Kirken i Gyngen

I dagens citat beskæftiger Krishnamurti sig med fænomenet frygt, som ikke blot er en fysisk reaktion men også en psykologisk proces. Altså ikke blot en relevant reaktion i en farlig situation men også en adfærdsregulerende mekanisme i en voldeligt samfund.

For at forstå dette spørgsmål til bunds må vi se vor egen frygt i øjnene, ikke frygten for det ene eller andet ude i samfundet eller frygten for det ukendte.

Vor egen frygt får et overraskende velkendt ansigt, når den ene ven ikke bryder sig om den anden. Så bliver vort sind en slagmark for modsatrettede kræfter. Men kan vi rumme tragedien i os uden at vælge side, går vi fri af den. Vi overlader scenen til de andre og er ikke længere i vejen.

Hjemløs jeg var en gang. Var det i går,
at jeg mig ønskede op til støvets år?
Nu træder du imod mig med din kærlighed.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Vis mig den smalle vej, vejen til dig,
det er det eneste, som jeg ønsker mig.
Du fører mig afsted, hvorhen jeg ikke ved.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Nu har mit øje set klart som en sol,
at du har sat dig ned i din nådes stol.
Her skal mit Betel stå ved din barmhjertighed.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Her i min Faders hus sover jeg ind.
Helvedes klokker slår i mit stille sind.
Nu har jeg fået fred, englene daler ned.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

(sammendrag)

*
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!
Over mit leje står korsets kærlighed.
Jeg vågner af min drøm til Jordens herlighed.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Hjemløs jeg var en gang. Var det i går,
at jeg mig ønskede op til støvets år?
Nu træder du imod mig med din kærlighed.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Vis mig den smalle vej, vejen til dig,
det er det eneste, som jeg ønsker mig.
Du fører mig afsted, hvorhen jeg ikke ved.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Nu har mit øje set klart som en sol,
at du har sat dig ned i din nådes stol.
Her skal mit Betel stå ved din barmhjertighed.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Eller på vingesus kløver jeg sky
med himmellegeme i en Himmel ny.
Lærken sin trille slår med uophørlig flid.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

*

Her i min Faders hus sover jeg ind.
Helvedes klokker slår i mit stille sind.
Nu har jeg fået fred, englene daler ned.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Nærmere Gud til dig knæler jeg ned
under det hvide kors, som du for mig led.
Her er mit legeme, her er mit røde blod.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Efter “Nearer, my God, to Thee”, Sarah F. Adams, 1841.

Hør melodi her.

I dagens citat spørger Krishnamurti, om vi er opmærksomme på os selv indadtil, psykologisk. Er vi klar over det, når vi omgår sandheden, taler med to tunger, siger et og gør noget andet – og når vi citerer andre? Det er sidstnævnte praksis, han vælger at opholde sig ved. At citere andre er at leve andenhånds, at være autoritetstro – at være konform. Selv det at henvise til det gode eksempel er at være konform. Gode eksempler er der nok af.

Heller ikke Krishnamurti selv er et forbillede. Det, han siger, rummer en opfordring til at være opmærksom på sit eget reaktionsmønster, og det er netop noget andet end at se hen til et forbillede.

At være alene med sin afmægtighed er i sig selv sagen. Men hvilket sind er det, som således er i stand til at være opmærksom på sin egen afmægtighed og derigennem forvandles? Det må nødvendigvis være et sind, som er berørt af en uskyld, som er afmægtigheden overlegen.

Jordens kød og knogler
hakker Gud til fars
på de høje nagler;
det er jul på Mars.

Englen stråler stille
uden sang og ord,
sådan som det ville
lyde over Jord.

Julerosen breder
mægtig som en eg
sig på fjerne steder
vældig, hvid og veg.

I det grønne mørke
er endnu en knop
rede til at lukke
sig i morgen op.

Sådan blir det også
andenjuledag
ude i det store
verdensrum en dag.

Jordens kød og knogler,
frikadellefars,
Mose tunge tavler;
det er jul på Mars.

Til maleri af Inge Marie Eriksen (1930-2010).

I dagens citat anvender Krishnamurti 20 år efter sit brud med Teosofisk Samfund igen billedet fra sin tale i Ommen i 1929, om at der ikke findes nogen sti til sandheden. Du har ikke din vej til sandheden, og jeg har min. Vi har hver vore idiosynkrasier og særheder, men de bringer os ikke i berøring med sandheden. Uanset hvilken tilgang vi har til sandheden, vil den være begrænsende og vil derfor lukke os inde i stedet for at bringe os i forbindelse med virkeligheden.

Selv hvis vi har den tro som er sandheden, vil den begrænse os, hvis vi lader den krystallisere til identitet.

Det er en anden tale end den, der skjuler sig bag dialogens figenblad. Ikke alle religioner fører til Gud – men ingen af dem. Dogmerne er mægtige ruiner af sandhedens øjeblik. Akropolis er ærefrygtindgydende, men det er ikke levende. At forlade det er en velsignelse.

