Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Nu knæler vi ved bordet
Nu knæler vi ved bordet,
som her vi samles om
og leder efter ordet
og der, hvorfra vi kom.
Men inden, at vi bøjer
os helt i støvet ned,
så standser du og føjer
os til din menighed.
Kærligheden kender
dig godt på dine ord;
det er en gammel kærlighed
her på den nye jord.
Så træder vi i dansen,
og det gør hånden fri,
og hånden vækker sansen
for ilden indeni.
Men inden, at vi falder
i syndens hule ned,
så kommer du og kalder
os til din menighed.
Her sidder vi og synger
om himmel og om jord,
en lille båd, der gynger
og om de store ord.
Men inden, at vi sænker
vor fod i graven ned,
så står du op og skænker
os til din menighed.
Nu går vi gennem kirken,
enhver til hver sit sted,
en knagen og en knirken,
når vi os sætter ned.
Men inden, at den gamle
af ælde styrter ned,
så har du vidst at samle
os i din menighed.
Se, vore øjne hviler
nu på dig og din sky,
og menigheden smiler
og drikker vinen ny.
Men inden, at vi glemmer
den første kærlighed,
så husker du og stemmer
os med din menighed.
Hør melodi her.
De førte for Jesus en kvinde
de bad ham med svig i sinde at tale det dommens ord:
“Vor lærer, Moses befaler at stene en sådan til gru
og rædsel, som loven taler. Mester, hvad mener vel du?”
De spurgte med svig i sinde at prøve, som vel vi véd,
om og over falden kvinde han dømte med kærlighed,
at prøve, om mesteren voved at dømme den lov så led
og over sit eget hoved at drage et uvejr ned.
De nødte ham hårdt at svare; i sandet han tiende skrev,
til i den rasende skare et uverjsstille der blev;
da faldt de, klare og faste, ordene “Den som er ren,
han tage da nu og kaste på hende den første sten”.
Men de, som spurgte med liste, undredes svarligen da.
De vidste så vel, hvad de vidste – taus sneg enhver sig derfra.
Da mesteren løfted sit øje mod solfaldets lysende skær,
så han i glans fra det høje kvinden alene der.
“Så dømte ingen dig kvinde?” “Mester”, hun svarede, “nej”.
“Ej heller har jeg i sinde at vandre ad dømmernes vej;
gå bort; i fred tør du fare”, så talte den mester god.
Omkring hans pande den klare gød solen en stråleflod.
Anton M. Jensen (1871-1941) modtog i 1901 sin afsked som præst i den danske folkekirke, fordi han (som præst i Harboøre) kaldte den hellige skrifts og augsburgbekendelsens lære om et evigt helvede for en modbydelig lære. Fra 1902 til 1907 var han præst i det unitariske fri kirkesamfund i Århus, hvor hans salmer blev brugt i 50 år. Salmen her er fra hans samling “Salmebog for frisindede kristne”, anden udgave 1951.
En enkes olie og brød
En enkes olie og brød
det var Elias nok;
og selv da enkens søn var død
var Gud Elias nok.
De levede fra dag til dag
på kanten til at dø;
men Herren fremme vil sin sag
med urt og sesamfrø.
Han dækker op dit morgenbord
til øjeblikkets tarv,
og lader kun sit faderord
til aften gå i arv.
Dit lager er nu sluppet op,
og det er tomt igen
som Jesu grav, da han stod op
og levede igen.
Så sæt dig ned og spis med ham,
der bryder dig sit brød;
og vid, han føler ingen skam
ved dig i liv og død.
Og se nu for dit øje stå
et bord med fad og frugt
og brød og vin af druer blå
og behagelig lugt.
Efter “By the poor widow’s oil and meal”, Isaac Watts, 1707.
Hør melodi her.
Al velsignelse skal komme
Al velsignelse skal komme,
stemme hjertet til en sang;
hør barmhjertighedens tromme
og treenighedens klang.
Lær mig denne lille melodi,
som nu toner ned fra sky.
Høje klippe! Jeg bestiger,
på din tinde er der ly.
Fuld af længsel vil jeg være,
indtil du mig kalder til
dig som en af dine kære;
nu din pris jeg synge vil.
Her skal stå mit Ebenezer.
Du har hjulpet hidindtil.
Indtil du igen dig viser,
kalder jeg med sang og spil.
Jesus var min ven i nøden,
da jeg selv var faret vild;
og han frelste mig af døden
med sin offergerning mild.
Hvor hans kærlighed forfølger
mig! Men jeg må mangle ord,
klædt i kød, og hvad der følger,
nok en stund på denne jord.
Lad din nåde som et fængsel
binde mig på denne jord,
lad din godhed som et hængsel
binde mig til dine ord.
Let jeg flyver bort i vinden,
let jeg farer op i sky;
tag mit hjerte med dig, inden
det begynder selv på ny.
Jeg er fundet fri for synder,
og jeg ser dit øjenbryn
sammen med de andre ynder,
du forlader på mit syn.
Kom min elskede tilbage,
tøv nu ikke på din sky,
lad mig skære dig en kage
af Jerusalem det Ny.
Efter “Come, Thou Fount of every blessing” Robert Robinson, 1758.
