Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Salme 45
Jeg tale vil min konges sag,
hans trone er af lys;
hvem af hans dødelige børn
består, ihvor det grys?
Sød er din stemme, nådefuldt
din læbes bløde ord;
din Guds velsignelse slår rod
i gravens dyb af jord.
Nu vælter stenen fra din grav,
nu kommer du i sky;
du bærer i din højre hånd
en jord og himmel ny.
Din trone skal for evigt stå,
din magt nå viden om;
du skal dit scepter strække ud
og fælde ned din dom.
Retfærdighed og sandhed skal
frit ved din side gå;
forunderlige kærlighed
dog stå, hvor døden lå.
Af myrra dufter hver en flig
af dine klæders fold,
at hver en kongedatter vil
sig give dig i vold.
Lyt, datter, til din moders råd:
Glem fader din og folk,
sværg troskab til din konge ny
og vær hans egen tolk.
Hvor er din kjole smuk og fin
med perler i sit slæb,
som løftes over jordens støv
af tusind gyldne næb.
Med jubel føres skal du ind
nu i din konges hus;
din søn skal i din faders sted
din kærlighed betros.
Jeg prise vil dit høje navn
imellem alle dem,
der veg for kongens kærlighed
til dig, Jerusalem.
Efter Salme 45. Hør melodi her.
Mellem broerne
Med græsset lagt på skår
kan man se helt ned til åen,
og ganske rigtigt
dér sad en kat
og vogtede på vandrotter
i min fantasi.
Jeg satte cyklen med varerne
på den nye støttefod
og gik ind over marken.
Det ligner stadigvæk,
legede jeg med mig selv.
Men det var alvor.
Det var s’gu ham!
I 95 dage havde han været væk
og sad nu her på den anden bred
mellem broerne.
Han miavede længe
uden at lade mig
komme tæt på.
Lagde sig så ned
og lod mig klø sig
bag øret.
Så rullede han om på ryggen.
Den nye jord
Prædiken til 11. søndag efter Trinitatis 2011.
I min lille verden er der i sommerens løb sket det sørgelige, at min kat er blevet væk. En aften kom den ikke hjem som den plejede og heller ikke dagen efter eller den næste igen. Hver eneste dag har jeg ventet at se den komme tilbage. Jeg har holdt øje med om det så ud til at den kunne have ligget i sengen, gået på bordet eller siddet på sin plads i vindueskarmen. Der var én, der sagde til mig, at jeg skulle bede Gud om hjælp. Gud kan gøre meget, sagde hun – og en dag, da jeg samlede fjernbetjeningen til fjernsynet op fra gulvet fik jeg en følelse af, at katten havde været der og siddet netop dér på sin plads i vindueskarmen og derved skubbet fjernbetjeningen ned, hvis jeg havde lagt den der.
Følelsen var så livagtig, at jeg ikke har kunnet løsrive mig fra den, selv om jeg med min fornuft godt kan sige mig selv, at det nok ikke er sket sådan. Måske er oplevelsen af Jesu opstandelse en oplevelse af samme slags – og det at være kristen at have blik for betydningen af en sådan oplevelse og have blik for, at den er både glædelig og virkelig. Min indre oplevelse af at se min kat sidde i vinduet igen bliver en prisme eller et øje, hvorigennem jeg på ny oplever verden. Det er som om hele mit liv med katten – og alt, hvad jeg har forbundet med det – ikke bare er fortid men også nutid og fremtid. Det er som om, hvert øjeblik, jeg nogensinde har oplevet kærlighed, står og venter på mig lige om hjørnet.
Når Paulus taler om Jesu opstandelse, remser han op, at først blev den opstandne set af den og den, og så af så og så mange på én gang, og til sidst blev han også set af ham selv, som i sammenligning med de andre er et misfoster, som der står i den nye oversættelse, eller et ufuldbårent foster, som der står i den gamle, eller måske snarere et foster udenfor livmoderen – for han var jo ikke selv discipel! Fordi han ikke var fortrolig med Jesus i forvejen, så han ikke – som dem, der var dét – den opstandne i skikkelse af Jesus af Nazaret. Han så noget, men han måtte selv slutte sig til, hvem det var; og derved deler han skæbne med alle os andre, som heller ikke har oplevet Jesus gå omkring i kød og blod.
Kunsten at prædike består i at få tekstrækkens tre tekster til at sige noget i en nutidig situation. Jeg har brugt min egen lille ulykkelige situation som billede på alle mulige former for tab og det at miste – og jeg har nævnt den mulighed, at enhver kan bringe sin sag frem for Gud, for “han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles”, som der står i dagens tekst fra Jobs bog. Jeg har også været omkring Paulus´første brev til Korintherne, hvor han fortæller om forskellige tilgange til det at se den opstandne Kristus. Det væsentlige her er, at det er ens egen udsatte position, der er udgangspunkt i enhver henvendelse til Gud. Ingen bliver hjulpet ved som farisæeren i evangelieteksten til i dag at fortælle, hvad han har gjort af godt. Kun i det felt, hvor man ikke slog til, findes det stof, som en bøn er gjort af.
