighed den sande.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/584

Guds ord er som en vintergæk,
der skjuler sig i sproget,
som melodien, der blev væk,
som om der mangler noget,
et lille forårstegn,
en lille sky med regn,
der kalder smilet frem
med ét imellem dem,
en dorothealilje.

Velsignet er den bly viol,
som blomstrer alle vegne,
vor næstes under midnatssol
såvel som vore egne
for hånd såvel som fod,
dit legeme og blod
til os som brød og vin,
hver tømmer kalken sin
for sine judaspenge.

Guds nåde er en kaprifol
i pæretræets krone,
den slår sin duft ud under sol
i løvets høje trone,
og når det store træ
skal vejres hen som dræ,
opstår en mulighed
for tro og kærlighed 
for hyld og brombærranke.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/336/544/2

Velsign vort barn, du kære Gud,
driv alle onde ånder ud
af os, og lad din gode vilje
slå rod i barnet som en lilje.

Som du velsigner vin og brød
for os med dig i liv og død,
lad kærligheden være dråben,
der flyder over os i dåben.

Lad ingen djævel få et ord
at sige på din grønne jord,
dit land med guld og grønne skove;
du kommer på den vilde vove.

Du frelser os i nødens stund
med ordets sværd ud af din mund,
der kløver luften som et dige,
så storm og hav fra dig må vige.

Det lykkelige øjeblik,
som vi af dig i dåben fik,
det beder vi dig om at skænke
til vores barn i dødens lænke.

Hjælp barnet i din menighed,
omslut det med din kærlighed,
og fyld det med din gode vilje
af chokolade og vanilje.

Velsign vort barn, du kære Gud,
tag menigheden som din brud,
den dag, du kommer her tilbage
i herlighed de sidste dage.

Godheds ubændige vælde,
sandt at sige eller melde,
pibler frem i hver en krog,
ingen holder den tilbage
i de allersidste dage
i det store pilgrimstog.

Hovedrig er hver en synder
er det ord, hvormed begynder
første dag i tusind år
i det kærlighedens rige,
hvorom der er kun at sige
godt for det fortabte får.
	
Ulven går imellem huse
for at se sig om og snuse,
om den her sig fandt en ven;
førend jægeren den rammer,
uden sår og uden skrammer
er den hurtigt væk igen.

Værre er de vilde hunde,
der må have deres grunde
til at løbe hjemmefra
og begå en stor massakre
på de gimmerlam så lækre,
som den gode hyrde har.

Kristus går igennem kornet
over skel og rundt om hjørnet
med sin store hvide hund,
men forsvinder som en måge
i den store hvide tåge
næsten i den samme stund.

Hunden sender han tilbage
som sin talsmand alle dage,
den er vores bedste ven,
til han med sin hundeslæde
til opstandelse og glæde
vender hjem til os igen.

Ellevild af fryd og glæde
springer hunden fra sit sæde
op på Herrens nadverbord;
se Guds lam, som verdens synder
bærer i et væld af ynder
på Guds himmel ny og jord. 

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/484/106

Vor frelsers sol går ned i vest,
på skyen står han ud,
han ridder på sin hvide hest
igennem sne og slud.

Til himlens fugle råber han
som himlens sorte sol,
han råber stær og due an
hertil fra pol til pol.

De efterlader intet spor
på deres vej hertil,
de samles i en skare stor,
fordi de gerne vil.

Hvor silkehalen slår sig ned,
er sneen rød af blod,
det er et sted, som ingen ved
ved Paradisets flod.

Her vågner Adam af sin drøm
om al uskyldighed
og fyldes af evig strøm
af evig kærlighed.

Hans første ord er kvinde min,
han mangler bedre ord,
han mangler også brød og vin
at dyrke på sin jord.

Han går igennem ild og vand
i landet Gud ham gav,
han er en evig sædemand
fra vugge og til grav.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/655/364

Herinde bag hegnet,
hvor intet er hændt,
her haver det regnet,
hvor solen har brændt,
det grønnes på marker,
det grønnes på fjeld,
det vrimler med lærker
og lykke og held.

Vi samles om bordet
og frelserens bad,
vi samles om ordet,
vi kan udenad,
vi spredes for vinde
på vej og på sti
i håb og i minde,
vi har indeni.

Når frelseren kommer
så herlig som før,
en flyvende sommer,
en flyvende dør
kun for at meddele
den yderste dag,
så hejser vi hele
det vajende flag.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/400

Du kom som himlens sendebud
og rækker ret dit scepter ud,
om helt til jordens ender
det i en lige linje når,
det følger buen, hvor den går,
og hjem til folden vender.

Dit rige vokser allenstund,
som morgenstund med guld i mund
i dagen lang opstiger,
det vokser helt i himlen ind,
oplader legeme og sind,
som du i sandhed siger.

Sig sænker da den gyldne stad
på jorden ved dit bord og bad,
en flyvende tallerken
står stille på det runde bord,
som var den et bevinget ord
som spurven eller lærken.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/234

Mellem stjerner syv,
det er ikke lyv,
går Vor Herre for at bede
og sit blide lys at sprede
i sin menighed
i al evighed.

I sin kirke står
Herren med sit får,
og når vi i fåreklæder
kommer luskende og græder,
lukker han os ind,
kærlighed gør blind.

Løven går omkring
ud af ingenting,
bryder alle tiders lænker,
står i røg og damp og tænker
i det sidste slag,
det er sejrens dag.

Fra det fjerne ser
på de ting, der sker,
englene på deres vinger,
som de tegnes af Guds finger
i den rene luft
med et spor af duft.

På den hvide sky,
alle skygger fly,
vender Herren brat tilbage,
det er Antikristens dage,
som en ende får
nu i tusind år.

I sin menighed
fuld af kærlighed
går Vor Herre for at finde
ham og med sin tunge binde
ham på mund og hånd
såvel som på ånd.

Ledestjerne stor,
synger vi i kor,
i et land foruden stier
sværmer vi om dig som bier,
når du træder frem
i Jerusalem.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/601/471/2