Kirken i Gyngen

Befalinger milde fra Gud,
hans forskrifter passer os vel!
Kom, læg nu din byrde i almagtens hånd,
den er her alligevel.

Det vågende øje, din Gud
slår op over søvnen i ånd,
det lukker sig stille, når dit falder i
og lukker sig op i din hånd.

Hvorfor skal du plages, når Gud
kan læge din martrede sjæl;
il hen til hans trone i himlen og her
let på din bevingede hæl.

Hans godhed bevidnes af Gud
selv og af hans menneskesøn;
jeg lægger min byrde ved frelserens fod
og bærer min krone i løn.

Efter “How gentle God’s commands”. Philip Doddridge (1702-1751).
Hør melodi her.

Gud skaber må vi takke dig,
at du har efterladt os her;
at vi må sande hver for sig
at drage ånde i dit ler.

At du har færdiggjort os ej
i Paradisets søde vår;
men at vi selv må finde vej,
indtil den sidste time slår.

Bag al vor synd og skam og sorg
og armod og elendighed,
ser vi omringet af din borg
de frelstes sande menighed.

Selv om du tøver med dit ord
og med din store herlighed,
så skænker du os ved dit bord
tilstrækkelig med kærlighed.

Nu lukker du så vores mund
med bægeret, du skænker i;
for lovsang gav du allen stund
dit legeme med krummer i.

Gud frelser må vi sige tak,
at du din faders skaberværk
har færdiggjort med en gang lak,
som gør dets overflade stærk.

Vers 1-5 efter “Creation’s Lord, we give Thee thanks”, William D. Hyde 1903.
Hør melodi her.

Søndagens citat er fra et såkaldt ‘Spørgsmål og svar møde’, og her stilles netop det spørgsmål til Krishnamurti, som hele hans virke er et svar på. Det er spørgsmålet om, hvorvidt det at have disciple eller det at være discipel er legitimt som religiøs kategori.

Krishnamurti svarer nærmest stumt ved blot at gentage spørgsmålet og føjer til, at det eneste man kan være er at være både guru og discipel for sig selv.

Her sidder man med sin egen afgrænsede horisont og flakkende hjerne og oversete geni, og det eneste man kan være er at være netop dette – værende opmærksom på, at det er det, man er.

Ligesom i moderne kunst, at fraværet af værket er værket.

Hør, en solsort lader sine
toner i din stue ind
lyde midt imellem dine
gråsprængt i dit fine sind.
Den har fået hvide fjer
juleaften, hvor det sner.

Nu på tagets ryg den hviler
for dit øje som en sol
sort, og kun med næbbet smiler
den til krokus og viol.
Men om et par uger står
de i blomst igen i år.

Se, den sidder under træet
med de mange fuglefrø,
der har lagt sig ned i læet
for at leve eller dø.
De skal bære mangefold,
som sig giver Gud i vold.

Hør melodi her.

Kom lad os bede til vor Gud,
som holder dommen væk,
idet han strækker sværdet ud
til vores store skræk.

Vor skyld er stor som vores frygt;
men modet i vort bryst
bestiger nådens tinde trygt
med bod og bøn og lyst.

Ved kærlighedens mellemkomst
velsignet er vor gæld;
og ingen anger er omsonst
ved troens kildevæld.

Retfærdighedens trone grum
skal skælve for din fod,
når din befaling bliver stum
i nådens overflod.

Så falder dommen over os
som regn på vores jord
imellem jærv og ulv og los
med Herrens egne ord.

Efter “Come, let our souls adore the Lord”, Anne Steele, 11. februar 1757.
Hør melodi her.

I lørdagens citat taler Krishnamurti om tænkning og forståelse, som to hinanden udelukkende størrelser. Vi forestiller os, at vi ved at analysere kan komme frem til et stadium, hvor uoverensstemmelserne hører op; men det er ikke muligt. En sådan tilstand indfinder sig kun når sindet ser sig selv og forstår hele denne proces og derfor bliver fuldstændig stille. Ordet ‘forståelse” er vigtigt; en beskrivelse fremkalder ikke forståelse, og det gør det heller ikke at finde en årsag. Men hvad gør så? Hvad vil det i det hele taget sige at forstå?

Forståelse er som at have gæster. De daglige bekymringer trækker sig væk, og gæsterne kommer med deres anderledes verden, og vi åbner os for den. De stiller spørgsmål, og vi forklarer os. Så går de igen, og med dem forsvinder også forståelsen. Den var der et øjeblik, da sindet var åbent og modtageligt. Nu lukker det sig igen.

Vi bærer på en spaltning i vore hjerter, en evig modsigelse, og det eneste vi kan gøre er at være opmærksomme på den uden at forsøge at gøre noget ved den – for uanset hvad vi gør fremkalder vi spaltningen igen. “So complete negation is complete action”, siger Krishnamurti. Det falder mig lettere at omskrive end at oversætte. Så vi sidder her uden at gøre noget og bliver ét med ham, der sidder ved Faderens højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde.

I dagens citat taler Krishnamurti om ideer. Det vil sige den slags ideer, som er et resultat af tænkning – og det vil igen sige den slags tænkning, som hidrører fra hukommelsens begrænsede erfaring. Hukommelsen er i sig selv uden liv, men den oplives af en given udfording i øjeblikket. Herved opstår en idé, som foregiver at kunne løse det givne problem, som ideen dog aldrig har været i berøring med.

Derfor må der være en helt anderledes tilgang til det aktuelle problem. Kan vi løse det uden at flygte ind i en begrænset idé?

Hvis tilværelsen pludselig forandrer sig til det værre eller bedre, tænker vi måske, at fra nu af skal det blive anderledes! Fra i dag vil jeg ikke længere spilde min tid på dette eller hint. Men vi glemmer, at vi fra fødslen er faldet dybere, end vi nogensinde igen vil kunne falde – og vi glemmer, at vi ved dåben er skænket mere end skæbnen nogensinde igen vil kunne tilskikke os.

Men måske kan vi lære at udvise større skønsomhed i det daglige, hvis det lykkes os at bede Gud om at give os den gave i tilgift.

Så rejste Moses op en stang
med bronzeslange på;
brat rejste hver sig fra sin seng,
hvis øje faldt derpå.

Langt mer end lovens giver der
lod hænde ved sit ord,
det har vor frelser her og der
os skænket ved sit bord.

Han brød sit legeme itu
og lod et fad gå rundt,
at vi må komme ham i hu,
når slangen vil os ondt.

Og kalken gik den samme vej,
skønt én den gik forbi,
han skyndte sig at sige nej,
med Jesu blod deri.

Efter “So did the Hebrew prophet raise”, Isaac Watts 1709.
Hør melodi her.

I dagens citat beskæftiger Krishnamurti sig med det at tro. Ikke for at angribe det at tro. Men spørgsmålet er, hvorfor vi automatisk accepterer det at have en tro – for hvis vi kan forstå det, kan vi også undgå det. Sådan kan man også sige det. Der er for Krishnamurti ingen forskel på at have en religiøs, politisk eller nationalistisk overbevisning. For dem alle gælder det, at det skaber konflikt og adskillelse mellem mennesker, når de tilhører forskellige samfund med hver sin tro. Det skaber forvirring og misforhold, og alligevel vil vi ikke give afkald på at have en tro. Vi er hinduer, kristne eller tilhører en af buddhisternes utallige sekteriske og nationale ideologier, og vi prøver hele tiden at omvende hinanden.

Når det nu er tydeligt, at tro adskiller folk og skaber intolerance; er det så muligt at leve helt uden tro? Den eneste måde at finde ud af det på er ved at studere sin egen måde at tro på. Er det muligt at leve i denne verden uden at konvertere, uden at skifte den ene religion ud med den anden – men at være fuldstændig uden tro, så at vi møder livet påny hvert eneste minut? Når det kommer til stykket er dette sandheden: at være i stand til at møde alting påny, fra øjeblik til øjeblik uden at være begrænset af sin fortid, så der ikke opstår en kumulativ effekt, som udgør en barriere mellem en selv og det, som er.

Selv om Krishnamurti nævner kristendommen som en blot religion blandt andre, der skaber skel mellem mennesker, er det påfaldende, at i hvert fald protestantisk teologi i det tyvende århundrede har gjort en bevægelse med, som falder nøje sammen med Krishnamurtis egen. Kristendommen er ikke en religion, lyder slagordet, for kristendommen handler ikke om, at mennesket søger Gud, men om at Gud kommer til mennesket. Dialektisk teologi kaldes det, og det handler om, at Gud er med fra øjeblik til øjeblik, fra afgørelse til afgørelse. Den kristne identitet er ikke medbragt men bliver til under de givne omstændigheder. At være Jesu discipel er i virkeligheden ikke at være discipel af nogen.

Nu har du Herre fra dit sted
sagt os det sidste ord
med glans af al din herlighed,
som du den bar på jord.

Så skjuler du dig i din sky,
imens du stiger op
til der, hvorfra igen påny
du kommer i din krop.

Du giver brød til dine børn
og vin i deres skål;
så tager du endnu en tørn
og fanger flere ål.

Led mig ad dine veje Gud
på din apostelvis,
og lad mig kun gå planken ud
ind i dit Paradis.

Hør melodi her.