Nu beder vi den Helligånd

Nu beder vi den Helligånd
at skabe strå og siv,
at gribe nælden med sin hånd
og give bladet liv.

Gik alle konger frem på rad
og ved det runde bord,
de magted ej det mindste blad
at sætte på et ord.

Her bøjer duggen græsset ned
og dynker hvert et strå,
og havren står, hvor dagen led,
med sine bjælder på.

Vi beder for det mindste strå
og for den hvide sky,
som dine øjne hviler på
alt i det årle gry.

Du skænker os din herlighed
i himmel og på jord
og tro og håb og kærlighed
i Jesu egne ord.

Hør melodi her.

Udånder alle munde

Udånder alle munde
det allersidste suk,
og pilgrimsfærden ende.
Nu er det evig nok.

Da du lod døden smage
af kærlighedens liv,
da tog du den af dage,
og evigheden blev.

Indånder alle munde
nu jordens frie luft,
og tankerne udgrunde
den søde blomsterduft.

Da du lod døden smage
af kærlighedens liv,
da tog du den tilbage,
og døden blev til liv.

Udånder alle munde
det alersidste suk,
og følgelig erkende.
Nu skal du have tak.

Da du lod døden smage
af kærlighedens liv,
da tog du den til mage
i dit Korintherbrev.

Hør melodi her.

Grundtvigs forventning

I Apostlenes Gerninger 1,11 siges det lige efter Jesu himmelfart til vidnerne hertil, at de skal se “denne Jesus” komme tilbage, ligesom de lige har set ham fare til himmels. Med betegnelsen “denne Jesus” angives der, at der netop er tale om denne himmelfarende og tidligere opstandne Jesus. Det vil sige, at der med Jesu genkomst ikke alene er tale om en gentagelse af den historiske tildragelse Jesus af Nazaret, men også om en gentagelse af de fyrre dage mellem Jesu opstandelse og himmelfart. Når dette nu siges med udtalt adresse til netop de “gallilæiske mænd”, må det vel betyde, at det er noget netop disse skal opleve. I Apostlenes Gerninger 2,1-13 udgydes Helligånden over apostlene, og det angives i vers 7, at alle, der mærkes af udgydelsen, netop “alle sammen er galilæere”. Spørgsmålet er da, om ikke åndens udgydelse er den galilæerne lovede Jesu genkomst.

Hvis Jesu genkomst er at forstå som Helligåndens udgydelse over en given menighed, har vi at gøre med en forestilling svarende til den bærende tanke i Grundtvigs kirkelige anskuelse. Heri er det jo nemlig Grundtvigs mageløse opdagelse fra 1825, at det er forbindelsen mellem folkeånd og helligånd, der skaber den til enhver tid givne menighed. Det er ikke Bibelen, som den fortolkes af teologerne og præsterne, men trosbekendelsen ved dåben som den bekendes af menigheden selv, og som menigheden har modtaget den igennem apostlene af Kristi egen mund. Enhver given menighed er et led i en tradition, men den er også menighedens egen bekendelse ved Helligånden af den overleverede tro – og det er dette sidste, der giver troen vinger og enhver sit næb.

