Jesus, dine klare øjne

Jesus, dine klare øjne
møder mine himmelblå,
når du hjem til dine egne
kommer med din kjortel på.
Jorden klæber til din krop,
selv om du er steget op
til din himmel for at stige
ned igen med Himmerige.

Lig en morgenstjerne lyser
du på himlen i et blå,
før et øjeblik du fryser
og igen på jorden stå.
Når du rækker hånden ud
på din faders første bud,
tager du din brud til ægte;
ingen kan sin hånd dig nægte.

Nådig skænker hun sit rige
hjerte til din ensomhed,
og hver dreng og hver en pige
byder hun at være med.
Satan og vil mænge sig,
men hun tænker kun på dig,
som det sig på dagen sømmer,
når den store mester kommer.

Vil den onde ånd forlokke
hende ad sin egen sti,
hører hun din kirkeklokke
hver gang, at den falder i.
Det er lyden af dit ord,
da du skabte vores jord,
der er kommet stærkt tilbage
nu i vore egne dage.

Ja, selv når orkanen krænker,
hvad du har tilendebragt,
finder hun i sine tanker
udtryk for, hvad du har sagt.
Helligånden er en vind,
som går ind i sjæl og sind
helt ad sine egne veje,
bøjer løvet for dit øje.

Påskeliljerne sig bøjer
på din grav, når det er vår;
dertil øjet blidt sig føjer,
og din kærlighed består.
Selv om loven som et sværd
strejfer både her og der,
tager hun dig rask ved hånden,
kysser dig med helligånden.

Al din godhed skal nu vælde
fra dit hjertes kildespring;
det skal for en verden gælde,
at du nu går frit omkring.
Se, en himmel ny og jord
spejler sig i dine ord;
når du til din kære taler,
løsner hun de blå sandaler.

Jesus, du har åbenbaret
dig i legeme og blod,
og du har for mig forklaret,
hvad jeg ikke før forstod.
Mine øjne kan nu se,
jeg kan se, hvad der skal ske;
vejen frem er som en stige
lige ind i Himmerige.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her eller hør melodi her.

I huset ved havet

I huset ved havet, der boede han,
den fisker, som fangede sjæle
langt mer end de andre i Israels land,
så mange, at nogle var fæle.

Sig sænkede ned en forunderlig dag
en dug for hans øje det klare
med firben og grise og fugle og kvæg,
alt spiseligt at åbenbare.

Han hørte en stemme, der sagde det alt,
at slagte og spise han skulle,
han hørte det godt, men forstod det kun halvt,
at loven nu lå under mulde.

Dog lænkerne faldt af hans trælbundne krop,
en engel ham førte tilbage
til vennerne, og da de lukkede op,
fortalte han dem det og sagde:

Der findes et ord af den levende Gud,
som jeg ikke vover at sige,
og kun i min bøn tør jeg lukke det ud,
at nu er for Gud alle lige.

Efter Apostlenes Gerninger.

Hør salmen: her.

Sommertid

I år er der tid til at høste,
kornet er tørt og fint,
glæden breder sig stille,
og hjertet blir ikke pint.

Omkvæd:
Man kan møde en mark,
hvor man kommer omkring,
som er høstet roligt og halvt;
og mens stråene står, og timerne går,
fatter vi, at sommer er tid.

I år er der tid til at elske,
her har vi lagt os ned,
og du har taget min styrke,
og jeg har følt din fred.

I år er der tid til at sylte,
haven er fuld af bær:
brombær og hindbær og solbær.
Snart er det her, det sner.

I år er der tid til at dale
ned som et gulnet blad
under de nøgne grene
midt i den gyldne stad.

I år er der tid til at følge
fuglenes frie flugt
over de bundne marker
ind i den dybe slugt.

I år er der tid til at sætte
uret tilbage igen,
og det er lossens time.
Alt kan der ske i den.

O kom og hvil i mig

O kom og hvil i mig,
du indre styrkes ånd,
og lad mig dele den med dig
din frihed fra mit bånd!

Skrid frem den gode dag,
som skjuler al min synd,
som skal forsvinde med et slag,
den nye dag begynd!

Vær du mit vidne Gud,
at alt jeg gør er ret
ifølge hvert af dine bud,
og jeg gør intet slet!

Jeg skal ej bede mer
end denne ene bøn,
og når du min forvandling ser
at være som din søn!

O kom og hvil i mig
sol over soles sol,
om kap jeg stråler kun med dig
og med den blå viol!

Vers 1-4 gendigtning af “O Come and Dwell in me”, Charles Wesley, 1762.

Hør salmen: her.

Må, hvor englene velsigner

Må, hvor englene velsigner
dig, min tunge synge med?
Mennesker og engles herre,
du er altings kærlighed.
Hver en vrå på jorden synger.
Med genklang af Paradiset
gennemglødes vore stemmer
i en lovsang til din pris.

