Kirken i Gyngen

Bliv Herre hos os med dit ord
og sæt dig ned ved vores bord
og bryd vort brød, omend du må
da brat forsvinde i det blå.

Du har bevist din magt derved,
at kurve tolv af kærlighed
til overs blev, da du hver mund
lod mætte af det mindste fund.

Vor trøster Gud i overflod
og Jesu legeme og blod
og vin og brød og ingenting
har fyldt fuldkommenhedens ring.

Ved hjørnet af det runde bord
forvandler du med dine ord
nu vandet til den gode vin
og gør afholdenhed til grin.

Bliv Herre hos os eller gå
og gem i hjertet, hvad du så,
og lad os gøre alting vel
i hjertet af dit Israel.

Hør melodi her.

Et julemørke sænker
sig nu i land og by,
i din og min,
og i Berlin
går alle rundt og tænker,
hvad kommer der fra sky.
Et julemørke sænker
sig nu i land og by.

Et tæppe daler stille
af sne på vej og sti,
og stien går,
hvor muren står,
og vejen slår en lille
bugt med en afgrund i.
Et tæppe daler stille
af sne på vej og sti,

En julerose lander
sin blomst foran din fod,
hvor englespor
af englekor
sig op med jorden blander
med råb af Abels blod.
En julerose lander
sin blomst foran din fod.

Hør melodi her.

I Etiopien af Gud
en Konge lod sig krone
til Konge af det første bud
på Herlighedens trone.
Af Juda stamme går han frem,
af Davids rodskud skyder
han frem som i Jerusalem
og over Jorden byder.

Haile Selassie er hans tolk,
det går i folkemunde,
og Rastafari er hans folk
af store danske hunde.
Mæt af en krumme og lidt vin
løber de ud i søen,
som før en flok af gale svin,
med ellevild en gøen.

I Kenya vor vugge stod,
derom de vise taler,
og at vi dog har blandet blod
med en neandertaler.
I Danmark går det ord omkring
på markerne som køer,
at Gud med os har sluttet ring
på De Vestindiske Øer.

Vi rejser til Jerusalem,
hvor palmerne er høje,
og vi kan se til Betlehem
alt med det blotte øje.
Her fødes Kongen i en stald,
som englene forkynder
med sang i tågerne af tjald,
for hyrderne med ynder.

Nu vender Jesus hjem igen
med store engeskarer,
og taler med enhver som ven,
når han sig åbenbarer.
I hjertet af Jerusalem,
der finder han sin lige,
der, hvor han sad imellem dem
med hele Himmerige.

Hør melodi her.

Nu vågner vi årle og silde en morgen,
hvor ordet det faldt,
og lykken slår følge med glæden og sorgen,
som ordene gjaldt.
De vandrer til hobe som søstrene tre,
der finder hinanden
med rynke på panden
og lader sig se.

Hun sætter sin finger på søsterens hage,
hvor munden er smal,
og kinden sig hvælver først frem og tilbage
om ordenes skal.
Hun taler om sorgen og glæden ved to,
der finder hinanden
som kvinden og manden,
og hvor de skal bo.

Nu danser de sammen med ryg mod hinanden
og slutter en ring,
og foden er sikker helt ude på randen
på tå og på spring.
Jeg selv er til stede hos to eller tre,
der finder hinanden
som en og en anden
og lader mig se.

Hør melodi her.

Rudolph Tegner: Danserindebrønden,1913

Du skal elskes af andre end dig selv.
I skal skabe et lille himmelhvælv.
I skal skabe ly for andre.
I skal samle og forandre.

I skal lytte, når vinden banker på.
I skal spørge til hunden, hvad den så.
I skal lade den alene
vaske gulv med poter rene.

I skal lyse, når solen brænder ud.
I skal lyse på måneskind og hud.
I skal være bly og nøgne
og gå klædt i hvide løgne.

I skal samles, når klokken bliver to
eller tre og mødes på en kro
i mit navn og være kirke
ved at lade Ordet virke.

I skal elskes af andre og af Gud.
I skal kende det allerstørste bud.
I skal lade det, I gjorde
dække jeres påskeborde.

I skal spise lam og fisk og fugl og svin.
I skal drikke hjernen ud og dø af grin.
I skal genopstå på dagen,
hvor Gud overtager sagen.

Mit liv i Paradiset
er endt med skind af får,
jeg flager med beviset
i nu beskedne kår.

Så nøgen som en David
med barnet om min lænd,
accentforskudt gravid
går jeg imellem mænd.

