Kirken i Gyngen

Lyset rammer gravens sten,
spurven sidder på en gren;
øm i både sjæl og krop
frelseren er stået op.

Du, som rækker hånden ud
mod den genopstandne hud,
rør mig ikke nu men se,
hvad i døden, der skal ske.

Og fortæl, hvad du har set,
og fortæl, hvad der er sket;
rør mig nu med troen på,
der er tomt, hvor Herren lå.

Frit efter “Morning breaks upon the tomb”, William B. Collyer, 1812. Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning til Jan Erik Hansens melodi og akkompagnement på klaver og med Lisbeth Godtfredsen på bas: Her.

Dåbsenglen knæler på sin fod
med vand i sine hænder,
det vand, som før Johannes lod
gå op til sine lænder.
Dengang han stod i Jordans flod,
og fader, søn og due
sig høre lod og skue.

De bragte Jesus deres små,
for at han skulle tage
dem til sig, før de kunne gå;
han gjorde det og sagde:
De vokser til, om Gud det vil;
og når de bliver gamle,
så skal de riget samle.

Så bredte Kristus hænder ud;
den rummelige kirke
blev stiftet ved det første bud,
hvorunder vi skal virke:
Gå ud og gør enhver, der tør
på jordens flade krible,
til mine små disciple.

Til himmels steg han i en sky,
som ville han forlade
dem, som i ham en verden ny
fandt og blev derfor glade.
Men ned igen han til sin ven
dog farer med det samme
og gør vor sorg til skamme.

I Jesu Kristi navn stå op
og gå, hvor foden iler,
og mærk det på din egen krop,
hvorledes Herren smiler.
En anstødssten og hjørnesten
sig væltede fra graven
og lå i påskehaven.

Sig hviler ved det gode håb
nu kærlighedens fader,
som os igennem troens dåb
al verdens synd forlader.
Han træder ind i sjæl og sind,
indtil vor Gud skal møde
os levende og døde.

Nu gør med tak vi korsets tegn
for barnets åbne øje,
så det igennem sol og regn
ser øjet i det høje.
Når Gud kun ser de ting, der sker,
skal vejen ikke vige
en fod fra Himmerige.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolknig her: 

Treenighedens krone tung
din nådes stol og trone
har tynget med sin store pung
at frelse og forsone.

Treenighedens konge let
som fjer på fuglens vinge
sin krone bærer kun med ret
blandt englene på tinge.

Treenighedens rige her
imellem vore grave
sig rejser af det bløde ler
som før i Edens have.

Hør melodi her.

I lørdagens citat beskæftiger Krishnamurti sig med frygt – og skelner her mellem det at frygte forestillingen om noget og selve det, som forestillingen er om. Er vi bange for døden, eller er vi bange for tanken om døden. Tanken om døden, forestillingen om døden er i virkeligheden det, som hindrer et møde med døden selv. Om det at møde døden ansigt til ansigt anvender Krishnamurti ordet kommunion (eng. communion). Det henviser ikke direkte til den kristne brug af ordet, men alligevel repræsenterer Krishnamurtis brug af dette ord et tilsvarende indhold. Også kristeligt set er der to måder at møde døden på, og kun igennem Jesu død på korset møder vi døden reelt.

Levende sjæl, som søger Gud,
kast hver bekymring bort;
og kast de stjålne blikke ind
ad Paradisets port.

Den åbner sig i Betlehem
i stalden, hvor han lå,
Gud søn, som kom til vores jord
med vores synder på.

Han vaskede i dåben dem
af ved Johannes´ hånd,
skønt den var ikke værdig til
at binde skoens bånd.

Så skænkede han ud sin vin
og brød det gode brød,
før han led korsets lidelse,
og stod op af sin død.

Nu lander han på sået mark
som dråber fra en sky,
og døber vores gamle jord
Jerusalem det Ny.

Hør melodi her.
Reception på cd her.

Et ord er kun et ord,
hvis det ikke er dit Fader,
når vi går i dine gader,
hvor du sidder ved dit bord,
og du rejser dig af jord.

Et barn er kun et barn,
hvis det ikke er dit Fader,
når vi samles her og lader
barnet hvile på vor arm
ved din nådefulde barm.

En dåb er kun en dåb,
hvis det ikke er din Fader,
hvor du uden falbelader
tegner os et håb
i vor egen barnedåb.

Et navn er kun et navn,
hvis det ikke er dit Fader,
når vi samles her og bader
vor elendighed og savn
i dit Himmeriges havn.

I søndagens citat fokuserer Krishnamurti på forholdet mellem vore egne relationer og verden som sådan – og sætter her lighedstegn imellem de to. Verden er identisk med de relationer det lykkes os at skabe eller ikke skabe til hinanden. Verden er en udfoldelse af os selv, og for at forstå verden må vi forstå os selv. Verden er ikke forskellig fra os; Vi er verden, og vore problemer er verdens problemer.

Måske er det én selv, der er en omvandrende atomreaktor. Måske er det én selv, der er en religiøs fantast med samvittighedsfulde kvaler over verdens gang. Måske er det én selv, der misforstår sit liv og anser det, som er en gunstbevisning, for en ulykke. Måske skulle man køle lidt af. Måske skulle man lade verden gå sin ryggesløse gang. Måske skulle vi forstå, at problemet er en oblat.