Til din overmåde store
herlighed serafen led
nederlag i sidste ende
i en brand af kærlighed.
Hellig, hellig, hellig være
han som er og var og kommer,
synger den nu uden ende.
Selv jeg synger: Herre Kom!

Med din store rige nåde
træder du i mørket ind,
tænder lys med dine hænder
i det mørkelagte sind.
Lyset falder på dit ansigt.
I bengalsk belysning viger
du tilbage til din himmel
i din faders Himmerig.

Skal vi allesammen komme
til den store bryllupsfest,
hvor du tager den til ægte,
der var kommet med som gæst?
Lad mig ikke dø i synden,
lad det høres på min stemme,
at den klinger i dit øre
i Det ny Jerusalem.

Efter “Mighty God, while angels bless Thee”, Robert Robinson, 1774.

Hør melodi: Her.

Hvem har med sådan kærlighed

Hvem har med sådan kærlighed
os skænket al sin herlighed,
sin egen sti på jorden trådt
til os den nat, han blev forrådt?

På korset han sin krone bar
af gennemstungne laurbær,
som tornebusken i sin brand
før bar i ørkenen af sand.

Min Gud min Gud, hvorfor er du
nu den, du er i al din gru?
Nu har du mig i døden sendt,
hvor intet menneske er kendt!

Lad døden dog min sjæl udfri
og find en grav og læg mig i,
og tilgiv dem, der vil mig ondt;
det er dem alle vel forundt.

Og lad dem følge mine spor,
hvor end de går på denne jord
igennem ørkenen ind i
det ubetvungne Himmerig.

Efter “O who like Thee, so calm, so bright”, Arthur C. Coxe, 1840.

Med os

Med os før vi blev undfanget
dybt et sted i moders liv;
ånder liv i vore lunger
med et faderkærligt bliv.

Med os, når vi os besværer
med at så, og høster ej;
siger til os, at om føje
år står kornet i vor vej.

Med os og når stormen raser
over vores mørke sti;
vækker håb i vore hjerter,
gør hver ængstelse forbi.

Med os, når vi lader vore
hjerter døbe i din flod,
og når vi ved bordet tager
mod dit legeme og blod.

Med os, når vi gennem døden
vandre må; du går forbi,
og du tager os ved hånden
med ind i dit Himmerig.

Efter “Always with us”, Edward H. Nevin 1857.

Gud lod søvnen sænke sig

Gud lod søvnen sænke sig
over en alene,
og han lå og strakte sig
under træets grene.

Og hun pakkede det ind
i sit kød alene
benet, som hun lagde ind
under træets grene.

Og nu byggede hun op
mutters og alene
kvinden i sin egen krop
under træets grene.

Hun er kød og ben af mig,
kvinde dog alene,
sagde Adam frem for sig
under træets grene.

Adam og nu Eva var
nøgne og alene,
men de blev det ikke var
under træets grene.

Slangen, som var skabt af Gud
ene og alene
for at være skumpelskud
under træets grene.

Går du her og er så sød,
ensom og alene,
spurgte slangen, og det lød
under træets grene.

Jeg er ikke særlig sød,
når jeg er alene,
sagde Eva varm og blød
under træets grene.

Førend slangen så sig om,
så var den alene
inde i sin helligdom
under træets grene.

Adam, sagde Eva varm,
når vi er alene,
vil jeg ligge i din arm
under træets grene.

Den løve, som mod Samson sprang

Den løve, som mod Samson sprang
begærende hans blod,
blev fyldt med honning på en gang,
hvor han den efterlod.

Hvor troende i verden går,
de mange løver ser;
men samler honning efter år
og kød af jordens ler.

Mig løverne forgæves åd,
for Jesus er mit skjold,
og hvert et tab, det gør mig kåd,
og blid er fjendens vold.

Skønt Satan her med al sin magt
ret bange gør min sjæl,
jeg høster al Guds riges pragt
fra frøet under hæl.

Kun vokser kærligheden til
dit ord og til din bøn
og til det, som du gerne vil,
jeg gør for dig i løn.

Den, som en løve slår ihjel,
skal herlig genopstå,
og honningsøde kildevæld
skal jeg af Jesus få.

Efter “The lion that on Sampson roared”, John Newton 1779 efter Dommerbogen kap.14.

Fynboer kan ikke fatte

Fynboer kan ikke fatte,
at verden er kold og hård,
alt er så mildt og dejligt
og smukt som den fynske vår.

Og menneskesindet er altid
et spejl af det milde land,
fyldt af forglemmigejer
og hist og her en forstand.

Aldrig lægger sig tanken
stramt om en vældig sag,
forsigtigt mærker den efter
i hjertets levende lag.

Fyn er en anden verden
mod hele den brændende jord,
stille i mulden for evigt
der forglemmigej gror.

Jeg lægger min æselkæbe
og genvinder mine syn,
jeg kan se til verdens ende,
jeg kan også se til Fyn.

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameordnoder - Ord og Musik

Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...