Vi løfter hjerterne op til dig,
når din magt fornys!
Mod dig er solen en skygge selv
set i et forklaret lys.

O lad din stråle komme fra øst
ind i sorgens nat!
Gå gennem tågen af vore fejl
så let som en stribet kat.

Hvor lykkelig er skabelsen nu,
hvor der før var suk!
Glade vi på din forandring ser
og takker med nej og buk.

O lad nu ingen sprede sin skræk
i den nye dag!
Men Jesu blod vil den vaske væk
som dug på det hvide flag.

Må vi kun sørge for vore fejl
i det gamle år!
Livet er kort, og vi har det kun
hos os, imens tiden går.

Gudfader, søn og den helligånd
skaber lys igen!
Troens treenighed skal bestå
sammen med velsignelsen.

Efter “We lift our hearts to Thee”, John Wesley 1741.

Hør melodi her. eller her.

1
Hør, nu er klokkerne faldet i
på det tolvte slag!
Vi springer ind i det nye år
på dets allerførste dag.

8
Nu lander vi igen med et bump
på den hårde jord!
Ligesom katten fra bordet sprang
velsignet af Jesu ord.

I dagens citat får Krishnamurti spørgsmålet om, hvad man kan gøre for at forstå hans budskab til bunds. Det svarer han ikke gerne på, for han har slet ikke noget budskab i den forstand! Ikke i den forstand som Gitaen eller andre ligegyldige bøger har det. Krishnamurti understreger, at hans eneste funktion er at være et spejl – i det spejl kan du og jeg blive opmærksomme på den sorg, vi bærer på, den angst der martrer os, vor ensomhed og depression.

Det handler om denne kunst at lytte, kunsten at se, kunsten at lære. I hver enkelt af os står hele menneskehedens historie at læse.

Ikke Krishnamurtis konklusion men selve hans refleksion er budskabet, fordi den fremkalder et indre landskab i den, der lytter med. Et landskab, der ikke er præget af blokeringer og fordømmelser. Det åbne indre landskab, som støder op til andre indre landskaber og skaber et ydre. Har vi således et fælles ydre, helligt rum, som ikke er præget af konflikt? Vi har hver vore smertens katedraler. I landskabet imellem dem optager den ene flod den anden i sig.

Et barn er født i Betlehem
til glæde for Jerusalem.
Nu er der fred på vores jord
i øst og vest og syd og nord.

Nu er der fred i alle sind,
i staldens lys kom hyrder ind.
Her så de barnet ligge svøbt
i krybben allerede døbt.

Nu døbes skal med juledåb
enhver, som giver barnet håb.
Han selv med tro og kærlighed
er steget til de mindste ned.

Så tro og håb og kærlighed
er nu en sand treenighed.
Sig folder himlens vinger ud
og stiger lige op til Gud.

Nu er der fred på vores jord
i øst og vest og syd og nord.
Et barn er født i Betlehem
som var det i Jerusalem.

Se engelsk version her.
Se nodeark her.

Således vil jeg favne
og elske dig i nat;
du er blandt alle navne
Marie min og skat.
Mig Jesus vil berede
med jubel og med sang
og anger til at bede
i vores himmelseng.

Dit Zion svinger palmer
i solskin og i regn;
du synger mine salmer
alt under korsets tegn.
Mit hjerte dig til ære
skal tændes som et træ,
og julelys skal være
tændt i dit øjes læ.

Jeg kan fra stalden høre,
fordi her er så lydt,
en gråd ind i mit øre,
fordi et barn er født.
Jeg ligger i min køje
og holder næsen kold,
da tåren i mit øje
mig giver Gud i vold.

Hør melodi her.

I dagens citat spørger Krishnsmurti om, hvad det vil sige at dø. Alternativet er at fortsætte. At dø eller fortsætte. Det er spørgsmålet. Det er også evangeliets spørgsmål. At tage imod sine synders forladelse og døden i Kristi skikkelse eller at forblive i synden og dø i synden. Krishnamurti taler rent og purt om det kristelige – uden selv at identificere sin tale som kristelig. Det troens spring kan alene den kristent bestemte tilhører selv foretage.

Krishnamurti accepterer ikke disciple. Ingen skal tro på det, han siger, uden selv at genkende det som sandhed. Men kun den kan genkende det som sandhed, som kender evangeliets sandhed. Ingen kan udfra sig selv erklære sig enig med Krishnamurti.

Krishnamurti kommenterer også her den asiatiske forestilling om reinkarnartion, som han nedsættende kalder ganske bekvem! Den lider nemlig af den skavank, at den adskiller årsag og virkning. En god gerning i dette liv hævdes at give belønning i det næste. Men hvis man handler rigtigt uden egoisme, bringer det øjeblikkelig sin egen godhed med sig.