Kirken i Gyngen

Nu er klokken blevet bange
for at tiden går i stå,
og fordi den selv er mange,
slår den på de andre få.
Med en klokke på din tunge
og en viser på din kind
går du mellem andre unge
i den gamle verden ind.

Klokken ni vil vejen svinge
ind til venstre imod Skjern;
hanen har en brækket vinge,
men dens spore er af jern.
Lige nu er klokken lige,
som den er, når den er tolv;
ellers er det svært at sige,
hvad den er, når den er halv.

Klokken er nu blevet stille,
og den venter på et slag,
men der kravler kun en bille
over den en sommerdag.
Vi er kommet langt tilbage
i den tid, vi lever i,
i de gode gamle dage,
hvor en engel gik forbi.

Nu er klokken ikke bange
i den skæve kirkes tårn,
og den breder sine klange
stille over mark og korn.
Med en le i dine hænder
og lade i din drøm
bærer du i dine lænder
barnet ind i Betlehem.

Egen melodi eller denne her.

En blogger på eftertanke.dk fortalte her en gammel historie om umuligheden af at undfly sin skæbne. Historien flager selv med denne fatalistiske morale, og det var også den Claes ønskede at finde i den. Den køber jeg dog ikke, og jeg fik lyst til at skrive videre på historien i et lidt andet perspektiv:

På vej til Sammara eller Samaria, som vi plejer at sige, mødte den rige købmands tjener en præst, som hastede afsted som skulle han nå færgen. Lidt senere mødte han også en imam, som holdt pause under sin rejse og vendte ansigtet bort i bøn. Det tredie menneske, han så på vejen var mishandlet til ukendelighed af røvere og overladt til de vilde dyr. Tjeneren fik medlidenhed med ham og rensede hans sår i olie og vin. Bagefter bragte han staklen til den nærmeste kro og betalte for hans videre pleje og forplejning med den rige købmands hest. Herefter drog han videre til fods til Samaria.

I lyset af den klare sol,
som over havets bølger
uddeler fra sin hovedstol
de renter, som der følger
af skaberordet, Gud har sat
i banken dengang, det var nat
og gæld til alle sider,
der ser vi nu på bølgen blå
en søjle rejse sig på skrå
og varsle nye tider.

Den skæve kirke rejser sig
som lys på himmelhvælvet,
og skyerne betaler sig
at skue efter skælvet
i hele verdens pengepung,
der før var som en bjælke tung
på løsesummens skuldre,
indtil han segnede omkuld,
hans fod var af det pure guld,
men templet skulle smuldre.

Nu sænker blikket sig igen
på morgensolens vinge
og finder råd for alle, men
vil ingen hjerter tvinge
til at tro på den gode Gud,
som ikke skælder nogen ud
for ikke at betale,
men yder sit med velbehag
den hele gode lange dag
i Himmeriges sale.

Hør melodi her.

Vor Fader i himlen, vort barn
vi bringer til dig med en bøn,
at du vil på nådens velsignede arm
det tage til dig som din søn.

Gør krav på vort eneste håb
et øjeblik, før du igen
det giver tilbage til os i din dåb
og lader det være din ven.

Besværgelser intet formår
for hjerter så hårde som sten;
vi lader som om, vi din vilje forstår,
men ikke en eneste en!

Det kræver en stormflod af blod
at drukne vor babelske sjæl;
nu ligger den skælvende ny for din fod
og griber din signede hæl.

Vær nåde fra vor Herre Krist
og kærlighed dyb fra vor Gud
formidlet ved Ånden så sikkert og vist,
som dagene går på dit bud.

Velsign vores bøn med dit ord
og lad vore hjerter forstå,
at nu skal vi samles med dig ved dit bord
og i graven, der hvor du lå.

Nu leger et barn på din grav
og fjerner den mægtige sten;
det triller den ned i det dybeste hav
og leder efter endnu en.

Vers 1-6 efter “Father, Our Child We Place”, William M. Bunting, 1842.
Hør melodi her.

Tag jeres harper ned
fra flodens piletræ;
lad jeres stemmer klinge med
i øjeblikkets læ.

I vor udlændighed
bor vi dog i din favn,
og nærmere din kærlighed
kommer vi i dit navn.

Din nåde bliver ved
med at forklare alt;
og al den lidelse, vi led,
har du på fingre talt.

Når vi i mørket går
og ingen stjerne ser;
finder vi det fortabte får
skabt i dit bløde ler.

Snart skal vor tvivl og frygt
vige for åsyn dit,
og i din kærlighed vi trygt
skal ånde ind og frit.

Velsignet er, vor Gud,
den som forlader sig
i øjeblikket på dit bud
og sætter lid til dig.

Efter “Your harps, ye trembling saints”, Augustus M. Toplady, 1772.
Hør melodi her.

Guds lam, jeg genkender dig,
du har før betaget mig;
da i moders liv jeg lå,
var det dig mit øje så.

Herre, jeg vil være din,
du er lille, myg og fin;
giv mig din medlidenhed,
giv mig og din lidenhed.

Lad mig over alt på jord
leve op til dine ord;
så en dag jeg svigter ej,
når jeg baner Herrens vej.

Gendigtning af “Lamb of God, I look to Thee”, Charles Wesley, 1742.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

Kristus, du velsigner os
og fuldkommengør os hos
dig og gør os til en del
af dig, så du bliver hel.

Kun i kærligheden til
os, gør du det, som du vil;
giv os mere af dit salt,
så du bliver alt i alt.

Kom og gør din gerning god;
skænk os af din overflod
i vort skrøbelige kar,
så vi skænke kan derfra.

Sødt vi smage skal derpå
til at tage vare på,
når din styrke gør os stærk,
dine hænders underværk.

Aldrig fra din tjeneste
gå; den er den eneste,
der kan fylde sjælens sejl
med dit ansigt som et spejl.

Vi er mange nu og én,
som står op på gravens sten
i dit legeme på ny,
før det farer op i sky.

Kærligheden har som død
skabt et pulver om til brød
med olivenstykker i
og en frigjort humlebi.

Efter “Christ, from whom all blessings flow”, Charles Wesley 1740.
Hør melodi her.

Se Guds øje
fra det høje
sænke sig på vinger ned
som en lærke
for at mærke
søvnen sød og kærlighed,
førend den på vinger ny
svinger sig op over sky.

Her jeg skuer
dine druer
klare i hvert øjeblik
mellem roser
og mimoser
købt i en blomsterbutik,
som på bedste købmandsvis
sælger ud af Paradis.

Slikbutikken,
den er prikken
over det bekendte i,
hvor vi blander
og bekender
synd og skam og blomst og bi,
salte fisk og rustne søm,
Zion og Jerusalem.

Hør melodi her.