Det navn, som jeg hvisker
Det navn, som jeg hvisker, når fuglene mig
det lægger på tungen og kalder på dig,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.
Det navn, som genlyder, når solen står op,
og lever i sind og i sjæl og i krop,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.
Det navn, som jeg nævner, når natten er nær,
er navnet på den, som mit hjerte har kær,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.
Det navn er det sidste, jeg siger på jord,
det første jeg hvisker i himmelens kor,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.
Det navn er det sidste, I hører fra mig,
det første, jeg lærer i Himlen af dig,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.
Det navn er det første, jeg synger i sky,
det første jeg siger, når Jorden er ny,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.
Vers 1-4 gendigtning af “Det namnet eg kviskar”, Trygve A. Bjerkrheim, 1981.
Hør melodi her.
Se program for Kirken i Gyngen lørdag d. 28. maj her.
Mørke og lys
Mørke og lys er emnet for en ny salme af Knud Kappelgaard. Teksten er nedenfor, og her er et link til Anne Marie Eriksens fortolkning af salmen til Jan Erik Hansens melodi:
Tak for mørkets komme,
lyset er brugt op;
som en lygte i min lomme
venter dagens krop.
Tak min elskede for lyset,
solens fine stråleflig,
tak for vind og himmelgyset
allersaligst lykkelig.
Tak for jeg fik smør på brødet
samt lidt mere til,
fordi bondens mark blev gødet.
Jeg vil synge, ja jeg vil.
Tak for alle gode gaver,
trøstens ord imellem os,
når vi sindigt går og traver
for at byde fjenden trods.
Tak for nattens himmeldrømme;
dagen bliver tæt og god
midt i verdens vrimmelstrømme,
hvor vi gik, og hvor vi stod.
Knud Kappelgaard
Op dog Zion, ser du ej
Op dog Zion, ser du ej
Herren på den slagne vej
i triumf på graven stå
der, hvor han i døden lå.
Korset bygger evig bro
mellem kærlighed og tro,
gennem døden går en vej
gennem marts, april og maj.
Fast grund under fødderne
lukker sig om rødderne,
som vi gule trækker op
af en flaske som en prop.
Helligånden slipper ud
som et sendebud fra Gud
med en hilsen fra Guds søn,
som fór op til himmelen.
Jesu legeme og blod,
hans velsignelse og fod
leder os i liv og død
og gør os til vin og brød.
Hvor Guds øje stråler ned
til os med sin kærlighed,
knæler Zion ned i skam
i Det ny Jerusalem.
Hør melodi her.
Susanne i badet
Susanne i badet
løfter sin ynde
og lærer selv Helvede
ærligt at synde.
De sorteste djævle
falder til føje
og ser med et voksende
inderligt øje.
De ser gennem ruden
i Paradis inde
hun gør, hvad i Helved
de selv har i sinde.
Kom, lad os samles om vor Gud
Kom, lad os samles om vor Gud,
før selv han træder ind,
som endnu trækker tiden ud,
bereder vore sind.
Vor skyld er stor og vores frygt,
for død er syndens løn,
barmhjertighedens trone søgt
med angergiven bøn.
Kun ved din forbøn Kærlighed
velsignet er vort håb,
på al din trones herlighed
vi grunder vores dåb.
Omend en grum retfærdighed
ret følger på din dom,
en større uretfærdighed,
da tidens fylde kom.
Lad derfor nåde gå for ret,
og lad os se din hånd
og finger tegne korset let
ført af den Helligånd.
Gendigtning af Anne Steeles “Come, let our souls adore the Lord” 11. februar 1757.
Hør melodi her.
Ved din Faders højre hånd i himlen
Ved din Faders højre hånd i himlen
sidder du og våger over mig,
og du finder altid mig i vrimlen,
og jeg finder altid hjem til dig.
Dag for dag, mens øjeblikket svinder
som en flod for øjnene af mig,
skal jeg i det vand, der aldrig binder,
se det sande billede af dig.
Hver en byrde, som jeg lader spejle
i den bæk, der risler for min fod
lader du i evigheden sejle
i din evigt klare strøm af blod.
Hjælp mig Herre! Når jeg dine veje
finder vanskelige nok at gå,
må du rejse mig op fra mit leje.
Kom og giv mig troens vinge på.
Jeg vil flyve ind i Himmerige,
hvor din trone svæver som en ø,
og jeg vil på mine vinger stige
op og lande i din øjesø.
Her, hvor evighedens kilde springer
i den sø, hvor øjeblikket svandt,
vil jeg sammenfolde mine vinger
om den fuglekonge, som jeg fandt.
Når jeg ned fra himlens hvide skyer
daler mellem fuglene på jord
i en broget flok imellem byer,
hører jeg et kærligt lille ord.
Det er fuglekongen, der til ørnen
byder indenfor i hjerterum;
det er mindre end selv druekernen,
større end Det ny Jerusalem.
Det er Danmarks mindste fugl herneden,
men i himlen er den evigt stor,
og den bliver størst som kærligheden
for enhver, som på dens tone tror.
Se, nu flyver den imellem graner,
når vi vover os i skoven ud;
den er væk, førend man noget aner,
og her sidder jeg og tror på Gud.
Kirken i Gyngen 