Kirken i Gyngen

Nu skælver morgenstjernen lidt
og daler ned på jord,
hun sætter sine fødder blidt
bestøvlede i ord.

Så knæler hun ved alteret
og beder for sit liv,
imens hun åbner psalteret,
og Herren siger bliv!

Så rejser hun sig op og går
med Herren ved sin hånd,
mens menigheden stille står
fyldt af den helligånd.

Vor frue kirke siger ja
nu i sit fulde navn,
hør englenes halleluja
i valsens København.

Hør melodi her.

Jeg løfter mine øjne
imod det bløde bjerg
og prøver på at tegne
din ubetvungne borg.
Herfra skal du jo komme
og dømme liv og død
med dine milde domme,
som fra din læbe flød.

Du skabte jord og himmel
og alle ting deri;
det er en vældig vrimmel
ukuelig og fri.
Du lader ikke vakle
den fod, som følger dig;
du lader kun forkvakle
den, som forsager dig.

Du sover ikke Herre,
imens dit Israel
er stedt i nød, desværre;
men du gør alting vel.
Du falder som en skygge,
hvorend din tjener går,
til højre og tillykke
med endnu tusind år!

Nu skinner solen ikke
og månen heller ej,
og ej kan torne stikke
på rosenbladevej.
Alene skal du Fader
mod ondt bevare mig,
når du min synd forlader
her i dit Himmerig.

Efter Salme 121.

Hør melodi her.

Etiopien sin hånd
strækker ud mod Herren,
Herrens ord og Herrens ånd
tager plads i kærren.
Fillip den apostel fin
følge må den herre sin,
førend han forsvinder.

Siden blev han set igen
nu i Kæsaræa,
solen skinnede igen
også i Nikæa.
Under kejser Kostantin
skabte menigheden sin
søde trosbekendelse.

Hør nu fra Det høje Nord
skal til himlen stige
lydefrit fra Herrens bord
til hans Himmerige
lyden fin af bægerklang
igenfødt ved altergang
her i Edens have.

Hør melodi her.

Lad os se med vore egne øjne,
hvad der sig i Betlehem lod ske,
langt, langt ude i de øde egne
sig imellem hyrderne lod se,
mellem hyrderne som stod
med Guds lam og sig bevæge lod.

Thi det var for alle folk en glæde,
at Guds søn her blev et menneske
og imellem hyrderne tog sæde
og lod dette store under ske,
og i himlen var der fryd,
og på jorden var der kærlighed.

Jesu moder tog sit barn på armen,
og hun svøbte ham ind i sit sjal,
og hun lagde ham vel ind til barmen,
da han græd udi sin store kval,
og da han var mæt og sød,
spiste hun et lille stykke brød.

Det er sket for længe, længe siden,
men i nat så er det sket igen,
det er blevet flettet ind i tiden,
og det er et billede i den,
og det stråler over alt,
hvad der nogensinde er fortalt.

Lad os gå og lade dem alene
som før hyrderne ved Betlehem,
nu er alle hjerter blevet rene,
selv om der er synd imellem dem,
mellem hyrderne, som stod
med Guds lam og sig velsigne lod.

Hør salmen her.

Lykkelig er den, som ikke
følger ugudeligt råd
og går i den tro, at synden
det er den sande dyd.

Og ikke tilbringer dagen
i en ugudelig hob
men er alene sammen
med Jeremias og Job.

Gud er et træ, som er plantet
alene ved bækkens bred,
og det er tungt af frugter
i en uendelighed.

Men de ugudelige
flyver som avner i flok,
når de er løftet af vinden;
og det er ikke nok.

Derfor skal de ved dommen
ikke slå rødderne i
jorden, som Gud har løftet
ind i sit Himmerig.

Efter Salme 1.

Nu rækker Herren hånden ud
med brød til sine lam;
han skænker dem sit eget blod
af kærlighed til dem.

Han giver dem ej stene nu,
hvor de har bedt om brød;
han bliver hos dem lidt endnu
indtil den visse død.

Så skrider over Kedrons bæk
han til den tunge ve;
den sidste nat er sort som blæk
her i den hvide sne.

Han beder, lad den bitre kalk
nu gå min mund forbi;
men han er lammets modermælk,
som den skal blandes i.

Der står en engel over ham
og skænker ham sin ro;
vor frelser er et lille lam,
der beder om sin tro.

Her sætter han et øre på,
så vi kan lytte med;
det billede skal altid stå
på Jesu kærlighed.

Hør melodi her.

Vågn Zions harpe op igen
på dit besungne bjerg,
på Jordans hede og igen
ved Kedrons bæk af borg.

Genlyde skal alligevel
nu til Messias’ pris
det gode navn Emmanuel
som før i Paradis.

Nu times skal det Israel,
sin konge skal hun få;
han kommer og gør alting vel,
som hun i spejlet så.

O, skynd dig Herre, lad det ske,
hvad ømt hun drømte om;
vidunderlig er du at se,
og herlig er din dom.

Efter “Wake, harp of Zion” James Edmeston, 1846.

Hør melodi her.

Her skyder kvisten mod himlens skyer,
her vokser skuddet af Isajs rod,
og han skal være en stor fornyer
og fuld af visdom og stærk og god.
Han lader ikke sit sind bedrage,
han dømmer kun med retfærdighed,
han holder hånd over alle svage
og fylder jorden med kærlighed.

Her lever ulven et sted med lammet
foruden nag og foruden nid,
og panteren, den skal have ammet
det lille nyfødte gedekid.
Og kalv og løve er lige gamle,
de græsser sammen på højdedrag,
her kan en dreng dem omkring sig samle
og vogte dem den udslagne dag.

Her i sit hi har nu bjørnen fundet
den kære ko i sin dybe søvn,
og bjørneungerne, de har blundet
med koens kalve til fælles gavn.
Den gamle løve i grønne enge
nu tygger drøv med den gamle tyr,
og barnet springer med sol af senge
og vækker slangen af alle dyr.

Her volder ingen hinanden onde
og ødelæggende ar og mén;
her går selv døden med ét til grunde
og lægger hånd på de kolde sten.
For alt er fyldt af en stille viden
om kærlighed som den dybe bund,
som ligger under nu, før og siden
alverdens hav og helt uden grund.

Her vajer kvisten af Isaj stamme
frit som et flag over alle folk,
og de skal søge ham med det samme
og tale med ham foruden tolk.
Han hersker over de høje skyer
i stormens øje, han går på vand,
og han skal være en stor fornyer
i Israel og Ægyptens land.

Gendigtet efter Esajas 11,1-10.

Hør melodi her.

Ned fra himlen i det høje
kom befaling i dit ord,
og du hersker over alle
hjerter i det kolde nord.
Fra din vrede er jeg veget
under dine fødders ly,
hvor nu svangen er min himmel
i Jerusalem det Ny.

Nu går våren gennem Nyhavn,
vil jeg tro, og det kan ske,
at den slår et slag og viser
sig et sted, hvor vi kan se.
Der er endnu et par timer
af den dag, der går på hæld;
vi kan nå at flette fingre,
vi kan nå at stifte gæld.

Men den kommer, før man aner
det, den skumringsfyldte stund,
og den skaber en forvandling
i den dybe undergrund.
Selv om mange år er gået,
før jeg tog dig i min favn,
har jeg dog på mine læber
båret lyden af dit navn.

I den kolde forårsmorgen
vågner jeg af liden blund,
og du vågner påskemorgen
netop i den samme stund.
Til din glæde er jeg krøbet
under dine vingers ly,
hvor din dyne er min himmel
i Jerusalem det Ny.

Hør melodi her.

Nu går en morgen over jord,
og vi står op til dine ord;
dit skaberværk er fuldt af liv,
min Gud gå med mig nu og bliv.

Sød er den lyse morgenluft,
når den udånder al din duft;
og blå og klar er himmelen
udslagen over vrimmelen.

Nu sidder på sin trone fin
du selv i guld og hermelin,
og kornet står til dine knæ,
og frugten falder ned i læ.

Så sænker mørket over jord
sig ned i dine egne ord;
det gør mig glad at tænke på,
at du igen med mig vil gå.

Hvad hele dagen lå i skjul,
det kommer frem, når det er jul;
din stjerne leder alle dem,
der søger dig, til Betlehem.

Efter “The morning walks upon the earth”, Stopford A. Brooke (1832-1916).

Hør melodi her.