Min Gud, hvorfor forlader
du mig i denne stund
min synd? Jeg går og bader
i nåde uden bund.

Frøen springer op
med et lille hop,
lander med det våde
græs omkring sin krop.

Køligheden slår
den om bug og lår,
den har hverken hale,
vinger eller hår.

Nu er frøen væk
som en vintergæk
nede under sneen,
inde bag en hæk.

Til Betel nu Herren vil sende mig!
Det sagde Elias til manden
der fulgte ham. Bliv her, det råder jeg dig,
slå følge med en eller anden!

Så sandt Herren lever såvel som du!
Forlade dig ønsker jeg ikke.
Det sagde Elisa i selv samme nu,
og så lod de spørgsmålet ligge.

Profeterne kom straks fra Betel ud
og samlede sig om den unge
at bringe den trofaste sørgeligt bud.
Han svarede: Var jeres tunge!

Til Jeriko Herren vil sende mig!
Det sagde Elias til manden
der fulgte ham. Bliv her, det råder jeg dig,
slå følge med en eller anden!

Så sandt Herren lever såvel som du!
Forlade dig ønsker jeg ikke.
Det sagde Elisa i selv samme nu,
og så lod de spørgsmålet ligge.

Profeterne kom fra Jeriko ud
og samlede sig om den unge
at bringe den trofaste sørgeligt bud.
Han svarede: Var jeres tunge!

Til Jordan nu Herren vil sende mig!
Det sagde Elias til manden
der fulgte ham. Bliv her, det råder jeg dig,
slå følge med en eller anden!

Så sandt Herren lever såvel som du!
Forlade dig ønsker jeg ikke.
Det sagde Elisa i selv samme nu,
og så lod de spørgsmålet ligge.

Halvtreds af profeterne fulgte med
på afstand, da de stod ved floden
og kiggede sig omkring efter et sted,
hvor vandet slog ind over foden.

Så tog han, Elias sin kappe af
og rullede den som et klæde
med hånden og løftede den til et slag
og slog i den flydende væde.

Og floden, den delte sig som engang
selv havet herfra til Ægypten,
da Moses sin stav over over bølgerne svang
og førte Guds folk gennem kløften.

Sig, hvad kan jeg gøre min ven for dig,
før Herren mig tager tilbage?
Det spurgte Elias og svøbte sig
i kappen, imens han det sagde.

To dele af ånden, som selv du har!
Du holder dig ikke tilbage!
Hvis himlen er åben for dig og klar,
så skal det dig ske, som du sagde.

Og Israels vogne og heste kom!
Det råbte Elisa ved floden,
og kappen sænkede sig ned til ham
og landede hos ham ved foden.

Han tog den og slog som Elias før
på floden og så den sig dele,
og så gik han over, og foden var tør,
for ånden, han fik, var den hele.

Anden Kongebog 2,1-18.
Hør melodi her.

Jesus er Guds lille
Ord fra landet, taler brat,
kun to dage gammel
siger han: Nu er jeg mæt!

Skaber med Guds hænder
fugle af det bløde ler,
klapper, så den hvide
kakadue på ham ser!

Grønne papagøjer
fylder snart det lille hjem,
så Maria sender
strenge blikke efter dem!

Se, de hvide striber
stænket i de sorte fjer
som et regnvejr over
Ordets allerførste stær!

Se og hør Mario Josephs læsning af Koranen her.

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

Jorden hvilende i sin tilstand
samler sin opmærksomhed
om et punkt i sig selv,
som er befrugtet af himlen.

Træerne står roligt oprejste,
mange års besindighed er gemt i stammen.

Stammen opløser sin vælde
i tyndere opvendte grene.

Grenene forfiner sig ud i kviste,
hvoraf de yderste af bare sarthed
er lige vedat blive ét med himlen.

Bladene folder sig ud,
og ved at leve i lyset
afgiver de deres farve til øjnene.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

Siddende på stolen på platformen
bærer du verden balancerende på sindet.

Svanen har strakt sin hals gennem himlen
og fjernet et brød fra min hånd.

Du løftede øjnene og så,
da duen foldede sig ud
og fløj fra dit ansigt.

Som et spyd der forlader hånden
med fodfæstet hvilende balance i længen.

Kastanjen kaster
sine brune øjne
ned på jorden.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske begreber fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

I talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Her har Krishnamurti tilegnet sig og gør gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed. Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” lader sig ane bag Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier. Det er et eksempel på en karakteristisk evne hos Krishnamurti til at absorbere indsigter andre steder fra og mangedoble deres værdi. Krishnamurti er den gode jord.