Grundtvig forstår nu denne videregivelse af trosbekendelsen ved Helligånden igennem den kristne mission i historiens løb som et udviklingsforløb — rettet imod en endelig afklaring! Hos kirkefaderen Irenæus finder Grundtvig en nøgle til at forbinde dette moderne syn med en bibelsk eskatologi i form af profetien om Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring. Den hos Irenæus udfoldede lære om tusindårsriget, kiliasme er bygget på en fortolkning af kapitel 20 i åbenbaringsbogen. Her omtales den første opstandelse ved hvilken martyrerne skal opstå og leve med Kristus i tusind år inden den endelige Dom. Irenæus´ kiliasme blev tidligt afvist af Augustin i De civitate Dei, og har derfor ikke været en del af kirkens dogmatik op igennem historien. Men hos Grundtvig er tanken udfoldet i det store kirkehistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” fra 1860. Digtet er struktureret ud fra forestillingen om kristenhedens hele kreds bestående af syv menigheder, som den forekommer geografisk udlagt i form af syv lilleasiatiske menigheder i kap. 1 – 3 i Johannes´ Åbenbaring. Det skal have været læsningen af denne Bibelens sidste bog, der allerede i 1810 gav Grundtvig et hemmeligt syn i form af en forestilling om kristenhedens hele kreds i form af syv på hinanden følgende historiske menigheder. Det var således Grundtvigs tanke, sideløbende med en parallel geografisk placering af de syv menigheder, som den finder sted i kap. 1-3 i åbenbaringsbogen i form af menihederne i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikæa også at udfolde perspektivet historisk i form af syv historiske menigheder. Kristenhedens hele kreds udlagt både geografisk og historisk bliver da i Grundtvigs perspektiv at finde i kæden af menigheder bestående af den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den indiske menighed, der i modsætning til de seks første menigheder ikke udlægges historisk men profetisk, eftersom den på Grundtvigs tid endnu ikke havde fundet sted. Men det er Grundtvigs gæt, at vuggen for den syvende menighed skal stå i Indien.

I Grundtvigs historiesyn opledes en særegen sti op igennem historien fra grundlæggelsen af den første menighed ved Kristus selv til den sidste menighed. Det er et afgørende forhold i denne kæde af menigheder, at missionen til Tyskland ifølge Grundtvigs historieforskning kom fra England. I England fandtes nemlig i skikkelse den angelsaxiske folkestamme et dynamisk folkeliv, som var i stand til at træde i et frugtbart forhold til Helligånden, da denne ved den apostolske trosbekendelses ord fra den romerske kirke i 600-tallet (synoden i Whitby 664) forplantede sig til England. Den irokeltiske kristendom, som allerede tidligere havde vundet udbredelse på de britiske øer er uden interesse i Grundtvigs historiesyn, eftersom denne kristendom ikke var bundet til Den apostolske Trosbekendelse, og i sin pelagianske mangel på syndserkendelse savnede blik for det frelsehistoriske projekt forløbende fra skabelse over syndefald til genløsning, der er rammen om Grundtvigs kristne historiesyn. Indtil mødet med den angelsaxiske folkestamme havde Helligånden været henvist til folkeslag, der allerede havde haft deres storhedstid på den verdenshistoriske scene, og ånden havde måttet følge disse i deres alderdomssvækkelse og som følge heraf også selv afmattes. Den græske menighed var svagere end den hebræiske, og den latinske var igen blevet svagere end den græske, blot havde den i modsætning til den græske beholdt den oprindelige apostolske trosbekendelse. Det er alene dette forhold, der frelste troen igennem den latinske menigheds iøvrigt store forfald. Selv om den engelske kristendom ifølge Grundtvig var svagere i det kristelige end selv den latinske, så var den stærk i det folkelige, og det var dens ungdommelighed, der gav kristendommen nyt liv. Det er således i Grundtvigs syn vigtigt, at missionen til den saxiske folkestamme i Tyskland kom fra de nært beslægtede angelsaxsere (ved Bonifatius) i England. Den tyske menighed med den lutherske reformation skal således ses i forlængelse af den engelske menighed mere end i et forudsætnigsløst opgør med Rom. Videre er det vigtigt at se den danske eller den nordiske menighed i forlængelse af den tyske, men også i den danske at oplede en friere udfoldelse af kristenlivet end hos forgængeren. Den danske menighed er den sidste før den syvende og sidste menighed i Indien. Denne sidste menighed skal i henseende til virkeliggørelse af det kristelige nærme sig selv den hebræiske menighed.

