Guds lam

Guds lam, jeg genkender dig,
du har før betaget mig;
da i moders liv jeg lå,
var det dig mit øje så.

Herre, jeg vil være din,
du er lille, myg og fin;
giv mig din medlidenhed,
giv mig og din lidenhed.

Lad mig over alt på jord
leve op til dine ord;
så en dag jeg svigter ej,
når jeg baner Herrens vej.

Gendigtning af “Lamb of God, I look to Thee”, Charles Wesley, 1742.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

Kristus, du velsigner os

Kristus, du velsigner os
og fuldkommengør os hos
dig og gør os til en del
af dig, så du bliver hel.

Kun i kærligheden til
os, gør du det, som du vil;
giv os mere af dit salt,
så du bliver alt i alt.

Kom og gør din gerning god;
skænk os af din overflod
i vort skrøbelige kar,
så vi skænke kan derfra.

Sødt vi smage skal derpå
til at tage vare på,
når din styrke gør os stærk,
dine hænders underværk.

Aldrig fra din tjeneste
gå; den er den eneste,
der kan fylde sjælens sejl
med dit ansigt som et spejl.

Vi er mange nu og én,
som står op på gravens sten
i dit legeme på ny,
før det farer op i sky.

Kærligheden har som død
skabt et pulver om til brød
med olivenstykker i
og en frigjort humlebi.

Efter “Christ, from whom all blessings flow”, Charles Wesley 1740.
Hør melodi her.

Se Guds øje

Se Guds øje
fra det høje
sænke sig på vinger ned
som en lærke
for at mærke
søvnen sød og kærlighed,
førend den på vinger ny
svinger sig op over sky.

Her jeg skuer
dine druer
klare i hvert øjeblik
mellem roser
og mimoser
købt i en blomsterbutik,
som på bedste købmandsvis
sælger ud af Paradis.

Slikbutikken,
den er prikken
over det bekendte i,
hvor vi blander
og bekender
synd og skam og blomst og bi,
salte fisk og rustne søm,
Zion og Jerusalem.

Hør melodi her.

Ikke at konvertere igen

For nogle måneder siden gjorde jeg mig i en periode ugentlige betragtninger over citater af Krishnamurti på min blog. En af disse betragtninger gav jeg overskriften: “Ikke at konvertere”. Det er en formulering, der melder sig igen i forbindelse med DR2´s serie “De omvendte”. I denne serie præsenteres folk, som er skiftet fra den ene tro til den anden. Jeg lader mig gerne underholde af den udogmatiske tilgang til emnet, som præger disse udsendelser. Men jeg får også lyst til at spørge, om den omvendte nu også er så god at gæste. Den omvendte skifter under stort postyr den ene måde at være indskrænket på ud med den anden. Hvad der ikke er til stede er den uskyld, der forsoner. 

Nu er jeg set
af kløveren
i græsset.

Herrens ånd kom over mig

Herrens ånd kom over mig,
og ved den han førte mig
ud i dalen ved sin hånd
fuld af knogler af en hånd.

Og han førte mig forbi
dem ad helt sin egen sti,
som går hele vejen rundt,
hvor der intet er af ondt.

Menneske kan disse ben,
som nu ligger mellem sten,
blive levende igen
sammen med velsignelsen?

Gud, min Herre ej jeg ved,
om den slags kan finde sted;
men jeg siger til mig selv,
at det ved du med dig selv.

Ja, men du skal mellem sten
sige til de nøgne ben:
I, som ligger over jord,
lytte skal til Herrens ord!

Jeg vil nu på hvert et led
sætte sener, og med kød
dække jer og trække hud
over jer, for jeg er Gud.

Og en raslen ved mit ord
lød, da knoglerne på jord
rejste sig nu i en dans;
den var hendes, den var hans.

Og nu blev på hvert et led
trukket sener, kød og hud;
så forfærdelig en død,
intet åndedrag, der lød.

