Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Sårbar under åben himmel
Lørdagens citat handler om det at være alene i den betydning af ordet, hvor det ikke betyder ensomhed men betyder at være uafhængig af fællesskaber – eller rettere uafhængig af den tvang, som et fællesskab pålægger den enkelte. At være alene vil sige at befinde sig i en tilstand af permanent revolution i forhold til enhver form for brutal samfundsdannelse. Hvis vi tænker på, hvordan soldater træner, ser vi, at de ikke længere er mennesker men maskiner, som de står der i solen. Det er vore egne børn, og det sker i Amerika og i Rusland og i alle dele af verden – og det den samme form for disciplinering finder sted indenfor religiøse samfund. Men kun det sind, som intet sted hører til, kan være alene. At være alene er ikke noget, der kan fremelskes. Men at være alene er forudsætningen for at elske, for at handle uden at blive holdt oppe af en eller anden fiktion.
Har man gennemskuet dette, er man ude af billedet som respektabel samfundsborger og bliver ikke inviteret til middag hos guvernøren eller præsidenten – og der er meget andet, man heller ikke bliver – hverken justitsråd eller brandmajor – for nu at tale med en dansk filosof med hvilken samtale kan føres til et vist punkt. Selv blev Krishnamurti nu alligevel inviteret til middag hos Indiens tidligere premiereminister Indira Gandhi, som siden skrev til ham, at hun savnede nogen at tale med, men der var ingen – bortset fra ham, og med ham behøvede man ikke tale. Forbindelsen imellem dem var en indre forbindelse og på én gang en væren alene og en væren sammen og en deraf følgende ydmyghed. Resten er historien om, hvordan Indira Gandhi satte sig op imod den sekteriske vold og gik sårbar ud under åben himmel og blev skudt af to af sine egne sikkerhedsvagter.
Kirken i Gyngen 