Grundtvig

Hvad der er vigtigt at forstå ved dette kirkehistoriske syn er den hermed forbundne udviklingstanke, eller rettere: forfalds- og udviklingstanke. Det er nemlig karakteristisk for Grundtvigs kristne historiesyn, at det også inkorporerer forfaldet i sig, hvilket naturligvis er en følge af det overordnede frelsehistoriske paradigme: skabelse, syndefald og frelse. Det er altså igennem forfaldet i den græske og videre i den latinske menighed og igennem opblomstringen i den engelske, tyske og nordiske menighed, at den kristne udvikling er forløbet. Udviklingen gælder samlivet eller hos Grundtvig “fællestroen” og “fælleslivet” med Kristus, og Grundtvig mener altså, at dette er dybest og sandest hos de første og de sidste menigheder og lavest i den latinske og engelske menighed. Men overordnet set finder der altså gennem en krise en implementering af kristenlivet sted som en beredelse til Herrens genkomst.

Det er egentlig ikke Jesu genkomst og dommens dag, der er i fokus hos Grundtvig, men derimod den forudgående opblomstring i Tusindårsriget. Det er et vigtigt forhold, at den opblomstring af folkeånderne (nationalisme), der op igennem de syv menigheder har fundet sted i forhold til Helligånden, nu i tusindårsriget er tilendebragt. I tusindårsriget skal det folkelige gå under og genopstå i forklaret skikkelse i det menneskelige. I denne periode skal kristenlivet nemlig være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Det skal endog overgå kristenlivet i den første menighed, den hebræiske. Men efter tusindårsriget oprinder altså dommens dag endelig. Hos Grundtvig er det ikke alene de troende, der skal frelses på den yderste dag. Det skal derimod alle, der ikke direkte har fornægtet troen og dermed Gud og sandheden. Ole Vind påpeger i sin bog “Grundtvigs historiefilosofi”, at dette forhold hos Grundtvig muligvis ikke er foreneligt med luthersk teologi, og at det nok er skyld i, at den grundtvigske kiliasme hidtil er blevet overset af grundtvigforskningen.

Man kan få indblik i Grundtvigs overvejelser i henseende til perspektivet frem imod “verdens ende” dels rundt omkring i hans prædikener og dels gennem utrykte manuskripter. Ole Vind citerer i sin bog et manuskript af Grundtvig fra omkring 1856, i hvilket Grundtvig ved at følge den jødiske tidsregning regnet efter verdens skabelse angiver verden til at have eksisteret i 5617 år af de 6000 år, der ifølge gammel historieteologisk opfattelse er afsat til denne før dens undergang. I de heraf tilbageværende knap 400 år forventede Grundtvig en fortsættelse af den allerede påbegyndte syvende menighed, samt at Tusindårsriget som en ottende menighed skulle følge efter og begynde inden år 2100.

Efter den syvende menighed skal komme den ottende menighed, som ifølge Grundtvig er det samme som Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring eller i Grundtvigs foretrukne terminologi: det kristne Gyldenår. Dette skal ikke nødvendigvis vare i tusind år men blot en vis tid, og i denne periode skal kristenlivet være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Men Grundtvig gør dog opmærksom på, at de tidligere forsøg på at oprette et kristusrige på jorden faktisk har haft en levetid på tusind år. Det gælder det byzantinske kejserige fra Teodosius til den sidste Konstantin († 1453), og det hellige romerske rige fra Karl den store til Frans den anden († 1806). Det samme mener Grundtvig at kunne skønne om det pavelige kirkerige fra Gregor den syvende, der blev pave i 1073, til den sidste pave. Det er ikke Grundtvigs forestilling, at det givne antal frelste, som i Johannes´ Åbenbaring angives med tallet 144.000 nødvendigvis alle skal være opstandne martyrer. Alt dette er blot billeder på en i forhold hertil given virkelighed. Ifølge Grundtvig er det først efter Gyldenåret, at Kristus vil vende tilbage ved den yderste dom og oprette en ny Himmel og en ny Jord.

O hvilken hjertets mildhed

O hvilken hjertets mildhed sig
nu bøjer ned for Gud,
og anerkender, det var dig,
der gav det bedste bud.