Livsens ånde over jord
læg den levende Guds ord
på de døde tungers ler,
så de ikke tier mer!

Herren siger til sin tolk:
Dette er mit eget folk,
som kom hjem alligevel;
det er hele Israel.

Efter Ezekiel 37,1-14.
Hør melodi her.

Herren sagde til min herre

Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd.
Jeg vil samle dine kære
til et scepter i din hånd.

Og fra Zion selv udrækker
Herren nu din vældes spir;
og til himlene det rækker,
stedsegrønt det er af ir.

Og dit folk skal helligt møde
frem for salighedens sag,
når de rejser sig af døde
på den store dommedag.

Herren selv har det i sinde.
Lov og ære, tak og pris!
Du skal være præst evinde-
lig på Melkizedeks vis.

Og når Herren knuser konger
ved dig på sin store dag,
fylder han i sine lunger
vinden fra det hvide flag.

Og sin himmel vil han fylde
med de frelstes store tal,
som på jorden ham vil hylde
overskueligt i hal.

Og ved bækken, som sig smyger
lifligt om sin herres fod,
knæler han og sig ydmyger.
Ære være kære Gud!

Efter Salme 110.
Hør melodi her.

Fra det dybe

Fra det dybe råber
Herre, jeg til dig
længe, og jeg håber,
du vil høre mig.

Tog du på min brøde
vare, Herre? Nej!
Du stod op af døde
for at frelse mig.

Israel, jeg siger:
Vent på Herrens bud!
Se, når synden viger
på et ord fra Gud.

Efter Salme 130.

Fadervorde

Nu er solen sunket
i vore øjne ind,
for at samle kræfter
igen i vore sind;
og den tunge kirke-
klokke falder brat
i med sine tunge
slag, og det er nat.

Imens mørket synker
til bunden af sin grav,
vil vi gerne bede
den bøn, som du os gav;
i vore egne hænder,
når vi dem folder frit,
blir det ord, vi siger,
uskelneligt fra dit.

Fri os fra det onde,
led os ikke ind
i den dybe fristel-
se i vore sind;
når du os forlader
i dit Kapernaum,
mødes vi en anden
gang i København.

Alle fugle vågner

Alle fugle vågner
i det årle gry,
morgensangen stiger
til vor konge ny.

Kom, vær ikke bange,
lad os se til ham,
titte til hinanden
gedekid og lam.

I den lille hytte
sover barnet ind,
og Maria bøjer
sig imod dets kind.

Øjet i det høje
skuer stille ned,
vores ledestjerne
fyldt af kærlighed.

Vore ringe gaver
tager han imod,
fylder vore hjerter
med sin overflod.

Ædlere end stene
er hans øjesten,
som han lader døbe
i sin kilde ren.

Jesusbarnet byder:
vær velkommen hjem,
hele verden skrives
ind i Betlehem.

Efter Samuel C. Hamertons “Waken! Christian children”, 1861.
Hør melodi her.

Nu er al glæde og al sorg

Nu er al glæde og al sorg
i dine hænder lagt.
Jeg lever inde i din borg,
og gør, som du har sagt.

Hvis du din fryd berøver mig,
så klager ikke jeg;
før din fryd, den kom over mig,
så var den jo hos dig.

Når engang hele verden går
under i dine ord,
jeg ved, jeg evig lykke får
hos dig og ved dit bord.

Hvad er alverden med sit gøgl
andet end bittersød,
når jeg vil plukke rosens fløjl
så fin og mørk og rød?

Her findes ingen evig fred,
hvor honningtårer faldt;
så når jeg står ved dødens bred,
vær du mit alt i alt!

Nu er al glæde og alt håb
i dine hænder lagt,
jeg drukner mig nu i min dåb
og ånder i din pragt.

Vers 1-5 gendigtning af “My times of sorrow and of joy”, Benjamin Beddome 1778.
Hør melodi her..

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ameordnoder - Ord og Musik

Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades