Kirken i Gyngen

Hver en julemorgen
daler englen ned,
slukker julesorgen
med sin kærlighed.

Englen vil velsigne
hvert et lille hjem,
sådan vil han ligne
dig i Betlehem.

Når du selv en aften
også banker på,
skænkes druesaften
i dit bæger blå.

Og når du forlader
os og al vor synd
til din milde fader,
byder du forkynd!

Fuglene af reden
flyver i hver vrå
ud med juleglæden
til de store små.

Julesorgen slukkes
i det lille hjem,
julerosen plukkes
i Jerusalem.

Hør melodi her.

Herre! Jeg følger dig, ført af din hånd,
selv om jeg ikke ser dine ledebånd.
Du går ved siden af mig over sø og land,
hvor end jeg rejser hen i enhver forstand.

Kilden af klippen frem springer i væld,
manna fra himlen ned daler hver en kvæld.
Aldrig så stor en nød, at du ej trods den bød;
ravnen og slangen gav vand og dagligt brød.

Tit har du ført min vej til Maras bred,
hvor vandet smager grimt, grimt på det sted;
men når jeg bad til dig, rakte du selv til mig
korset, som gør det sødt, sødere af dig.

Herre! Jeg ønsker mig nærmere dig,
ind i den kærlighed, som du gav til mig;
jeg følger dig idag, det er min fødselsdag,
du går den tunge vej til dit Golgata.

Graven var dig for trang, synger vi lydt;
du har gjort levende, hvad der før var dødt.
Nu er jeg blevet din, og du er blevet min;
himlen bevæger sig til os fra Berlin.

Vers 1-4 efter “Savior! I follow on”, Charles S. Robinson, 1862.

Hør melodi her.

Jeg er selv et billede
på et sted i Edens have,
hvor vi rejser os af grave
for at mødes her igen.
Her, hvor to og to er fire,
og hvor ingenting er mere,
her får kærlighed og tro
lov at blive én af to.

Jeg er kærligheden selv,
som på Golgata forbløder
og alverdens liv forsøder
ved at leve op igen.
Her, hvor fem kan være lige,
er der ingenting at sige,
kun treenighedens ord
løfter sig af muld og jord.

Jeg er Helligånden selv,
der som ild og vand og svaler
ned fra himlen går og daler
for at finde dig igen.
Her, hvor syv og ni er tretten
eller hundrede og sytten,
lover jeg i tusind år
fred i evighed og år.

Jeg er selv et menneske
med en underskrift forneden
på et skøde over Eden
lydende mit navn igen.
Her, hvor ingen kender dagen
og ej heller kender magen,
sænker sig alligevel
himlen over Israel.

Jeg er menigheden selv,
som nu samles i sin kirke
for at bede og at virke
til Guds herlighed igen.
Her, hvor fem af brød er mange,
og hvor fisk er til at fange,
hvor de findes i det blå,
skal I alle føde få.

Jeg er selv et sædekorn,
som er faldet i den gode
jord og trampet ned for fode
for at rejse sig igen.
Her, hvor nogle giver tyve,
giver andre fyrretyve
og selv nogle hundred´ fold,
alt er givet Gud i vold.

Jeg er selv et ægteskab
mellem Lammet og en due,
der nu hjemme i din stue
stifter fred for dig igen.
Her, hvor syv er alle dage,
lyder det fra alle tage:
Nu er tidens ende nær!
Nu er evigheden her.

Jeg er evigheden selv,
som nu findes i dit øje,
hvortil øjenlåget føje
sig et øjeblik igen.
Her, hvor syv i anden giver
niogfyrre og tilgiver
mig i roden under jord,
vokser jeg i Jesu ord.

Jeg er selv det sidste ord,
jeg er alfa og omega,
og nu vender jeg tilbage
til begyndelsen igen.
Her, hvor Gud er alt i alle,
skal i evighed jeg falde
ned som solen på sin sky
i Jerusalem det Ny.

Jeg er selv den sande Gud,
der nu sidder på sin trone
med sit scepter og sin krone
i sin herlighed igen.
Her, hvor kærlighedens ynder
en mangfoldighed af synder
skjuler, når de springer ud,
er jeg selv den sande Gud.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

Kom herre, Jesus til os hjem igen igennem Betlehem,
og lad det ske, og lad os se Det ny Jerusalem.
Nu sidder du og tænker på, hvordan det hele vel skal gå
på dommens dag fra sag til sag, som nu skal genopstå.
Nu plukkes tusind tusindfryd af englene, for du er død,
og om dit hår i flor de står såvel som ved din fod.

En vej af tusind tusindfryd dig følger, hvor du gik og stod
fra evighed til evighed i stedet for dit blod.
En tåre fra dit øje flød fra himlen ned i jordens skød,
og jordens skælv og himlens hvælv blev sammen vin og brød.
Nu daler i din helligdom til ihukommelse og dom
som julesne, det kan vi se, Det ny Jerusalem.

Hvor engle ej tør træde, går vi nu med sne i vores hår,
og hvert et skridt går alt for vidt, men grænserne består.
Vi overskrider alle skel, men de består alligevel,
det er som om, at himmelen sig spejler i os selv.
Nu tændes lys i alle hjem, så vi kan gå og se på dem,
der nu står op og lukker op for os i Betlehem.

Se, juletræet med sin pynt er allerede selv begyndt
i al sin glans og din og hans, og lysene er tændt.
Det står så stille, som det stod, den gang det pyntedes med blod,
og lod os se, og lod det ske, som englene forstod.
Nu knæler vi ved træets fod og åbner gaverne, du lod
os skænke her og siden der i himmelen hos Gud.