Det handler ikke om at løse verdens problemer men sine egne. Vie dem opmærksomhed og komme ud i nogle kroge. Gør vi det, vil det få gode følgevirkninger.

Guds enbårne søn,
som fødes som svar på den eneste bøn;
din moder Maria i krybben har lagt
dig ned som i graven, da alt var fuldbragt;
opstanden, opfaret til himmels som syn
for hvælvede bryn.

Velkommen igen
på dagen som skrifterne spåede den,
hvor duerne kredser med fred over by
og kurrer på taget i ly under sky,
hvorpå du er kommet og lader dig se
og falde som sne.

Din udstrakte kyst
har mågerne krydset så hvide på bryst;
de lander på marken, hvor kragerne gror,
og flyver igen ad usynlige spor
tilbage til havet, hvor fiskene bor
og synger i kor.

Tillykke min ven
med dagen der går, og hvor den kommer hen,
skal pindsvinet vågne i vinterens hi
og mærke i mørket, at den er forbi,
og foråret kommer med rislende bæk,
og kulden er væk.

Du sænker dig ned
på jorden og lander et hemmeligt sted,
hvor de kun dig skuer, som før dig har set
i hjertet og troet på det, der er sket
med himlen og jorden og afgrund og hvælv
i hjerterne selv.

På slagmarken her
genskaber du os af det dryppende ler;
du former en talje og danner en hånd
og blæser i støvet din levende ånd,
og ordet er rede på læberne lagt,
og nu er det sagt.

Det levende ord
er fløjet på læben fra himmel til jord;
det lander som kornet på marken og dør,
og spirer igen og er større end før
med levende stene og levende hegn
i sol og i regn.

Du byder mig vin
så rød som dit blod i krystallen så fin;
i øjnenes bæger der skænker du op
af vinen, du bærer på fad i din krop;
af druernes fold er den blandet og smag
den yderste dag!

Almægtige Gud
i haven, hvor liljerne er sprunget ud
til påske og pinse i et blomsterbed
som altid og altid et hemmeligt sted,
hvor lykken står bi, og jeg finder min kat
en sensommernat.

I sommerens løb
skal Eva sig rejse, hvor hugormen krøb
i støvet, og leve i tusinde år
og dele med dig de velsignede kår,
og ingen skal græde af kvinder på jord
ifølge Guds ord.

Jeg kender en by,
der svæver omkring på en lyserød sky
og holder sig oppe ved hjælp af en strop,
en levende by, der er varm som en krop
og hård som et greb af en levende hånd,
der fødes af ånd.

Den levende ånd
har rusket sig fri af de snærende bånd
og udfolder vingerne frit over jord
og folder dem sammen igen i dit ord
og synger på bænken som spurven på kvist
så sikkert og vist.

Tilgængelighed
for øje og fod og for alt, hvad jeg ved
i gyder og gader, hvor Gud går omkring
og giver en hånd med de enkelte ting
og rækker den ud over mark, over fjeld
til lykke og held.

Et lykkeligt folk,
som taler med Gud selv med ordet som tolk
og lader sig dele af verden i to
og finder hinanden i tro imod tro
med ét for Guds øje, så øjet af ler
sig åbner og ser.

Hvor valget er frit,
der vælger vi engle til himlene tit;
i byråd og folketing laver de lov
for liljen på marken og fuglen i skov;
de tror, det er alvor men ved, det er sjov,
Gud ske tak og lov.

Hør melodi her.

Lørdagens citat handler om det at være alene i den betydning af ordet, hvor det ikke betyder ensomhed men betyder at være uafhængig af fællesskaber – eller rettere uafhængig af den tvang, som et fællesskab pålægger den enkelte. At være alene vil sige at befinde sig i en tilstand af permanent revolution i forhold til enhver form for brutal samfundsdannelse. Hvis vi tænker på, hvordan soldater træner, ser vi, at de ikke længere er mennesker men maskiner, som de står der i solen. Det er vore egne børn, og det sker i Amerika og i Rusland og i alle dele af verden – og det den samme form for disciplinering finder sted indenfor religiøse samfund. Men kun det sind, som intet sted hører til, kan være alene. At være alene er ikke noget, der kan fremelskes.  Men at være alene er forudsætningen for at elske, for at handle uden at blive holdt oppe af en eller anden fiktion.

Har man gennemskuet dette, er man ude af billedet som respektabel samfundsborger og bliver ikke inviteret til middag hos guvernøren eller præsidenten – og der er meget andet, man heller ikke bliver – hverken justitsråd eller brandmajor – for nu at tale med en dansk filosof med hvilken samtale kan føres til et vist punkt.  Selv blev Krishnamurti nu alligevel inviteret til middag hos Indiens tidligere premiereminister Indira Gandhi, som siden skrev til ham, at hun savnede nogen at tale med, men der var ingen – bortset fra ham, og med ham behøvede man ikke tale. Forbindelsen imellem dem var en indre forbindelse og på én gang en væren alene og en væren sammen og en deraf følgende ydmyghed. Resten er historien om, hvordan Indira Gandhi satte sig op imod den sekteriske vold og gik sårbar ud under åben himmel og blev skudt af to af sine egne sikkerhedsvagter.