Jeg har valgt også at bringe en anden tekst i spil udover dem, som er foreskrevet i den danske folkekirkes liturgi. I folkekirkens liturgi anvendes der ifølge traditionen foruden den evangelietekst, der prædikes over også en såkaldt episteltekst, ofte af Paulus, og siden 1992 har man i den danske folkekirke også læst en tekst fra det gamle testamente hver søndag. Til disse tre har jeg valgt at føje en tekst af Krishnamurti, der levede i 90 år fra 1895 til 1986. Teksten er tilfældigt valgt som teksten til idag den 3. september fra en bog med et stykke af Krishnamurti til hver dag. Se her. Når jeg har valgt at føje en tekst af Krishnamurti til de allerede eksisterende, skyldes det ikke, at der hos Krishnamurti føjes noget til forkyndelsen af evangeliet, som ikke er der i forvejen. Alle de tilgange til menneskelivet, som vi finder hos Krishnamurti, kender vi allerede fra Indien og Israel eller fra det moderne liv.
Men det specielle ved Krishnamurti er, at alle de tanker, som i tidens løb er vokset frem og har blandet sig med hinanden under store vanskeligheder og med mange omkostninger til følge – disse tanker og følelser synes hos Krishnamurti at folde sig ud med hidtil uset lethed. Langt fra at forkaste traditionen ved mødet med Krishnamurti skal vi tværtimod genopdage den med ny skønsomhed. Krishnamurti er den omstændighed, der gør, at alt det, vi har elsket, nu folder sig ud i en målestok hinsides det, vi er vant til og kendt med. Det findes der et fint udtryk for i en lignelse, som vi kender fra den oldkirkelige teolog Irænæus, som levede fra 130 til 200 efter Kristus. Det er en lignelse, som Irenæus selv har fået fortalt af Papias, som har den fra Polykarp, som har den fra Jesu discipel Johannes, som igen ifølge Irenæus har den fra Jesus selv.
Lignelsen lyder således: “Der skal komme dage, hvor hver vinstok har 10.000 grene og hver gren 10.000 ranker, og hver ranke har 10.000 klaser og hver klase 10.000 druer, og af hver klase skal der presses femogtyve kander vin. Når nogen griber om en klase, så råber den anden klase: “Jeg er bedre, tag mig, velsign Herren med mig”. På samme måde skal et hvedekorn give 10.000 aks og hvert aks skal have 10.000 kerner og hver kerne give ti pund rent mel. Det skal forholde sig på samme måde med de andre former for frugt og urter, og alle dyr skal have deres føde af jorden og leve i fred og fordragelighed indbyrdes og tjene menneskene i lydighed”. Her er der altså tale om en lignelse af Jesus, som er overleveret udenom det nye testamente. I Johannesevangeliet siger Jesus, som bekendt: “Jeg er vintræet, I er grenene”. Men Krishnamurti er jordbunden.
Jeg nærer ingen skam og skyld
Jeg nærer ingen skam og skyld
ved det jeg gerne vil;
jeg blomstrer som den hvide hyld
og sætter livet til.
Jesus, min Gud! Det søde navn,
som rummer al min trøst.
Han tager mig ind i sin favn
nu, og når det er høst.
Fast som hans trone løftet står,
som han gav i sin pagt,
indtil jeg er om føje år
hos ham i graven lagt.
Nu tager du mit bløde ler
i dine hænder hjem;
jeg åbner øjnene og ser
et skønt Jerusalem.
Efter “I’m not ashamed to own my Lord”, Isaac Watts 1707.
Hør melodi her.
Se program til Kirken i Gyngen lørdag 3. september kl. 15-17 her.
Klokkesang
Nu er klokken blevet bange
for at tiden går i stå,
og fordi den selv er mange,
slår den på de andre få.
Med en klokke på din tunge
og en viser på din kind
går du mellem andre unge
i den gamle verden ind.
Klokken ni vil vejen svinge
ind til venstre imod Skjern;
hanen har en brækket vinge,
men dens spore er af jern.
Lige nu er klokken lige,
som den er, når den er tolv;
ellers er det svært at sige,
hvad den er, når den er halv.
Klokken er nu blevet stille,
og den venter på et slag,
men der kravler kun en bille
over den en sommerdag.
Vi er kommet langt tilbage
i den tid, vi lever i,
i de gode gamle dage,
hvor en engel gik forbi.