I stedet for at slå ihjel, så bygger vi omkring os selv
en mur af sten for hver og én i hele Israel.
I ly af kirkens mur af sten, så skænker du til hver og én
den vin så god, som af dit blod sprang ud på hver en gren.
Mit bæger flyder over nu, og englene og også du
er inde her, og himlens hær går ind i Katmandu.

Nu lægger vi en ring af sang omkring det dybe Babylon,
og én for én blir hver en sten til himlens helligdom.
Nu står på himlen sole to. Halleluja, hvad skal vi tro?
På hver og én, på hver en sten, og sammen synge O.
Nu vender Jesus hjem igen, og vender kinden til igen,
igen, igen, igen, igen igennem Betlehem.

Nu rejser tusind tusindfryd sig op, hvor de har lagt sig ned
i liv og død i evighed i græsset for din fod.
Så synger vi halleluja, og siger ja og amen, ja,
for slaget stod i kød og blod på sejrens Golgata.
Se der, hvor dine fjender stod, der ligger de nu for din fod
og beder om at få din dom af dig i overflod.

Her går du mellem revl og krat, Guds lam imellem hund og kat,
og stifter fred i evighed imellem dag og nat.
Nu stiger solen op i øst og synger højt med hellig røst:
Velkommen vær fra fjern og nær i evighed og høst!
Du kalder dine kære hjem, og det vil sige alle dem,
der tror på dig og beder dig: Bi i Jerusalem.

Frihedsgudinden går omkring på jorden, og hun går i ring,
hun går på vand, hun går i land og siger ingenting.
Her sænker hun sit øje ned på jorden, som er fuld af fred
og helligånd og folkeånd og himmelsk salighed.
Nu stiger vandet overalt, hvor hendes øje på det faldt,
og i sit spejl hun sine fejl ser i en tåre salt.

Den lille havfrue til bunds går i sit allerbedste kluns
og svømmer ind i alle sind, det syvende er hans.
Så vender han sin ganger om, til himlens hær han råber: Kom,
jeg kommer snart og gør det klart som dagen ved min dom!
Han tager kloden i sin favn og siger alle landes navn,
og lad det ske, og lad os se det ske i Jesu navn.

Hør melodi her.

Her under verdens strenge blik,
som fylder os med sorg og skam,
går vi den vej, som Herren gik
til Golgata som slagtelam;
vi skylder i hans spor at gå,
i herlighed at genopstå.

Den nåde, Herre, lad os se
at sige os det onde fra,
og stoppe munden til med sne
på den, som ondt i sinde har;
som duen blid og slangen snild,
det hører kristenlivet til.

Her under solens øje dit,
som fylder os med fryd og sang
er tanken blid og ordet frit,
som tilfældet var den eneste gang,
Guds søn selv steg i Helvede ned
og skænkede Gud sin kærlighed.

Vers 1-2 efter Charles Wesleys “Watched by the world’s malignant eye”, 1762.

Hør melodi her.

Jeg er bange for at drukne,
når du hælder nærvær op i stuen,
og jeg kæmper for at holde
mit hoved oven vande;

men det lykkes bare ikke,
med en gispen må jeg sluge
alt det vand, som du har fyldt
med mere ilt end selve luften.

Og jeg ånder i det flydende,
og jeg ser dig blive siddende
hos mig ved mit bord.

Og jeg skænker op i glasset,
det er tykkere end vand,
og det minder om det rene ord for Jesu blod.

Græd han for Jerusalem,
og vi græder ikke for ham?
Lad tårernes flod i angerens seng
bevæge Guds lille lam.

Guds søn gennem tårer så,
at englene undrede sig:
Forundrer det dig, min angrende sjæl,
at Jesus, han græd for dig?

Han græd, at vi græde må;
hver synd har sin tåre fortjent;
kun himlen alene er fri for synd,
og hjertet er altid rent.

Men nu er du også selv,
og det skal du vide for vist,
fremdraget af livets angrende flod
udsprungen i Jesus Krist.

Vers 1-3 gendigtet efter “Did Christ o´er Sinners weep”, Benjamin Beddome 1787.

Hør melodi her.

Nu vågner jeg i en fremmed seng
med regnens lyd i mit øre,
der åbner sig for din fuglesang
om, hvad du vil jeg skal gøre.

Du kommer i parallelle rør
fra loftet ned under karmen
til radiatoren lige her,
hvor der kan åbnes for varmen.

Men lige nu er det ikke koldt;
jeg ligger under din dyne,
og her har jeg dine hænder holdt,
imens jeg selv kom til syne.

Nu er jeg set i dit øjeblik,
og natten må gerne vige
for dagen, der ligner på en prik
et år i dit Himmerige.

Hør melodi her.

Det er en god øvelse at vende op og ned på alt.

Det er der skrevet en roman om, som hedder “Abernes planet”. Her når et rumskib efter mange års rejse gennem universet frem til sit bestemmelsessted, der viser sig at være en planet, der ligner Jorden til forveksling. Blot er det på den fremmede planet aberne, der er ved magten. En af de mindeværdige scener i bogen er der, hvor helten kysser eller ikke kysser en kvindelig abe til afsked. Sådan husker jeg bogen.

Fra filmen husker jeg, at det til sidst viser sig, at den fremmede planet i virkeligheden er jorden selv. Astronauterne har rejst med lysets hastighed og er ikke blevet ældre, mens tiden er gået på Jorden. Helten opdager det ved at se Frihedsgudinden række sin fakkel op over vandspejlet på den oversvømmede by. Selv om helten synker i knæ, er det alligevel et smukt symbol. Frihedens fakkel lyser over alle omskiftelser.