Ad mange tårebække små
nu angrens dybe flod
omsider til dit hjerte nå
og drukner i dit blod.

At jeg skal ej på dommens dag
i pølen kastes ned;
min ånd skal stige som et flag
med dig af gravens fred.

Min frelser ret dit blik på mig;
der, hvor ruinen lå,
der skal, når verden skuer dig,
dit syn i støvet stå.

Med høje spir mod himlens sky
nu synlig træder frem
i ly af selv det mindste ly
Det ny Jerusalem.

Vers 1-4 gendigtning “O for that tenderness of heart”, Charles Wesley 1762.

Hør melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/o/f/t/oftthart.htm

Tiger, tiger

Tiger, tiger, vild i varmen,
du har fået hele armen.
Hvem har set mig før betvinge
Helvede med blot en vinge?

Fjernere end mine øjne
rækker, fandt jeg dine øjne
fulde af en indre ild
uudslukkelig og vild.

Og med skulder, knæ og lunge
ofrede jeg til din tunge,
og da pulsen i dig flød,
var jeg selv så godt som død.

Med en hammer og en esse
formede jeg fod og isse.
Med en ambolt og et greb
om det dødbringende begreb!

Og selv stjernerne beskæmmet
fyldte himlen op med gråd:
Den, der skabte lammet,
skabte også lammets blod.

Tiger, tiger, vild i varmen,
du har taget hele armen.
Jeg kan let igen betvinge
Helvede med blot en vinge.

Efter “The Tyger”, William Blake.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning til Jan Erik Hansens melodi her.

1844

Jesu genkomst i 1844 var fokus for adventbevægelsen i Amerika. Bevægelsens grundlægger er William Miller (1782-1849). Han voksede op i en baptistisk menighed på landet i Massachutes og blev efter at være flyttet til byen i en alder af 22 år deist. Dvs. at han troede på, at Gud havde skabt verden ligesom et ur og trukket det op, men at Gud ikke længere greb ind i verdens gang. Vi skal se, hvordan denne grundopfattelse også kom til at præge Miller efter hans omvendelse, idet hans eskatologi er udpræget passiv. Historien ses som udfoldende sig mekanisk efter en én gang fastlagt plan.

Efter i 12 år at have fornægtet troen kom Miller ud i en alvorlig krise. Med ét så han imidlertid Kristus for sig, og han ønskede, at han dog bare fandtes! Eftersom det jo netop var Bibelens åbenbaring, at det gjorde han, sluttede Miller, at Bibelen måtte være sand. Med særlig opmærksomhed hæftede han sig ved et bestemt forhold i den Hellige Skrift, nemlig de allerede opfyldte profetier. Han gjorde nemlig den opdagelse, at tidligere forudsagte begivenheder, som var blevet opfyldt i fortiden, netop var blevet det på det forud angivne tidspunkt! Med denne erkendelse som forudsætning begyndte Miller nu at beskæftige sig med spørgsmålet om Jesu genkomst. På grundlag af sin læsning kom han frem til, at “Bibelens tidsangivelser…ligesåvel var en del af Guds ord og lige så berettigede til alvorlig overvejelse som nogen anden del af skriften” (min oversættelse). Det var dette enfoldige trosforhold, der førte til, at Miller forventede Jesu genkomst som en historisk begivenhed i 1844. Det skete på grundlag af en læsning af Daniels bog 8, 14. Heri angives et tidsrum på “2300 aftener og morgener, så skal helligdommen komme til sin ret igen!” Med reference til Fjerde Mosebog 14, 34, hvor en dag rent menneskeligt omregnes til et år for Gud, og omvendt Ez. 4, 6, hvor et menneskeligt år omregnes til en dag for Gud, angiver Miller, at de 2300 aftener og morgener betyder 2300 år. Derefter skal helligdommen komme til sin ret igen. Miller identificerer nu formuleringen om, at helligdommen skal komme til sin ret igen med Kristi genkomst. Helligdommen er kristeligt set Jorden, som skal forklares ved Jesu genkomst. Spørgsmålet var nu, om man kunne fastsætte det nøjagtige år for begyndelsen af de 2300 aftener og morgener. Da ville man også kunne udregne det nøjagtige år for Jesu genkomst.