Nu er klokken ikke bange
i den skæve kirkes tårn,
og den breder sine klange
stille over mark og korn.
Med en le i dine hænder
og lade i din drøm
bærer du i dine lænder
barnet ind i Betlehem.
Egen melodi eller denne her.
Gammel historie med ny slutning
En blogger på eftertanke.dk fortalte her en gammel historie om umuligheden af at undfly sin skæbne. Historien flager selv med denne fatalistiske morale, og det var også den Claes ønskede at finde i den. Den køber jeg dog ikke, og jeg fik lyst til at skrive videre på historien i et lidt andet perspektiv:
På vej til Sammara eller Samaria, som vi plejer at sige, mødte den rige købmands tjener en præst, som hastede afsted som skulle han nå færgen. Lidt senere mødte han også en imam, som holdt pause under sin rejse og vendte ansigtet bort i bøn. Det tredie menneske, han så på vejen var mishandlet til ukendelighed af røvere og overladt til de vilde dyr. Tjeneren fik medlidenhed med ham og rensede hans sår i olie og vin. Bagefter bragte han staklen til den nærmeste kro og betalte for hans videre pleje og forplejning med den rige købmands hest. Herefter drog han videre til fods til Samaria.
I lyset af den klare sol
I lyset af den klare sol,
som over havets bølger
uddeler fra sin hovedstol
de renter, som der følger
af skaberordet, Gud har sat
i banken dengang, det var nat
og gæld til alle sider,
der ser vi nu på bølgen blå
en søjle rejse sig på skrå
og varsle nye tider.
Den skæve kirke rejser sig
som lys på himmelhvælvet,
og skyerne betaler sig
at skue efter skælvet
i hele verdens pengepung,
der før var som en bjælke tung
på løsesummens skuldre,
indtil han segnede omkuld,
hans fod var af det pure guld,
men templet skulle smuldre.
Nu sænker blikket sig igen
på morgensolens vinge
og finder råd for alle, men
vil ingen hjerter tvinge
til at tro på den gode Gud,
som ikke skælder nogen ud
for ikke at betale,
men yder sit med velbehag
den hele gode lange dag
i Himmeriges sale.
Hør melodi her.
Vor Fader i himlen, vort barn
Vor Fader i himlen, vort barn
vi bringer til dig med en bøn,
at du vil på nådens velsignede arm
det tage til dig som din søn.
Gør krav på vort eneste håb
et øjeblik, før du igen
det giver tilbage til os i din dåb
og lader det være din ven.
Besværgelser intet formår
for hjerter så hårde som sten;
vi lader som om, vi din vilje forstår,
men ikke en eneste en!
Det kræver en stormflod af blod
at drukne vor babelske sjæl;
nu ligger den skælvende ny for din fod
og griber din signede hæl.
Vær nåde fra vor Herre Krist
og kærlighed dyb fra vor Gud
formidlet ved Ånden så sikkert og vist,
som dagene går på dit bud.
Velsign vores bøn med dit ord
og lad vore hjerter forstå,
at nu skal vi samles med dig ved dit bord
og i graven, der hvor du lå.
Nu leger et barn på din grav
og fjerner den mægtige sten;
det triller den ned i det dybeste hav
og leder efter endnu en.
Vers 1-6 efter “Father, Our Child We Place”, William M. Bunting, 1842.
Hør melodi her.
Tag ikke tilflugt til en drøm
om det, du går og drømmer om;
men se dig om og se dig ud,
hvad Gud har sagt dig med sit bud.
Drøm ikke om at bede Gud
at glemme et af sine bud;
men bed, at han med sine krav
vil rejse dig af dødens grav.
Tag selv den tunge byrde op
og føl dens vægt i sind og krop
så let som tyngden af det ord,
du tager mod ved Herrens bord.
Efter “Abide not in the realm of dreams”, William H. Burleigh, 1871.
Hør melodi her.
Tag jeres harper ned
Tag jeres harper ned
fra flodens piletræ;
lad jeres stemmer klinge med
i øjeblikkets læ.
I vor udlændighed
bor vi dog i din favn,
og nærmere din kærlighed
kommer vi i dit navn.
Din nåde bliver ved
med at forklare alt;
og al den lidelse, vi led,
har du på fingre talt.
Når vi i mørket går
og ingen stjerne ser;
finder vi det fortabte får
skabt i dit bløde ler.
Snart skal vor tvivl og frygt
vige for åsyn dit,
og i din kærlighed vi trygt
skal ånde ind og frit.
Velsignet er, vor Gud,
den som forlader sig
i øjeblikket på dit bud
og sætter lid til dig.
Efter “Your harps, ye trembling saints”, Augustus M. Toplady, 1772.
Hør melodi her.
Kirken i Gyngen 