Imidlertid var nøglen til dette spørgsmål ikke at finde i Dan. 8. Profeten beskrives som udmattet af synet og kunne ikke rumme det hele. Men i Dan. 9. tages emnet op igen, og synet fuldendes for profeten. Det siges, at “halvfjerdsindstyve uger er afsat over dit folk og din hellige by”. Disse 70 uger: 490 år angives at skulle begynde i det år, befalingen udgik om at genopbygge Jerusalem. Denne meddelelse, som gives profeten Daniel af englen Gabriel, er givet som en fuldendelse af synet i Dan. 8 med angivelse af de 2300 aftener og morgener. Heraf følger, at de 2300 år, der skal gå, inden helligdommen skal komme til sin ret igen, må begynde på samme tidspunkt som de 490 år, nemlig det år, hvor befalingen udgik om at genopbygge Jerusalem.

I Ezra 7, 12 – 26 citeres den befaling om Jerusalems genopbyggelse, som perserkongen Artaxerxes gav til præsten Ezra. Ifølge Miller blev denne befaling givet i 457. Det stemmer med Artaxerxes I´s regeringstid 464-425. Imellem året 457 f. kr. er der 490 år til steningen af Stefanus i år 34 e. Kr. De 70 uger opdeles nemlig i Dan. 9, 24 – 27 i nogle underordnede tidsrum. Først skal der gå 7 uger: 49 år, så skal en salvet, en fyrste komme. Det vil formentlig sige indvielsen af det genopbyggede Jerusalem. Dette år sættes til 408. Derefter skal der gå 62 uger: 434 år, hvor Jerusalem består og vedligeholdes “under tidernes trængsel”. Men derefter “skal en salvet bortryddes uden dom”. Dette år sættes til år 27 e. Kr., hvor Jesus døbes. Den salvede, der bortryddes uden dom, er Johannes Døberen. Derefter skal pagten “ophæves for de mange i en uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre”. Ugens første halvdel angives at være de 3 1/2 år mellem Jesu dåb og Jesu korsfæstelse, og den sidste halvdel angives at være de 3 1/2 år mellem Jesu korsfæstelse og steningen af Stefanus. Herefter er der 1810 år tilbage, og regnet fra år 34 giver det 1844. Således hænger William Millers fortolkning sammen.

William Miller 1841
William Miller 1841

For en umiddelbar betragtning syntes forventningen om Jesu genkomst imidlertid ikke at gå i opfyldelse den 22. oktober, som var den forudsagte dato. Det betød naturligvis stor skuffelse for den store gruppe af mennesker i flere amerikanske stater, der havde ventet, at genkomsten ville finde sted. Dette gjaldt ikke mindst Miller selv. I amerikansk kirkehistorie taler man således om “Den store Skuffelse”. Imidlertid var der én, der ikke delte den store skuffelse. En ny åbenbaring, af hvorledes Miller havde misforstået profetien i Daniels bog, tilgik nemlig allerede om morgenen den 23. oktober en forventningsfuld adventist ved navn Hiram Edson. Ifølge Hiram Edson var der ikke noget galt med Millers angivelse af tidspunktet. Året 1844 blev altså stående som et år af skelsættende betydning. Men profetien i Daniels bog betød ikke, at Kristus skulle vende tilbage til den jordiske helligdom i dette år. Det betød derimod, at han trådte ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom. Dette førte til en reorganisering af adventbevægelsen nu med særlig reference også til et skriftsted i Det nye Testamente, nemlig Hebræerbrevet 8 og fremefter. Man var nu af den opfattelse, at det var Jesu indtræden som ypperstepræst i det allerhelligste i den himmelske helligdom, der havde fundet sted i 1844. Først når Jesus som ypperstepræst efter endt gerning igen træder ud af det allerhelligste i den himmelske helligdom, skal Jesu genkomst finde sted som en historisk begivenhed.

I Hebræerbrevet 9, 24 – 28 henvises der til denne Jesu offergerning for menneskene i den himmelske helligdom. Den himmelske helligdom er den egentlige helligdom, hvoraf den jordiske helligdom, tabernaklet var et “afbillede og en skygge” Hebræerbrevet 8, 5. Men tjenesten i den himmelske helligdom falder i de samme to afsnit som tjenesten i den jordiske helligdom. Til daglig forrettedes en tjeneste i det hellige, men på den særlige forsoningsdag, yom kippur, én gang om året forrettede præsten en særlig forsoningstjeneste i det allerhelligste.

Nu identificeres den daglige tjeneste i det hellige med den tjeneste Kristus begyndte ved sin himmelfart. Det, der skete i 1844, var, at denne tjeneste ophørte, og den særlige tjeneste i det allerhelligste tog sin begyndelse. Denne tjeneste har sit direkte forbillede i den gamle jødiske offerhandling, som er beskrevet i 3 Mos. 16. På den store forsoningsdag skal ypperstepræsten tage to bukke og føre dem frem for Herrens åsyn ved indgangen til åbenbaringsteltet. Derefter skal han kaste lod om dem, ét lod for Herren og ét for Azazel (den onde ånd i ørkenen). Nu skal den buk, der blev udvalgt ved loddet for Herren, slagtes, og dens blod skal bæres indenfor forhænget, ind i det allerhelligste i helligdommen. Ved denne handling skaffes helligdommen soning i kraft af præstens midlergerning. Synden er borttaget fra folket i løbet af den daglige offerhandling, hvorved den er overført til helligdommen. På den store forsoningsdag bliver synden så borttaget fra helligdommen ved ofringen af den buk, hvorpå loddet for Herren er faldet. Men synden “klæber” stadig til ypperstepræsten, der har udført offerhandlingen. Derfor lægger denne nu sine hænder på hovedet af den buk, hvorpå loddet for Azazel var faldet. Herved overføres synden endeligt til denne buk, som derefter føres ud i ørkenen og slippes løs på et øde sted for at omkomme.

Nu er adventisternes fortolkning den, at yppestepræsten i den himmelske helligdom er Kristus. Kristus fjerner som ypperstepræst i kraft af sit eget blod den synd, der ved menneskenes synd er overført til den himmelske helligdom. Herved finder dommen sted, idet skæbnen for “alle de menneskers, som i tidens løb har bekendt sig til at være Kristi efterfølgere” afgøres til “liv eller død”. Når dette er sket, og det begyndte at ske i 1844, træder Kristus ud fra det allerhelligste i den himmelske helligdom. Herefter overfører Kristus som ypperstepræst endeligt synden til den anden buk, som loddet for Azazel faldt på. Denne buk er i adventisternes fortolkning Satan. Derefter tilintetgøres Satan af Gud. Denne forestilling om tilintetgørelsen af Satan finder sted ved en samlæsning af 3. Mos. 16 med Johannes´ Åbenbaring 20. Bukken, der efterlades på et øde sted (3 Mos. 16) identificeres med Djævelen, der kastes i ild- og svovlsøen (Johannes´ Åbenbaring 20, 10). Den hermed forbundne udslettelse af synden er, som det fremgår, noget forskelligt fra den tilgivelse af synden, som tidligere er sket. (Kilde: E.G. White, “Den store Strid”)

Anderledes hos f.eks. Grundtvig er det alene på grundlag af “tilsigelsen af syndernes forladelse”, at Gud oprejser det faldne menneske. Hvad der derimod skal tilintetgøres er det onde, og det er dette, der i adventisternes helligdomsfortolkning er blandet sammen med, hvad der kaldes udslettelsen af synden ved tilintetgørelsen af Satan. Hos Grundtvig finder vi derimod i overenstemmelse med hans fokus på den apostolske trosbekendelse med dennes dobbelthed af forsagelse og bekendelse en præcis adskillese af synden, som er tilgivet og det onde, som skal tilintetgøres.

Ej på Zion dvæler Gud

Ej på Zion dvæler Gud,
ej på Garizim,
men på vejen, hvor han lå
ramte dette rim.

Hendes næste, det var ham,
der bevæge lod
sig til at bekymre sig
om en versefod.

Jesus sad ved Jakobs brønd,
da hun kom på tværs,
satte hendes linje ind
i et salmevers.

Hører du det tavse

Hører du det tavse
bag hans forvredne ord,
hører du det hjerte,
der bag hans ansigt bor?

Mærker du den smerte
bag hendes sikre blik,
og så du godt den tåre,
som øjet ikke fik?

Hører du den tavshed
bag andre stemmers lag,
som ikke er den tien,
hans mund er lukket af?

Og blir du altid stille
og bange for dig selv,
fordi dit hjerte fyldes
af tavse kildevæld?

*

Åbner du dit øje,
og tager sløret af,
og lader masken falde
ved lydens Effata?

*

Skuer du den skønhed
bag hendes pandehår
i spejlet, når det knuses
og går i tusind skår?

At høste er at krones

At høste er at krones
for blind og kærlig tro
på livets trang i verden
til der at fæste bo.
At ikke ænse andet
end jorden og sin sæd
og følge dem med skælven
og altid blive ved.

At turde række hånden
ud med en håndfuld frø
mod jordens frosne øje
og be´ at det må tø.
At gi´ sin skæbne fra sig
til vejrets strenge gud
og ikke mærke andet
end håbet i sin hud.

At så al sæd man ejer
i dem, som man har kær,
og ikke ønske andet
end det, man høster der.
At give sig til livet,
om end man kun ser glød
og ingensinde gemme
sin såsæd til sin død.

At høste er at krones
for modet til sit liv,
at træde det med skælven
og aldrig stolt og stiv.
Erkende at man ikke
er noget i sig selv
men har en håndfuld såsæd
og tro på skæbneheld.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning til Jan Erik Hansens melodi her:

Vers 1-4 er skrevet til en høstfest på Brusgård Produktionshøjskole ved Randers tilbage i 1981. Samme år havde jeg om foråret været 3 måneder på Askov Højskole og umiddelbart før det et halvt år i kibbutz i Israel. Tre på hinanden følgende og sammenhængende lykkelige omstændigheder.

I øvrigt er salmen karakteristisk ved den gentagne brug af ordet “man” i stedet for “jeg” eller “du”, hvilket giver adgang til en særlig (m)anonymisering af subjektet. Indirekte er der alligevel et “jeg” på færde nemlig i ordet “håndfuld” i andet vers. Ordet optræder igen i fjerde vers, hvor det omgående mødes af et “du” i form af ordet “såsæd”. Hertil føjer sig som tredje led i treenigheden nyskabelsen “skæbneheld”.

Ved en lejlighed, hvor salmen blev sunget på Askov, spurgte Knud Hansen, om det ikke er en fejl, at der står “dem” i stedet for “den” i første vers. Det er det nu ikke, da det viser tilbage til både “jorden og sin sæd”. Salmen fik egen melodi af Jan Erik Hansen i 2010.

Den gode jord

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.


To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.


I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære. I talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der imidlertid ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ‘det eneste jeg ved, er at jeg intet ved’:


“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det uforbeholdent og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).
Det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik:


“Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003).


Krishnamurti yndede at fremstille sig selv som uafhængig af alverdens traditioner. Men det er påfaldende i hvor høj grad han henter inspiration i både østlig og vestlig tænkning, blot bringes tidligere indsigter herfra til en hidtil uhørt radikalitet og blomstring. Krishnamurti er den gode jord.


http://www.klibrary.gr/en/kig

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameordnoder - Ord og Musik

Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...